Artikel fra Socialrådgiveren 10/2004 

Forskning: Tiltrængt lys på det sociale arbejde

Den største udfordring for forskningen i socialt arbejde er overhovedet etablere sig som felt, mens udfordringen for udøverne af faget, socialrådgiverne, er at etablere en rimelig, redelig og menneskelig forvaltning, mener professor i socialt arbejde, Bo Jacobsen.

Af Tina Juul Rasmussen, journalist

Med tekanden i hånden og Maosko på fødderne kommer Bo Jacobsen smilende ad de smalle og skæve 5. sals gange under taget på Sociologisk Institut i det indre København. Han byder inden for i et ganske lille, ganske overfyldt, men også ganske stemningsfuldt kontor, hvor papirer og bøger falder over hinanden i reolen, på skrivebordet, og hvor de ellers har fundet plads. Vinduet blotter en klar, blå og kold forårshimmel, hvis blege lys rammer gulvet i kontoret. Og som et Rolexur i middelalderen står Bo Jacobsens hypermoderne iMac computer og skinner med sin fritsvævende fladskærm og mærkværdige bund, som mest af alt ligner en lampefod.

Rammen er sat for et af Danmarks kun tre professorater i socialt arbejde.

Anden forskningstradition

Bo Jacobsen deler sin tid mellem Sociologisk Institut og AKF, Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut og har bestridt sin stilling som professor i godt et år. Et år, han har brugt på at »orientere sig i landskabet«, lære både enkeltpersoner og organisationer at kende og til at søsætte de første skibe, som Socialministeriet har skitseret i hans stillingsbeskrivelse: At sætte ny, grundlæggende forskning samt formidling af forskning i socialt arbejde i gang.

Formidlingsopgaven er efter moden overvejelse landet på et nyt nyhedsbrev med omtale af nyere dansk og udenlandsk litteratur og undersøgelser inden for socialt arbejde. Nyhedsbrevet udkom første gang i midten af marts.

Med en baggrund som psykolog med bred forskningserfaring inden for det pædagogiske og psykologiske felt ligger opgaven med at igangsætte ny forskning forholdsvis lige til Bo Jacobsens højreben - og er temmelig tiltrængt, mener både han selv og hans opdragsgiver:

- En væsentlig begrundelse for, at ministeriet ville putte penge i denne stilling var, at fagets praksis ser ud, som om den er mindre videns- og forskningsbaseret end en række sammenlignelige fag - og end den burde være. Ideen om, hvad man gør ved et barn med omsorgssvigt, en alkoholiker, en narkoman osv., og det konkrete valg, en socialrådgiver eller forvalter foretager til at løse et bestemt problem, er skiftet gennem nogle år. De skift synes imidlertid ikke at være udsprunget af forskning, som siger »nu-ved-vi-bedre«, men nærmere af ideer, der er fremme i luften, og som cirkulerer rundt - og måske også politiske opfattelser af, hvad der er en god måde, sammen med lovgivningens forandrede krav, forklarer Bo Jacobsen.

- Men ikke ret meget er udsprunget af en velfunderet viden om, hvad der er den bedste måde at løse et bestemt problem på. På den måde adskiller socialrådgiverfaget sig fra sammenlignelige fag inden for sundhedsområdet, hvor der jo er tradition for, at der siver en konstant strøm af ny viden og forskning ned, eksempelvis til lægerne og sygeplejerskerne. I en vis forstand kan du godt sammenligne en sygeplejerske med en socialrådgiver - med hensyn til uddannelseslængde, professionsorientering osv. Og sygeplejersker er væsentlig mere vant til, at deres praksis skal følge de seneste forskningsresultater, siger Bo Jacobsen.

Pille A eller B bedst? 

For ham at se har forskningen tre formål eller roller at udfylde: At skabe en bedre forståelse

hos praktikeren af sin egen situation. At være med til at fortælle samfundet, hvilke mekanismer der rører sig inden for det sociale område og råbe op, hvis der er noget galt. Og at skabe faktisk viden om, hvad der virker bedst under hvilke forudsætninger. Men samtidig skal man ikke forfalde til at tro, at man gennem forskningen kan få håndfaste svar om, hvordan det er bedst at behandle alkoholikere eller håndtere omsorgssvigtede børn. Noget måske især politikere og andre med hånden på pengekassen kunne være interesseret i, mener Bo Jacobsen:

- Jeg mener, det er med ekstrem god grund, at politikerne efterlyser forskning, der dokumenterer, hvad som virker. Men der er nogle problemer, som de muligvis ikke er opmærksomme på - nemlig at man sammenblander teknisk og social viden. For teknisk viden gælder, at man kan finde ud af, om pille A eller pille B virker bedst - fuldstændig uafhængigt af, om der er nogle personer, der rører ved det. Sådan gør man inden for den medicinske forskning ved store dobbeltblind-forsøg. Nogle folk tror, at man fuldstændig uproblematisk kan overføre denne forskningsmodel til det sociale område - og det kan man ikke, mener Bo Jacobsen - netop fordi der i det sociale felt er mennesker blandet ind. Her er ikke bare en metode til afprøvning, men også en fagudøver.

- Derfor kan du sagtens komme ud for, at to forskellige metoder til at løse eksempelvis familieproblemer i forhold til omsorgssvigt virker forskelligt i Vestjylland og København. Hvis man har en helt forskellig måde at tale om følelser på, kan metoden falde helt til jorden i ét område og virke i ét andet. Men ikke nok med det. Det er også sådan, at afsenderen eller behandleren spiller en rolle. Så én metode kan virke godt hos Allan, mens Birgit når bedre resultater med en anden.

 At finde sig selv som fagperson

 Bo Jacobsen konkluderer derfor, at socialrådgiveres metoder er både personbundne og kontekstbundne: »Hvad er det for nogle klientgrupper, jeg har med at gøre, hvilken organisationstype arbejder jeg i osv.« suppleret med, hvad den enkelte personligt erfarer sig til.

- Så i en vis udstrækning gælder det, at hver enkelt socialrådgiver skal finde sin egen måde at arbejde på. Man har haft en fuldstændig parallel diskussion inden for det pædagogiske område: »Hvad er en god lærer?«

Og svaret er ifølge Bo Jacobsen, at der ikke er nogen bestemte typer eller metode, som tæller, men at pædagogikken virker, når fagudøverne har en integreret overbevisning om, hvad de vil med deres virksomhed og hvilket værdigrundlag, de står på. Når de har fundet sig selv som fagperson.

- Det kan ikke læses i en bog - der findes ikke objektiv viden om, hvad en god lærer er. Og jeg mener, at man kan overføre det til socialrådgiverne - at der ikke findes én bestemt måde at være en god socialrådgiver på og som kan dokumenteres i evidensbaserede undersøgelser.

Er det så ikke en blåstempling af den »privatpraktiserende socialrådgiver» - at hver enkelt gør, som hun selv finder bedst?

- Nej, sådan skal det ikke forstås. Vi må alle findes os i - og glæde os over - at få vores praksis undersøgt, belyst og diskuteret for hele tiden selv at være i faglig udvikling, blive klogere osv. Men det skal gribes dialogisk an. Det nytter ikke noget at sende en bedømmelseskomité ud fra Socialministeriet, som skal give karakter. Det skaber modstand hos praktikerne, mener Bo Jacobsen.

En af hans seneste bøger handler netop om, hvad god forskning er, og det er derfor ganske nærliggende at forlænge spørgsmålet til at handle om, hvad god forskning i socialt arbejde er:

- Det er lettest at sige, hvad god forskning er, og så må vi prøve os frem, når det gælder social forskning. Jeg mener, at god forskning skal opfylde et af to grundkriterier: At andre forskere tager den op og bygger videre på den. For eksempel hvis en forsker udvikler en ny måde at kurere narkomaner eller alkoholikere på, og 27 andre forskere så siger: »Det må vi ud og efterprøve«. Så får vi måske en ny metode i arsenalet, som er virksom, siger Bo Jacobsen.

Det andet kriterium er, at forskningens resultater skal ændre ved den praktiske forvaltning af faget.

- Og så er jeg nødt til at sige - selvom der er mange, som ikke kan lide at høre det - at der er mange forskningsprojekter, som hverken har den første eller anden virkning, men kun kommer forskeren selv til gode.

Gælder det også inden for socialforskningen?

- Der findes jo ikke så meget, men mit gæt er, at det finder sted overalt, og det ligger lidt i forskningens natur, at der vil være en betydelig spildprocent - ligesom i kunsten. Der er mange lighedspunkter mellem kunst og forskning. Ikke mange musikstykker eller kunstværker huskes i mere end tre måneder. Og går man ti år frem, er det et endnu mere begrænset antal. Forskning har lidt den samme karakter - det er vi nødt til at se i øjnene, og det er vigtigt at gøre, fordi man kan godt få procenten af det ligegyldige ned og det væsentlige op, vurderer Bo Jacobsen.

Menneskelig, redelig og rimelig 

Som interviewet skrider frem er der mindre og mindre tvivl om, at det er psykologen i professoren, som taler - relationer mellem mennesker og individets stilling i samfundet er temaer, som optager Bo Jacobsen, og han har tydeligvis stor sympati for både socialrådgiverne og deres klienter. De, som dagligt omgås faget i praksis. Derfor er hans svar heller ikke overraskende, når han bliver spurgt:

Hvad er den største udfordring, socialrådgiverne står overfor, mener du?

- De står jo overfor flere udfordringer, men den allerstørste vil være i fællesskab at få udviklet nogle arbejdspladser, som er karakteriseret ved menneskelighed, rimelighed og redelighed. Og det på en sådan måde, at disse værdier og normer både er gældende blandt medarbejdere, mellem ledelsen og medarbejderne, og at de også er meget mærkbare for klienterne, så de føler sig rimeligt og redeligt behandlet og bliver mødt af medmennesker. Det er stort, men det synes jeg absolut ville være udfordring nr. et.

- Nummer to ville så være, at alle var aktive i at videreudvikle faget, så man til stadighed danner nye kompetencer, indsigt og viden. Og herunder i maksimalt omfang inddrog forskningens bidrag til viden om metoder, virkemidler og alle andre aspekter af arbejdets daglige udførelse.

Hvad er så den største udfordring for forskningen i socialt arbejde?

- Overhovedet at etablere sig. Der er lavet fremragende enkeltarbejder på området, det vil jeg godt understrege. Men forskningen mangler overhovedet at blive etableret som en selvfølgelig, meget organisk faktor, der indgår i den del af samfundslivet med bestandig tilførsel af nye viden, tænkning og indsigt om faget og er til stede som en dialogfaktor i relation til socialrådgivernes daglige arbejde. Det er den største udfordring, mener jeg.

Blå Bog

Bo Jacobsen, f. 1940.