Her kan du læse presseomtale fra:

(i)Kvinder, køn og forskning, nr. 1/1999

(ii)Politiken, 29/01/1999

(iii)Ugeskrift for Læger, 161/8, 22. februar 1999

(iv)Indput, nr. 10/2001

 

(i)

Kvinder, køn og forskning, nr. 1/1999

Eva Ethelberg

 

Dette er en bog, der først gennemstrømmer og til slut efterlader læseren berørt og eftertænksom. Ikke desto mindre er den en forskningsrapport – resultatet af et psykologisk forskningsprojekt med titlen ”kræftens psykiske komponent”. Formålet var ”at kortlægge de væsentlige psykiske og eksistentielle aspekter af at blive ramt af kræft”. Projektet er financieret af Kræftens Bekæmpelse.

Materialet består af dybtgående interviews med 33 mennesker med kræft perspektiveret med interviews af 12 raske mennesker. Hver person er blevet interviewet flere gange for at indfange ændringer over tid og for at dække flere emner- ca. 10 timers interview af hver interviewperson fordelt på mere end to år.

De kræftramte interviewpersoner er valgt således, at de repræsenterer forskellige køn, erhverv, diagnoser og faser i sygdomsforløbet.
En hovedtese er, at ”Mennesker reagerer særdeles forskelligt, når de rammes af kræft. Hvert enkelt individ har sin helt personlige måde at reagere på, at tænke på, og man kan ikke udnævne én af disse måder til at være bedre eller mere rigtig end de andre måder”. Alligevel har der ud af interviewmaterialet udkrystalliseret sig fire forskellige måder at leve med kræft på: to måder, der er karakteristiske for kvinder og to, der er karakteristiske for mænd.

I bogens første del præsenteres disse fire måder at leve med kræft på i hvert sit kapitel: ”De nøgterne kvinder”, ”De fattede mænd”, ”De rystede kvinder” og ”De søgende kvinder”. Hvert kapitel indledes med en udførlig casebeskrivelse af en kræftramt, der illustrerer den karakteristiske måde at leve med kræft på.

De nøgterne kvinder
Gruppen består af tolv kvinder i alderen 38-55 år. Hos godt halvdelen har kræften spredt sig – med mærkbare følger for deres tilværelse, fremgår det af interviewene. Kvinderne i denne gruppe er familiemennesker. De lever alle sammen med deres mand og børn eller deres børn alene. De forsøger at få familielivet til at forløbe så upåvirket af sygdommen som muligt. Samværet i familien giver dem større glæde end alt andet, og tanken om at skulle dø fra børn og børnebørn er den størst tænkelig sorg. ”De nøgterne kvinder” er – som det fremgår af betegnelsen – ikke sentimentale snarere fornuftige og praktiske. De tager tingene, som de kommer. Prøver ikke at se længere frem, end de umiddelbart kan. Tankerne om sygdommen trænges i baggrunden, og relationerne til andre mennesker her og nu er meget vigtige.

Kvinderne fortæller på den anden side, at de er begyndt ”at give sig selv lov til” at gøre ting kun for deres egen skyld. De prioriterer anderledes og mærker, at omgivelserne respekterer dem for det. Selvom kvinderne i denne gruppe ser tingene i øjnene, føler angst og vrede, er det karakteristisk, at de også føler større personlig styrke og ønsker at foretage sig livsbekræftende ting. Det gælder om at udnytte tiden og leve mere intenst. Det fremgår implicit af beskrivelsen, at der sker en udvikling med kvinderne i denne gruppe. Hvor de i starten af deres sygdom forsøgte at have en uændret hverdag, så begynder de løbende at prioritere tid og aktiviteter, der får dem til at leve mere autentisk.

De fattede mænd
Denne gruppe består af syv mænd mellem 53 og 77 år. For to af mændenes vedkommende er behandling opgivet. De fire er gift, mens resten lever alene. Disse mænd opfatter det som et tilfælde, at sygdommen har ramt dem. Deres indstilling er, at de vil leve videre uanfægtet. De fleste af mændene mener ikke, at kræft er den værste sygdom, de har oplevet.

Mændene citeres i det hele taget for mange udsagn, der giver udtryk for afdramatisering af deres kræftsygdom.: ”det er ikke så svært, når sygdommen kommer i moden alder”, ”jeg har haft et godt liv”, ”man skal jo dø af et eller andet”. Flere af mændene føler sig end ikke syge. Fem af ”De fattede mænd” tog diagnosen med sindsro. To af dem blev dog umiddelbart chokerede, men efter lange samtaler med deres koner tog de sygdommen

fattet. Fremtiden afventes med stoisk ro. Flere kan berette om positive oplevelser under indlæggelserne i forhold til medpatienter og personale.

Det er karakteristisk, at deres tanker om døden har været fokuseret på praktiske forhold som for eksempel at sørge godt for familien og at have orden i sagerne. Det er mænd, der er meget tilfredse med deres liv og den måde, de har klaret det på- De værner om deres positive livsopfattelse, søætter pris på at være til nytte og være fysisk aktive og handlekraftige. Den engelske psykolog Emmy van Deurzen-Smith citeres for den mening, at mænd af denne type har lært at tilpasse sig systemet og fungere for enhver pris; de er som veltrænede soldater. En soldat ser sig ikke tilbage, han marcherer videre, uanset hvad der sker omkring ham.

De rystede mænd
Gruppen af ”rystede mænd” er yngre end ”de fattede mænd”, nemlig seks mænd fra 21 – 50 år. Fire er samlevende, og to er enlige. ”De rystede mænd” fremtræder mere følelsesmæssigt påvirkelige end ”de fattede mænd”. Kræftsygdommen har på afgørende måde anfægtet deres basale tryghed. De fortsætter med at være rystede gennem hele forløbet og bliver angste ved sygdomstegn eller blot ved tanken om tilbagefald. De anser det for meningsløst og uretfærdigt, at de har fået kræft. Ikke som ”de fattede mænd” der opfattede det som tilfældigt. De er ikke i stand til at finde positive elementer ved sygdommen, sådan som ”de fattede mænd” er det. Det er et stort problem for dem, at deres fysiske aktiviteter bliver indskrænkede af sygdommen. Deres umiddelbare reaktion er at holde deres tanker og følelser med hensyn til sygdommen for sig selv, fordi de nødig vil gøre de nærmeste bange eller fordi de tror, at andre måske ikke kan forstå det. Efterhånden får de fleste dog positive erfaringer med at tale med familien og venner. Interviewene viste, at kommunikationen i kæresteforhold var mere åben end i ægteskabsforhold. Forfatterne overvejer, om der i kæresteforholdet er en umiddelbarhed og en jeg-du-relation, som i ægteskabet kan blive til indviklet hensynstagen. Forældre og søskende er de vanskeligste at fortælle om sygdommen, fordi der i disse relationer er endnu mere indviklede hensynssystemer.

De søgende kvinder.
Gruppen består af syv kvinder mellem 40 og 56 år. Hos de seks har kræften spredt sig. Kvinderne i denne gruppe opfatter sygdommen som en opfordring til at tage deres liv op til revision og give det en ny retning. De gør sig mange tanker om sygdommens årsag og mener, at sygdommen hovedsageligt skyldes psykologiske forhold i forbindelse med deres opvækst og livsforløb. De fleste mener, at et lavt selvværd og en følelse af aldrig at kunne gøre noget godt nok, har spillet en rolle for sygdommens opståen. Mere end halvdelen har lidt af angst og depression, og alle har haft selvmordstanker forud for kræftsygdommen. Flere nævner en enkelt belastende begivenhed som udløsende faktor. Det er karakteristisk for kvinderne i denne gruppe, at de tilskriver kræftsygdommen mening, som noget man skal lære af og som en mulighed for udvikling,. Fænomenet kaldes af forfatterne for ”positiv rekonstruktion”. De fleste af  ”de søgende kvinder” går i psykoterapi eller deltager i kurser i selvudvikling. Alle mener, at sygdommen har bidraget til øget livsmod. ”De søgende kvinder har svært ved at acceptere de lægelige behandlingstilbud: strålebehandling og kemoterapi. Deres holdning er, at deres krop trænger til kærlighed og næring, og de søger i stedet de alternative behandlere. De tror alle på det guddommelige, og de fleste har deres egen personlige tro.

I bogens anden del, der hedder ”Psykiske og eksistentielle udfordringer for den kræftramte”, behandles interviewmaterialet tematisk. De otte udvalgte temaer er: ”At stå overfor diagnose og behandling”, ”At forholde sig til krop og smerte”, ”At kommunikere med lægen og andre behandlere”, ”At overveje skyld”, ”At tænke over døden”, ”At overveje livets mening”, ”At finde energi og livsmod”, ”At komme til rette med sygdommen”. problemstilling og metodebeskrivelse findes i et appendiks.

I gennemgangen af disse temaer sættes personernes reaktioner, på tværs af de fire ovennævnte kategorier, i relation til eksistenspsykologiens forfattere og deres antagelser. Der anvendes hyppige citater fra interviewene til at illustrere pointerne. Under temaet, ”At stå overfor diagnose og behandling”, sættes der bl.a. spørgsmålstegn ved den diagnostiske anvendelse af krisebegrebet. Her nævnes, at kræftpatienterne reagerer på mange forskellige måder, og at man måske hellere skulle beskrive kriser som en naturlig del af livet, som en sjælsrystelse med tre dimensioner: tabsdimensionen, modgangsdimensionen og den eksistensåbnende dimension. Det er i øvrigt, hvad den ene af forfatterne, Bo Jacobsen, gør i sin bog ”Eksistensens psykologi”.

Det var kendetegnende for diagnosetidspunktet, at dårlig kommunikation i lægesamtaler var mere rystende her end på noget andet tidspunkt i sygdomsforløbet. I det hele taget opleves kommunikationen med læger og plejepersonalet som nedslående. De interviewede har følt sig som ”numre” eller ”forsøgskaniner”, og de har kun over for enkelte læger og sygeplejersker følt sig behandlet som mennesker. Dem, der har taget kampen op for at blive ligeværdige samtalepartnere, har oplevet sig selv som vanskelige patienter.

I kapitlet om ”At overveje skyld” er der en interessant gennemgang af ontologisk skyld, urskylden, som opdeles i tre former: realskyld, neurotisk skyld og eksistentiel skyld. Alle tre former kan optræde i den kræftramtes selvbebrejdelser. I forbifarten nævnes en anden genkendelig plage for de kræftrante nemlig, at omgivelserne undertiden har påført den syge skyld: ”Du har også altid været så negativ”, ”så lukket”, osv.

Kapitlet ”At tænke over døden” omhandler bl.a. dødsangst. Mere end halvdelen af de interviewede fortalte, at de frygtede at dø. Dødsangsten var svingende, undertiden intenst tilstedeværende, undertiden fraværende. For nogle mennesker betyder denne angst frygt for bestemte omstændigheder ved døden: Smerter, afhængighed af andre. Den egentlige dødsangst er, ifølge Irvin Yalom, at miste sin fremtid; angsten for ikke-væren. Derimod har mange af interviewpersonerne positive tanker om selve dødsøjeblikket på baggrund af de smukke beskrivelser af nærdødsoplevelser. Netop over for døden bliver det tydeligt, hvor forskelligt de kræftramte og de nærmeste rammes. Den kræftramte er alene om at mærke sygdommen i kroppen og alene om at mærke de tanker og følelser, som sygdommen fremkalder hos ham eller hende. De nærmeste har også den livstruende sygdom og døden inde på livet og er hårdt ramte, men eksistentielt er situationerne forskellige, og det kan gøre det svært at forstå hinanden.

I kapitlet ”At overveje livets mening” udtaler en kræftramt: ”meningsløshed, det synes jeg næsten er noget af den største smerte, et menneske kan være i”. Forfatterne fremhæver, at oplevelser af meningsløshed og meningsfulde optræder spontant hos mennesker. Det er vigtigt, at pårørende og behandlere respekterer disse oplevelser ved ikke at udpege mening for den kræftramte, der føler, at sygdommen er meningsløs. Enhver må finde sin egen mening.

Der er igennem de seneste 10-15 år forsket i og skrevet umådelig meget om kræftpatienters psyke, psykiske reaktioner og problemer. I Danmark har psykologer kun bidraget i beskedent omfang. Den lægeligt dominerede forskning har målt og vejet kræftpatienters reaktionsmåder, og de såkaldt alternative forfattere har argumenteret for, at ”positiv tænkning” er afgørende for at hindre sygdommens opståen og for at fremme dens helbredelse. Denne bog vidrager til at udfylde rummet mellem de to yderpunkter med en rent psykologisk metode: den fænomenologiske beskrivelse. Begreberne ”livskvalitet” og ”coping” er end ikke nævnt. Forfatterne siger selv: ”Vi ønsker ikke at gå bag om ryggen på den udspurgte og tolke det sagte som udtryk for mekanismer, som den talende ikke kender til. Vi søger derimod detaljeret og nuanceret at beskrive den interviewedes fænomenverden og gradvis åbne for ny indsigt i denne”.

Når man plejer at læse omfattende analyser af cases, kan det være svært at vænne sig til en beskrivelse, der begrænser sig til den kræftramtes selvforståelse, som det ses i bogens første del – en ganske tankevækkende oplevelse. Det er imidlertid netop dette, der gør bogen så velegnet at læse for de kræftramte selv og til undervisningsbrug. Forfatterne sidder ved siden af den kræftramte og ser på verden fra samme synsvinkel – i bedste Søren Kierkegaard-stil. Når det så alligevel giver noget andet og mere end en patientberetning, er det på grund af de væsentlige eksistentielle temaer, der tages op i interviewene. I bogens anden del, den tematiske, finder man en mere dybtgående eksistenspsykologisk analyse, svarende til at forfatterne nok har følt sig mindre bundne af den konkrete case.

Det kom bag på forfatterne, at materialet viste så klare kønsforskelle. Da de fire måder at leve med kræft på, skildret i bogens første del, stod klart frem, var det ligeså klart, at de i hovedsagen vat kønsspecifikke. Et område, der viste tydelige kønsforskelle, var forholdet til kroppen. Tendensen var, at mændene så deres krop udefra, som fra lægens synsvinkel, og skildrede den faktuelt med de symptomer og skavanker  der var. Svarende til dette efterlyste mændene grundige informationer om sygdom og behandling, evt. i form af informationsmøder eller patientkurser. fremfor følelsesmæssig støtte. Tendensen var, at kvinderne oplevede kroppen indefra, ”som et kompliceret system, hvor krop og psyke gensidigt påvirker hinanden”. De lyttede til kroppens signaler, fx om træthed, og rettede sig efter dem. De fleste af mændene følte, at sygdommen var et fremmedelement i kroppen. Ca. halvdelen af kvinderne oplevede sygdommen som en del af dem selv. Ved spørgsmålet, om det at få kræft er 100% negativt eller om der også kan være noget positivt forbundet med det, svarede knap en tredjedel, at de anså det for 100% negativt. Det var fortrinsvis mænd. De godt to tredjedele, der kunne se noget positivt ved siden af det negative, var fortrinsvis kvinder. Fire kvinder vurderede, at det positive var det dominerende. Det har ikke været projektets mål at undersøge kønsforskelle, men når de nu er der, kunne det have været interessant at høre mere.

Der er ingen tvivl om, at denne bog bliver et hovedværk inden for sundhedspsykologien. Relevant, kvantitativt, fordi kræft er den sygdom som flest dør af, og også fordi de skildrede reaktionsmåder kan ses ved andre livstruende sygdomme og ved eksistentielle kriser. Relevant, kvalitativt, fordi den danner skole for en anderledes måde at behandle casemateriale og teori på. Den udførlige og organiske brug af citater der bringer beretningen videre, i stedet for blot at illustrere ”den egentlige” tekst, skal også fremhæves. Man kan kritisere bogen for ikke at forholde sig eksplicit til den omfattende forskning og faglitteratur om samme emne, men ud fra andre referensrammer. Men eftersom bogen bevidst er skrevet ikke-universitært, holder indvendingen næppe.

Dette er en bog, der skildrer kræftramtes overvejelser om livets store spørgsmål – uden sentimentalitet, dogmatik eller bedreviden.

(ii)

Politiken, 29/01/1999

Sådan lever man med kræft

Fremragende bog giver en gruppe kræftpatienter stemme til at fortælle om, hvordan man lever med sygdommen

Kræft er en sygdom, der er omgivet med mange myter. For nogle år siden udgave Susan Sontag en bog, der beskrev kræft som en kaotisk ond magt, der trænger ind i kroppen og ødelægger den naturlige harmoni. Den bliver beskrevet som nedbrydende og ødelæggende.

Vi har nu fået en fremragende beskrivelse af en gruppe kræftpatienters liv og opfattelse af deres sygdom. Det drejer sig om en undersøgelse finansieret af Kræftens Bekæmpelse, hvor man har interviewet 33 kræftpatienter og sammenlignet dem med 12 raske personer. Undersøgelsens udgangspunkt er det mærkelige paradoks, at kræft er en udbredt sygdom, som rammer mange samtidig med, at den er tabu i den forstand, at patienterne går alene med deres sygdom.

I Kræft og eksistens får de kræftramte patienter imidlertid stemme. Forfatterne har i deres materiale fundet fire grupper, der adskiller sig fra hinanden ved patienternes måde at opfatte og leve med deres sygdom.

De nøgterne kvinder forholder sig til sygdommen på en jordbunden måde. Det centrale for dem er familien og dagligdagen. De lever én dag ad gangen og fokuserer meget på kvalitet i forhold til andre. De koncentrerer sig om de gode oplevelser og tager tingene som de kommer.

De fattede mænd forsøger at leve uanfægtet videre. Også for dem betyder familien og arbejdet meget og livets mening er at bruge det på den bedste måde. Livet skal fortsætte kontinuitet frem for forandringer.

De rystede mænd reagerer med chok på diagnosen. De bliver beskrevet som mere følsomme end gruppen af de fattede mænd, og det er karakteristisk, at de efter kræftdiagnosen udvikler en grundlæggende usikkerhed i livet. Alle ser de diagnosen som noget meningsløst i modsætning til de fattede mænd, der oplever diagnosen som et udslag af livets vilkår. De har svært ved at tale om sygdommen og står således meget alene, rystede og udsatte.

Endelig er der de søgende kvinder, der alle oplever, at de selv har en del af ansvaret for sygdommen. De ser den som en konsekvens af psykiske forhold, f.eks. et lavt selvværd, problemer med at sige fra eller enkeltstående begivenheder (at blive forladt, barn, sygdom, o.l.). Andre mener, at sygdommen skyldes hormoner eller lignende. De opfatter ikke udelukkende diagnosen som negativ, fordi den giver mulighed for ændring og udvikling. Sygdommen bliver opfattet som et tegn på at de må ændre noget af deres liv, det skal have en ny retning. Flere af dem går til alternativ behandling eller i psykoterapi for at fremme deres psykiske udvikling.

Undersøgelsens force er, at den fokuserer på patienternes egne oplevelser og hverdag i deres eksistens. Den måde, vi oplever sygdommen spiller en stor rolle for vores måde at håndtere den på. Ca. halvdelen af patienterne oplever sygdommen som meningsløs og uretfærdig, mens resten kan finde en klar mening med den. Flertallet har en sikker opfattelse af, hvad de anser for årsagen til sygdommen og dette kan de bruge i forbindelse med omprioritering af deres liv. Næsten alle patienterne har tanker om skyld og ansvar i forhold til deres sygdom, og det er interessant, at de fleste oplever det, man kalder eksistentiel skyld - dvs. skyld fordi de har forspildt noget ved at forvolde skade på deres eget liv. 

De fire typer, der beskriver forskellige måder at leve med kræft på, lapper selvfølgelig ind over hinanden. Det kan både være godt og skidt at lave den slags forenklinger. Det gode er en klar markering af, at vi er forskellige og derfor skal behandles forskelligt af læger, sygeplejersker, psykologer og hvem der iøvrigt er involverede i behandlingen af patienter med kræft. 

Specielt beskrivelsen af mændenes reaktioner er interessante, og det er den, fordi Kræftens Bekæmpelse har fundet ud af, at kun 22 pct. af klienterne ved deres rådgivningscentre er mænd. Derfor har de besluttet at øge indsatsen for at opspore og motivere mænd til at modtage behandling og det kan ikke lade sig gøre medmindre man ved noget om, hvordan de psyko-socialt reagerer på kræft. 

Kræft og eksistens er et fornemt udtryk for kvalitativ, klinisk sundhedspsykologi. Vi har behov for nogle dybdegående, omhyggelige undersøgelser af, hvordan sygdom og sundhed påvirker den enkelte. Specielt i en tid, hvor man faktisk er i stand til at helbrede mange sygdomme og hvor mange sygdomme er livsstilbetingede er der et stort behov for at tænke psykologisk. Den tid, hvor man troede, der var et vandtæt skel mellem krop og sjæl, psyke og soma er ved at forsvinde. Og det er en fordel for patienterne. Vi ved nu, at psykiske og sociale faktorer har en stor indflydelse på udvikling og behandling af sygdomme. I al sin enkelthed dokumenterer Bo Jacobsen & Co's bog at kræft ikke kun er et spørgsmål om celler og kemoterapi. 

(iii)

Ugeskrift for læger, 161/8, 22/02/1999

Af Marianne E. Lau

Bogen er blevet til i kraft af et kvalitativt forskningsprojekt med titlen kræftens psykiske komponent. 33 mennesker med kræft og 12 raske er over en periode på mere end to år blevet fulgt med dybdegående, individuelle interview – interview der fokuserer på, hvordan interviewpersonen lever med sin sygdom og kræftbehandlingen, samt sygdomsforløbets betydning for fx kropsopfattelse, livsmod, tanker om liv og død. Analysen og bearbejdningen af materialet er inspireret af grounded theory, der er velkendt for den kvalitative forskning. Resultatet af undersøgelsen præsenteres som case-historier relateret og perspektiveret i forhold til centrale publikationer om sygdom og eksistens. Bogen er delt op i to dele. I første del gives fire eksempler på måden at leve med kræft på, i anden del gennemgås otte psykiske og eksistentielle udfordringer for den kræftramte.

Det er på samme tid en bog, hvis indhold er velkendt, og en ny bog. For fagfolk kommer bogen til at stå som en bekræftelse af de indtryk, man har fra sit daglige arbejde med og omkring mennesker med alvorlige og måske dødelige sygdomme. Det er absolut vedkommende og præcis i sit billede. Det, der ellers fremstår som løsrevne indtryk, systematiseres og nuanceres i kraft af de mange case-vignetter. Man overraskes dog – ligesom forfatterne selv – over den kønsforskel, der toner frem i måden at leve med kræft på. det er i sig selv interessant læsning, som havde fortjent en mere uddybende diskussion. Psykiske og eksistentielle udfordringer for den kræftramte behandles grundigt og omfatter også kommunikation patient og læge imellem. Det falder dog noget vanskeligt at forstå den indholdsmæssige forskel på det, som forfatterne i andre afsnit kalder at komme til rette med sin sygdom og at overveje livets mening.

Bogen har nogle svagheder, som dog ikke ødelægger det positive helhedsindtryk. Den kvalitative beskrivelse forstyrres af kvantitative og deskriptive oplysninger om patienterne – noget som leder tanken hen på gængse lægevidenskabelige artikler. Det virker inkonsekvent og som et dårligt forsøg på at støtte dokumentationen. Det ville have været mere helstøbt kvalitativt at holde sig på dette metaplan i forhold til undersøgelsens resultater. Detaljerne kunne med fordel have været placeret i et appendiks. Bogen kunne også have vundet ved en sproglig opstramning, så gentagelser blev luget væk. Kübler-Ross skrev for mere end tyve år siden bogen Døden og den døende. Man fristes til at sige, at der nu er kommet en dansk opfølgning med fokus på kræftramte. Det er en bog, som varmt kan anbefales til fagfolk, der arbejder med eller som har interesse for kræftramte.

(iv)

Indput nr, nr. 10/2001

En fænomenologisk undersøgelse af kræftpatienter

Af Hanne Olsen

Indledning
Denne bog er med forfatternes egne ord resultatet af et kvalitativt forskningsprojekt, der skulle afdække de psykologiske og eksistentielle dimensioner af det at have kræft. Bogen beskriver hvordan forskellige kræftramte mennesker oplever og lever med kræft på.
Bogen er opdelt i 2 dele. I den første del gives der er beskrivelse af fire forskellige måder at leve med kræft på. Hvert kapitel indledes med en case-historie, og dernæst følger overvejelser og diskussion af de generelle karakteristika, der kendetegner netop denne gruppe. I bogens anden del beskrives der otte udfordringer (af psykisk og eksistentiel karakter), som den kræftramte typisk støder på i sygdomsforløbet. Der forekommer flere gange referencer til eksisterende psykologiske (primært eksistentielle) teorier, som bruges som forklarings- og forståelsesgrundlag for nogle af de udsagn, der bliver fremlagt.
Bagest i bogen er der tilføjet et appendiks, der skitserer forskningsprojektets problemstilling, udformning og metode.

Fænomenologisk tilgang
Bogen er hele vejen igennem præget af forfatternes fænomenologiske tilgang til forståelsen af kræft. Dette betyder at forfatterne flere gange understreger, at de har en meget stor respekt for at det enkelte menneskes sygdomsoplevelse er unik. Bogen formår, synes jeg, på glimrende vis netop at beskrive med mange eksempler, hvordan forskellige mennesker på trods af at deres sygdomsoplevelser og problemer er forskellige, samtidig også har nogle fælles psykiske funktionsmåder at håndtere deres sygdom på.

Fire måder at leve med kræft på
Ved brug af "Grounded Theory" metoden, fandt forfatterne frem til 4 overordnede måder patienterne levede med kræft på. Et interessant og ifølge forfatterne overraskende resultat var at mænd og kvinder har forskellige reaktionsmønstre. Kvindernes mønstre kan opdeles i to grupper: De Nøgterne Kvinder og De Søgende Kvinder. Ligeledes kan mænds mønstre opdeles i to, nemlig De Fattede Mænd og De Rystede Mænd. Jeg synes dog at kunne se nogle sammenfald mellem De Nøgterne Kvinder og De Fattede Mænd, fx. en bevarelse af livsværdier på trods af sygdommen. Men forfatterne gør også opmærksom på at grupperne er opstået ud fra centrale træk, og der derfor vil være undtagelser og blandingsformer. Det var dog meget interessant at se, at brugen af spiritualiteten i forståelsen af kræftsygdommen primært var et "kvindetræk", som ikke findes i samme form hos mændene.

Udfordringer for den kræftramte
I denne del af bogen redegøres der for nogle af de udfordringer kræftpatienten skal forholde sig til. Udover valg af fx. behandlingsformer og smertelindring, så står den kræftramte også overfor nogle mere eksistentielle udfordringer som fx. at blive konfronteret med sin egen dødelighed, og at finde mening med livet på trods af sygdommen. Endvidere er der overraskende nok et kapitel (en udfordring) der handler om patientens kommunikation med lægen eller anden behandler. Især dette kapitel fangede min interesse, da forskningsprojektet viste at flere kræftramte oplevede en "objektgørelse af kroppen" (fokus på fysiske aspekter ved sygdommen) fra sundhedspersonalets side. Dette var for nogle patienter svært at forholde sig til, da patientens egen oplevelse af kroppen var kroppen som subjekt, dvs. patienten forholder sig til fx. smerte. Herved opstår der i sygdomsoplevelsen et spændingsfelt i forståelsen af kroppen som hhv. subjekt og objekt mellem patient og professionel. Dette kapitel gave anledning til en del refleksioner over klient-behandler forholdet generelt.
Det er mit indtryk at forfatterne har prøvet at skitsere disse udfordringer, hvis ikke kronologisk så i hvert tilfælde i en rækkefølge som giver mening for læseren

Målgruppe
Forfatterne nævner selv, at bogen henvender sig til mennesker berørte af de problemstillinger, som følger i kræftens kølvand, hvad enten det er som patient, pårørende eller professionel. Jeg mener nu også at bogen, mere generelt, er af interesse for studerende og andre, der er interesseret i brugen af en fænomenologisk tilgang til forskning. Desuden tror jeg, at jeg ville have haft stor glæde af at læse bogen inden jeg fordybede mig i Grounded Theory i faget Kvalitative Metoder.

Afslutningsvis
Jeg vil varmt anbefale andre at læse bogen. Den primære grund til at jeg har læst bogen, var min interesse i at få et indblik i forskning lavet ud fra et fænomenologisk eksistentielt perspektiv. Og jeg blev i den grad overrasket over, hvor indfølende men samtidig også fagligt berigende denne tilgang er til at belyse et så vigtigt emne. Men en kraftig sidegevinst ved at læse denne bog har været en let læselig men samtidig grundig indføring i nogle af de eksistentielle og psykologiske dilemmaer, som kræftpatienter oplever i forbindelse med deres sygdom