Anmeldelser og omtale fra

(i) folkeskolen 9/2004

(ii) folkeskolen 34/2003

(iii) kronik fra information 2/9 2003

(i)

folkeskolen 9/2004, af Tonny Hansen

Grønspættebog for lærere

Fortrinlig og tankevækkende bog om praksis og værdier i det daglige samvær med klassen

Sådan en bog om lærerens vej til demokrati i klassen kunne jeg godt have brugt, da jeg gik på seminariet for mange år siden. En del af den kunne sådan set også godt have været skrevet, for forfatternes fortrinlige råd om en god praksis i lærerarbejdet føres ofte tilbage til teorier, der blev fremført i 1960’erne af psykologerne Arne Sjø­lund og K.B. Madsen og filosoffen K.E. Løgstrup. Det betyder ikke, at der er tale om gammel vin på nye flasker, for klassikerne kædes sammen med nyere teoridannelse og danner tilsammen et glimrende grundlag for fem kapitler om håndtering af klassens gode arbejdsfællesskab, krav til eleverne, det flerkulturelle aspekt, vanskelige elever samt forældresamarbejde.

Det gennemgående træk er bestræbelserne på at identificere og begrunde »de handlinger, der samler skoleklassen som social gruppe og organiserer et inspirerende arbejde med at opdage om verden under lærerens ledelse«, som det hedder i afslutningskapitlet. Dette kapitel bør også sætte overvejelser i gang hos læseren om, hvilken eller hvilke roller man bevidst eller ubevidst har valgt som udgangspunkt for sit lærerarbejde.

Nøglebegrebet er »den autentiske lærer«, et begreb lanceret af Per Fibæk Laursen.

Det er højst tænkeligt, at mange lærere har skabt et glimrende og demokratisk fællesskab i klassen, uden at det helt er gået op for dem, endsige at de kan gøre rede for, hvordan de har båret sig ad. Og det er lige så tænkeligt, at mange andre lærere ikke forbinder deres egen adfærd og holdning til arbejdet i klassen med elevernes uhensigtsmæssige reaktioner. Vi får blandt andet nogle grusomme eksempler på overlærervid på elevernes bekostning.

Her i bogen får man lov til at kigge nogle af dem i kortene, både i form af små, sigende uddrag af interview og ved klokkeklare referencer til relevant teori. Hvert afsnit afsluttes med et antal anvisninger på, hvordan man som lærer konkret kan handle for at rette op på situationer, der er kørt af sporet. Hver enkelt af dem kan danne baggrund for gode diskussioner på teammøder, lokale kurser eller møder med forældrene. Budskabet er: få uenigheder frem på banen og diskuter deres substans i stedet for at prøve at lulle eleverne ind i pseudotolerance.

På et enkelt punkt synes jeg, at forfatterne behandler to - synes jeg - beslægtede negative forhold forskelligt: blandt de psykologiske årsager til mobning angives fænomenet projektion beskrevet af Eva Larsson som, at »det ligger i menneskets natur at placere det onde uden for en selv, det vil sige hos en anden«. Og Winnicott citeres for, at dette er »en naturlig følge af den udviklingsproces, vi gennemgår som men­nesker« (side 22). Det lyder alt sammen meget rigtigt. Men det virker ejendommeligt, at forfatterne i forbindelse med behandlingen af arbejdet i flerkulturelle klasser proklamerer: »Børn er fra naturens hånd ’farveblinde’ og ikke-racister« (side 69). Nok er menneskets natur en sammensat størrelse, men den kan næppe spænde over begge disse grundlæggende egenskaber.

Trods denne lille indvending synes jeg, at bogen helt igennem er fortræffelig. Den tager fat om mange af fagets helt svære spørgsmål, og den anviser veje til en omgangsform i klassen, der håndterer og respekterer elevernes forskelligheder. Alt det, der skal til for at hjælpe eleverne på vej til at blive fornuftige og demokratisk indstillede med­borgere.

(ii)

folkeskolen 34/2003, Af Helle Lauritsen

Læreren som holdleder

Ny bog beskriver, hvad det vil sige at arbejde socialpsykologisk med en klasse, om at stille krav til eleverne og om at skabe god relation til klassens forældre

Læreren skal være holdleder og turde tage et lederskab af klassen på sig. Læreren skal kunne håndtere en gruppe, og for at kunne dét kræves blandt andet, at man ved, hvordan man virker på andre. Det kræver en vis portion selvværd.

Det er holdlederen, der sætter rammerne og tager ansvaret for, at klassen trives. Det koster tid, men det kan læres.

Det er nogle af de grundlæggende tanker bag en ny bog »Mød eleven« med undertitlen »Lærerens vej til demokrati i klassen«. Bogen er skrevet af psykolog og professor Bo Jacobsen, psykolog og adjunkt Irene Christiansen og cand.pæd. ­psych. og folkeskolelærer Christina Sand Jespersen.

Bogen bygger på observationer på otte folkeskoler og er resultatet af et forskningssamarbejde mellem Sociologisk Institut, Københavns Universitet, og Institut for Pædagogisk Psykologi, Danmarks Pædagogiske Universitet. Bogen har eksempler fra observationerne, små interviews samt handleanvisninger til lærerne.

Det glemte fag på seminariet

»Bogen handler faktisk om det glemte fag på seminariet. Når det gælder om at håndtere en gruppe og arbejde med klassens trivsel, står man som ny lærer let på bar bund. Man kender ikke sin lærerpersonlighed, før man er i gang med arbejdet. Det kræver refleksioner sammen med andre«, siger Christina Sand Jespersen.

»På seminariet trænes lærerne i de faglige og de pædagogiske kvalifikationer, men de menneskelige kvalifikationer er næsten ikke med«, mener Bo Jacobsen.

Det handler om at have et blik for klassens trivsel, at kunne se de elever, der sidder og hænger, og det handler om at trives som lærer.

Ingen elever kan lære, hvis de ikke trives, mener forfatterne. Samtidig betyder det meget for den enkelte lærers trivsel at have greb om den menneskelige del af arbejdet.

Hvis læreren får et tilfredsstillende socialt og personligt liv med sine klasser, går resten næsten af sig selv, fordi der så frigives resurser til at fordybe sig i det faglige og pædagogiske, men får læreren ikke et godt socialt liv med klassen, bliver det faglige og pædagogiske uvilkårligt hårdt ramt. Derfor er det vigtigt at bruge tid på klassens trivsel specielt på de yngste klassetrin. For det kommer mangefold igen.

Hvor man ofte deler skolearbejdet op i det faglige og det sociale, så er forfatterne fortalere for sammenhæng. Der skal være fokus på det faglige arbejde, og det sociale arbejde i klassen skal så følge med.

Forskellige typer lærere

»Som observatør kan man se, hvordan den gode lærer har blik for trivslen, og hvis der er noget, der ikke ser godt ud, griber læreren ind. Han ser det ikke som en stor vanskelighed, men som noget, han kan gøre noget ved. Han har styr på venskaberne i klassen, på grupperelationerne og på dét, der sker i frikvartererne«, fortæller Christina Sand Jespersen.

»De lærere, der siger, at de blot vil undervise, de har nogle problemer i dag, tror jeg«.

Bo Jacobsen siger, at han tror, der er plads til dem, hvis de vel at mærke er ærlige om det.

»Man må ikke være arrogant eller nedladende, men det er i orden at sige, at man underviser i matematik og ikke er specielt optaget af de sociale relationer. Men man skal være en retfærdig, faglig person, der kan forklare sit emne godt og kan skabe en god arbejdsstemning, og så kan man aftale med kollegerne, at de tager sig af det sociale. Eleverne skal vide, at hos den lærer kan man lære matematik, men man skal ikke komme dér med sine problemer«.

I bogen er der netop et eksempel på, at to lærere har delt opgaverne imellem sig. De har fordelt rollerne, og eleverne kender dem.

»Jeg tror, der har været doceret socialpædagogik på nogle skoler på en forkert måde, og det har givet problemer. Man behøver ikke at tale psyko-snak hverken indbyrdes eller med eleverne, man kan sagtens gøre noget andet, der er bedre«, siger Bo Jacobsen.

Et enkelt og taktfuldt sprog

»Mød eleven« indeholder afsnit om, hvordan læreren tilvejebringer et godt arbejdsfællesskab i klassen, om at stille krav til eleverne, hvordan man skaber optimale tilstande i den flerkulturelle klasse, hvordan man klarer den vanskelige elev, og hvordan læreren skaber en god relation til klassens forældre.

I kapitlet om den vanskelige elev omtales tre typer den urolige elev, den selv­udslettende elev og den opmærksomhedskrævende elev. Forfatterne skriver, at det er forskelligt, hvilke elevtyper der irriterer lærerne mest. En måde at klare vanskelige elever på kan være at give dem ekstra opmærksomhed ved at sætte dem foran i klassen og så være opmærksom på sine egne forventninger til eleverne og til, om man kan bryde sine egne forestillinger.

»Ubevidst fastlåser vi som lærere for ofte elever i nogle bestemte roller, men det kan være en god idé at tale med kolleger om sin opfattelse og overveje, om man kan møde eleven på en anden måde. Det gælder jo også vores opfattelser af forældre og kolleger, men det kræver refleksion at ændre på det«, siger Christina Sand Jespersen.

Bo Jacobsen understreger, at det netop er dét, de vil med bogen. Få lærerne til at se, når de fastlåser nogle i bestemte roller, og forsøge at give lærerne et sprog til at kunne tale om det. Sådan at det ikke bliver for privat, eller de ryger over i at psykologisere alting. Netop et sprog, hvormed man kan tale taktfuldt om disse emner.

»Eksistentielle sandheder er ofte almindeligheder, men de er alligevel væsentlige. Jeg mener, at der længe har været en tendens i læreres og pædagogers efteruddannelse til at bruge mange fremmedord og tale meget terapeutisk om det, der sker mellem lærer og elev. Her forsøger vi at introducere et almindeligt sprog, hvor kolleger kan tale sammen om, hvorfor eleverne for eksempel ikke lytter til én, om hvorfor de reagerer negativt på ens person eller på faget, om hvordan man bliver oplevet som lærer, om man opleves som uretfærdig eller retfærdig og hvorfor«, siger Bo Jacobsen.

Forfatterne mener, at man kan lære at være en tydelig og klar lærer og en god holdleder. De fremhæver, at læreren har flere roller blandt andet rollen som underviser og som medmenneske. Også i forholdet til forældrene er det vigtigt at klargøre sin rolle.

»Læreren skal kunne forklare sig over for forældrene, begrunde, hvad de gør og hvorfor. Læreren kan også stille krav til forældrene om, at børnene møder parate, udhvilede og mætte. Problemer mellem lærere og forældre skyldes ofte, at der er uklarheder i rollerne«, mener Bo Jacobsen.

Forfatterne fremhæver vigtigheden af at udvikle en god samtalekultur på skolen.

»Der bør være en kultur, hvor man ser hinandens undervisning, bliver inspireret, reflekterer over kollegernes facon og kan give kritik på en god måde, og det er ledelsens ansvar at skabe rammerne for det miljø på skolen«, siger Christina Sand Jespersen.

»Mød eleven« udkommer 22. august på Hans Reitzels Forlag.

(iii)

Det ’rigtige’ og det ’gode’

Information 2.  september  2003, side 8

Hvordan kan det lade sig gøre at få elever med vidt forskellige baggrunde, trosretninger, sprog og traditioner til at modtage undervisning og modnes i én og samme klasse?

Af BO JACOBSEN, IRENE CHRISTIANSEN og CHRISTINA SAND JESPERSEN

Kronikken Der gives flere steder i Danmark skrækindjagende eksempler på, hvor svært det kan være at få den flerkulturelle klasse til at fungere som social gruppe. Den lærer, der underviser dér, møder især en udfordring, når der skal formuleres fælles regler i klassen som led i en demokratisk indlæringsproces. Det kan her være en fordel for læreren at orientere sig i den grundlæggende flerkulturelle debat bl.a. om universalisme vs. relativisme, så læreren og skoleledelsen kan formulere et klart ståsted at arbejde ud fra. Første pointe er nemlig, at elever fra sådanne klasser i særlig grad skal have tydelige rammer for, hvilken adfærd der konkret gælder som acceptabel eller ej. Af denne grund prøver mange lærere at udforme en universalistisk pædagogik i praksis, det vil sige med afsæt i globalt gyldige sandheder og rettigheder at skabe ens regler og normer for alle elever. Hvis læreren og skoleledelsen er tilhænger af en sådan pædagogik, lægger man vægt på, at eleverne får en klar bevidsthed om deres rettigheder såsom retten til ytrings- og meningsfrihed, religionsfrihed, privatlivsbeskyttelse samt lighed, hvad angår køn, race mv. At tilstræbe sådanne rettigheder praktiseres eksempelvis globalt via FN’s internationalt anerkendte menneskerettigheder og er dermed et særdeles attraktivt fænomen. Intentionen om en universalistisk skolepædagogik også i den enkelte klasse er tillige ønskværdig, idet den kan være med til at styrke elevernes ansvar og myndighed. Men står denne pædagogik helt alene, kan resultatet blive en klasse eller sågar en hel skole med mange rettigheder, men uden etableringen af et egentligt fællesskab blandt eleverne med forskellige kulturelle baggrunde. Rettigheder som del af skoleklassens mikrodemokrati skal derfor modbalanceres af pligter og rettigheder fordelt på alle parter; f.eks. skoleledelsens og lærerens ret til at fastsætte klassens ordensregler, elevernes pligt til at behandle hinanden respektfuldt samt lærerens pligt og elevernes ret til, at læreren møder med en plan for hver undervisningstime, som eleverne har pligt til at følge, men indsigelsesret over for. Som modsvar på en universalistisk håndtering af den flerkulturelle klasse ses hyppigt en relativistisk fremgangsmåde med mange særregler. Relativisme er den opfattelse, at normer og værdier kun kan vurderes i forhold til f.eks. én persons eller én gruppes værdier og måder at leve på. Hvis livsformer eller opfattelser er uforenelige på tværs af kulturer, og hvis holdninger og handlinger tilsvarende vurderes i forhold til hver kultur for sig, er der tale om kulturrelativisme, som kan blive et problem i klassen: Kulturrelativisme kan føre til en så tolerant indstilling hos læreren, at eleverne ikke kan forudsige lærerens reaktioner i konkrete situationer. Dette forvirrer og kan virke ødelæggende for et godt samarbejdsklima i klassen. Læreren kan for sin egen del opleve at være ude af stand til at bruge sin dømmekraft over for den flerkulturelle klasses forskelligartede adfærd. Læreren kan f.eks. blive usikker på, om situationer i skolen skal ses som tilhørende privatsfæren eller det offentlige rum. De to steder gælder der vidt forskellige regler og normer, og læreren kan muligvis også komme til at glemme, hvilken kasket han eller hun har på, privat- eller fagpersonens. En kulturrelativistisk orienteret pædagogik må derfor medføre følgende spørgsmål: Bør læreren sætte sig dybt ind i de respektive kulturer for at kunne handle ansvarligt og i overensstemmelse med elevernes forskellige baggrunde? I en undersøgelse af etniske børns vilkår forklarer psykolog Dorthe Staunæs (2003), hvorfor det ville være fastlåsende at tage udgangspunkt i kulturernes konkrete karakteristika. Staunæs finder via sine data, at etniske forskelle ikke er statiske, men at de aktivt bliver til i samspil med andre, i venskabsrelationer og institutioner. Som sådan er de flerkulturelle forskelle i en klasse ikke nødvendigvis noget problem fra starten af. Men det kan være de deltagende parter, her eleverne og muligvis lærerne/skolen, som med tiden gør forskellene til problemet. Konflikter i skoleklassen vil hele tiden ændre karakter, hvormed problemerne snarere stammer fra klassen som mødeplads for elevernes og lærernes udvekslinger end fra de forskellige værdisystemer, som disse fremstår hver for sig. Den flerkulturelle klasses interne problemer er dermed snarere alment menneskelige end udsprunget af kultur, selv om kulturforskellene kan forstærke problemerne – og evt. ende i en form for fundamentalisme, dvs. dér, hvor dette bruges synonymt med fanatisme og irrationalitet. Socialpsykologisk kan fundamentalisme ses som en gruppes forsøg på at skabe sig et fast orienteringspunkt i et samfund præget af sociale forandringer og politiske spændinger. Begrebet peger desuden på en fastlåst tilstand af forbud og manglende tolerance. Hvordan kan læreren tackle en sådan fastlåsthed – eller i det hele taget undgå, at det kommer så vidt med den indbyrdes tilstand i klassen? Med konklusionen ovenfor om at insistere på fundamentale pligter og rettigheder i en klasse kan læreren utvivlsomt blive sat på en hård prøve, for det kan udvikle sig til en lang, sej læreproces at få den enkelte elevs ret og pligt integreret i alles bevidsthed. Dette gælder uanset etnisk herkomst og er dermed også en alment menneskelig kendsgerning: ændring og udvikling af vaner samt holdninger tager tid at integrere i et menneskes handleberedskab. Og ligesom man vil kunne tale om matematik- eller læsesvage elever, kan man i den flerkulturelle eller – for den sags skyld – i den homogene klasse operere med begrebet demokratisvage elever. Det er afgørende, at læreren anlægger et pædagogisk syn på rettighedsbestræbelser og på manglende demokratisk respekt hos eleverne. Moralsk fordømmelse hos læreren er 100 procent forståelig, hvis f.eks. en elev er groft krænkende over for en anden elevs rettigheder. Men den er også 100 procent ufunktionel! Erhvervelse af respekt for demokratiske rettigheder og ditto samvær er en langsommelig indlæringsproces. Læreren må afsætte en pæn portion af klassens fælles tid til at udfordre dominerende forestillinger om kulturer i klassen, herunder hvem der ekskluderes eller opfattes som ’randpersoner’, når man i fællesskab forhandler sig frem til det ’rigtige’ og det ’gode’. Det nytter ikke noget at trække en forståelse ned over hovedet på det eller den, læreren eller andre antager, er det åbenlyse problem. Det afgørende bliver dermed at forstå den intention eller den betydning, der ligger til grund for konkret adfærd i klassen, som giver anledning til splid. Er der f.eks. tale om magtudøvelse, fjendtlighed, misforståede hensyn eller blot almindelig ligegyldighed? Lærerens vigtigste handleredskab i konfliktsituationer er dialogen, at prøve at forstå elevernes verden set indefra og at udvise åbenhed, når det drejer sig om at finde løsninger. Den ægte dialogs særkende er, at den anden respekteres i sin andethed, og at man gensidigt anerkender hinandens ret til at være til stede. De gode spørgsmål i dialogen satser på at afdække elevernes potentialer frem for at fokusere på, hvad man ikke kan eller må. Læreren er her en nøgleperson i den sociale integrationsproces, som foregår dagen igennem i den flerkulturelle klasses etniske elever og mellem disse elever og alle os andre. *Professor Bo Jacobsen, Sociologisk Institut, Københavns Universitet og ansat ved Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) , adjunkt Irene Christiansen, Institut for Pædagogisk Psykologi, Danmarks Pædagogiske Universitet, og cand. psych. Christina Sand Jespersen, ansat som skolepsykolog i Hvidovre Kommune, er forfatterne bag bogudgivelsen ’Mød eleven. Lærerens vej til demokrati i klassen’, som udkom på Hans Reitzels Forlag august 2003. Bogen er del af et større projekt om demokratiindlæring i danske skoler, igangsat af Magtudredningen.