Anmeldelser fra følgende tidsskrifter/aviser:

(i)ForskerForum nr. 140, 12/2000 (artikel 1)

(ii)ForskerForum nr. 140, 12/2000 (artikel 2)

(iii)ForskerForum nr. 140, 12/2000 (artikel 3)

(iv)Information, 7. februar 2001

(v)Universitetsavisen, nr. 2/2001

(vi)Aktuelt, 15/02/2001

(vii)Aktuelt, 17/02/2001

(viii)Weekendavisen, 
23/02/2001

(ix)Politiken, 17/03/2001

(i)

ForskerForum Nr. 140 december 2000

Af Jørgen Øllgaard

Mistillid

Danske forskere savner en større forståelse for forskningens særpræg fra politikere og embedsmænd, fortæller interviews af 250 forskere

Danske forskere har mistillid til den førte forskningspolitik. Tre ud af fem forskere mener således, at Forskningsministeriets initiativer for tiden ikke svarer til forskningens væsen, dvs. at initiativerne ikke viser forståelse for det at forske. Kun hver syvende mener, at ministeriet er i overensstemmelse med forskningens væsen.

Det viser en interview-undersøgelse blandt 250 danske forskere på 12 institutter, som er fordelt på to universiteter og tre læreanstalter. Undersøgelsen - der er gennemført af forskningsleder Bo Jacobsen fra KU-Sociologi - dækker såvel naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora.

Gået nærmere på klingen forklarer nogle af forskerne i interviews, at politikken og forskningen har forskellige tidshorisonter. Forskningen er langsigtet og politikken kortsigtet: “Politik handler om magt, og politik har en kort tidshorisont på maksimalt fire år”, lyder forklaringen fra en forsker. Forskningsministeriets konkrete initiativer stemmer ikke overens med den tid, som forskning tager.
Forskernes mistillid synes også begrundet på en erfaring af, at forskningspolitikken - Forskningsministeriet - ikke kan levere stabilitet. Nogle af de interview’ede beklager manglen på stabile rammer, og dermed følgende mangel på kontinuitet i arbejdet. Det tager lang tid at udvikle gode forskningsmiljøer. Hvis bevillinger pludselig ophører - eller er afhængige af ad-hoc -bevillinger - så kan miljøer hurtigt bryde sammen og en opbygget viden gå tabt.

Negative over for udviklingskontrakter.
Som et kontant udtryk for mistilliden oplyser halvdelen af de interview’ede forskere, at de har en negativ holdning til de nye udviklingskontrakter.  En fjerdel er neutrale, mens den sidste fjerdedel er positive over for kontrakterne. Forskernes skepsis begrundes i interview’ene med, at kontrakterne opererer i kvantitative termer og at det er vanskeligt at kvantificere forskning. De frygter et bureaukratisk system, som ikke stemmer overens med forskningens væsen.

Forståelseskløft
“Undersøgelsen påpeger, at der er mistillid og en afstand mellem forskere og forskningspolitikere, som er meget stor. Forskerne er fortvivlede over korte tidshorisonter, kortfristethed og mangel på kontinuitet. De oplever ikke, at politikerne og administratorerne har forståelse for de særlige krav”, siger forskningsleder Bo Jacobsen. “Jeg tror, at mistilliden stammer fra, at forskerne og ministeriefolkene lever i hver deres verden, som er bestemt af hver deres logik. Forskning har en særlig logik, der adskiller sig fra alt andet i samfundet. Det specielle er, at forskning foregår i et stort frihedsrum, hvis den skal lykkes og udvikles. Den stiller særlige krav til tidstilrettelæggelsen, store flader af sammenhængende tid osv. Andre jobs kan måske struktureres i små tidsportioner. Og hvis man ikke har været i berøring med nogle, der har noget med forskning at gøre, så virker det fremmedartet og uforståeligt”.

Undersøgelsen tegner et billede af en forståelseskløft: “I dag er der alt for stor afstand i forståelserne. Det er muligt, at forskerne også skal have større forståelse for de politiske krav og skal være bedre til at fortælle, hvad de laver. Det er muligt, at forskerne også skal have større forståelse for de politiske krav og skal være bedre til at fortælle, hvad de laver. Men set fra forskernes side, så eftersøger de en større forståelse for forskningens særpræg fra politikere og embedsmænd. Det skal ikke forstås som et spørgsmål om flere penge, men om bestemte arbejdsbetingelser og -forhold, fx at der er tid til rådighed - og at det er begrænset, hvor meget kvantificering og tælleri, der kan laves på den sektor ..."

(ii)

ForskerForum, nr. 140/2000

Publiceringsstrategier  

Af Jørgen Øllgaard

Krav om flere publiceringer påvirker danske forskere, og især samfundsforskere har ændret adfærd – men den nye adfærd kan være mere strategisk end hensigtsmæssig, advarer forskningsleder Bo Jacobsen efter interview med 250 forskere.

Halvdelen af de danske forskere er påvirket af et stigende publiceringspres, mens den anden halvdel angiver at være upåvirket. Der er imidlertid stor forskel mellem hovedområderne, og især samfundsvidenskab er ramt: Mere end hver anden samfundsforsker angiver at være påvirket. I praksis angiver mere end hver tredje samfundsforsker således at have publiceret mere, end de ville have gjort uden et eksternt publiceringspres. Og samfundsvidenskabs publicering på engelsk er presset af krav om international formidling, idet hver anden samfundsforsker publicerer mere på engelsk, end de ellers ville have gjort.

Det fortæller forskningsleder Bo Jacobsens seneste undersøgelse, ”Danske forskningsmiljøer – en undersøgelse af universitetsforskningens aktuelle situation”, som blandt andet fortæller noget om forskernes håndtering af deres forskningsviden. Det er en interview-undersøgelse blandt 250 danske forskere med opfølgende, dybtgående interviews af 25

Mindre dansk publicering
Den stigende publicering på engelsk har en anden effekt. Hver fjerde indrømmer således, at deres danske publicering er blevet mindre i den samme proces.
En tidligere undersøgelse fra Økonomisk Institut i Århus peger på samme mønster. Bo Jacobsen siger: ”Det er der noget negativt ved, for man risikerer at svigte sin nationale formidlingsopgave. Og for nogle fag er det faktisk en væsentlig del af deres eksistensberettigelse. Samfundsforskningen har vel også til formål, at danskernes forståelse for samfundsprocesserne øges”.

Der er også noget, der tyder på, at det ydre pres får samfundsforskerne til at lave ”legitimationsforskning”. Hver fjerde indrømmer nemlig, at de publicerer mere om det samme indhold – uden at der er tale om egentlig ny erkendelse: ”Det overrasker mig, at tallet er så højt. Jeg havde godt nok en antagelse om, at der er nogle, som gør noget andet end de egentlig er rettet imod”, siger han.

Humanister upåvirkede
På humaniora angiver kun 37 pct. at være påvirket af publikationspres. Og tilsvarende er der lidt færre humanister end samfundsforskere, som siger, at de publicerer mere, end de ville have gjort uden eksternt pres. Og mens hver anden samfundsforsker siger, at de publicerer mere på engelsk, end de ellers ville have gjort, så er det kun hver femte humanist, der gør det.

Det viser sig også, at publiceringspresset for humanisterne ikke resulterer i, at de publicerer mindre på dansk og mere på udenlandsk, end de ellers ville have gjort. Humanisterne publicerer tilsyneladende lige så meget på dansk, som de altid har gjort, hverken mere eller mindre. Det kan virke som et overraskende resultat, alt imens de eksterne (politiske) krav lyder på ”internationalisering”, for eksempel på publicering på engelsk. Den diskussion anfægter tilsyneladende ikke humanisterne; de fastholder deres publicering på dansk:

”Det er lidt overraskende, fordi protesterne over krav om publicering på fremmedsprog har været højlydte fra humaniora. De har været stillet over for kvantificerbare og angloficerende krav om publiceringer i internationale tidsskrifter – samtidig med at de har en tradition for at publicere på dansk. Men de har modstået presset; undersøgelsen viser, at humanister fastholder, at deres forskning og formidling på dansk hænger nøje sammen. Der har måske været et pres fra systemet, der har udløst et modpres…”, forklarer Bo Jacobsen. ”Selvfølgelig består den fare for humanisterne, at de bliver straffet af systemet for ikke at ”internationalisere”. Det vil ske, hvis det ikke lykkes for dem at klargøre, at de humanistiske fag har et særpræg”.

Han påpeger samtidig, at den samme problematik i øvrigt også gælder samfundsforskningen. Her har man haft lettere ved at leve op til krav om international publicering, fordi der findes flere engelsksprogede tidsskrifter, hvor der foregår diskussioner af dansk relevans: ”Men danske sociologer, økonomer og antropologer har jo fortsat en forpligtelse til at skrive bøger på dansk om det danske samfund for danskere, og den tenderer man til at glemme i al fokuseringen på ”internationalisering””.

Gentagelsespublikationer
Næsten hver femte forsker indrømmer, at man skyder flere artikler af, men at nogle af disse ikke rummer egentlig ny erkendelse.

”Når man presser kvantiteten, får man også flere gentagelser. Jargonen blandt forskere er, at man ”fyrer en makro af”. Andre strategier er, at man publicerer ting, som man ellers ikke ville have produceret, altså at man sætter sine egne kvalitetskrav ned”, forklarer en forsker i et nær-interview.

Der udvikler sig forskellige strategier, fx at lave gentagelsespublikationer eller at trykke ting af, som éns kvalitetsfilter ellers ville have holdt tilbage. Publiceringspresset kan have forskellige strukturelle effekter, idet det kvantitative krav opfordrer til at meritere sig ved at få trykt så mange publikationer som muligt. Det er bedre med tre små end én stor!

Advarsel: Ikke bevidstløst tælleri
Det ydre pres for at vise trykte resultater får også nogle forskere til at vælge de sikre forskningstemaer. Presset gør, at man ikke går i gang med sin forskning, hvor der ikke er en rimelig sikkerhed for, at det vil føre til resultater, som kan publiceres. Forskerne vil uvilkårligt søge den ”trivielle normalvidenskab”, som ikke risikerer at blive afvist, når publikationen skal igennem en peer-bedømmelse ved optagelse i et tidsskrift.

”Politikerne bør overveje, om ikke resultatstyring af forskningen med kvantitative mål mere generelt vil føre til en udvikling af særlige publiceringsstrategier, som ikke er styret af forskningens egne værdier: nemlig at man producerer egentlig ny erkendelse. Hvis man skriver det samme til tre forskellige publikationer, hvis der er myndigheder, som kræver publiceringstællinger, og personen/instituttet belønnes for mængden af publikationer, så skævvrides forskningsproduktionen. Målet for den enkelte forsker bliver ikke at komme med noget virkelig interessant; man tænker mere på at banke sit publikationstal i vejret. Det er der fare for i nogle udviklingskontrakter, fx lægger DTU op til en sådan kvantificering, mens Odense går mere forsøgsvis frem. Jeg siger ikke, at Forskningsministeriet vil kvantificere, men systemet indeholder en risiko for over-kvantificering og tælleri. Det er meget afgørende, hvordan kontrakterne implementeres. Ellers risikerer man, at udviklingskontrakterne kommer til at virke mod deres intention og resulterer i en forringelse af forskningen”, siger Bo Jacobsen.

(iii)

ForskerForum, nr. 140/2000

Udviklingskontrakter 

Af Jørgen Øllgaard

- Mødes med en negativ holdning hos forskere – men mange indrømmer samtidig, at de ikke kender til deres egen institutions kontrakt

Halvdelen af alle danske forskere har en negativ indstilling til de udviklingskontrakter, som i forsommeren blev indgået mellem deres institutioner og Forskningsministeriet.

Sådan ser situationen i hvert fald ud, hvis man overfører forløbet af de 250 interviews med danske forskere, som forskningsleder Bo Jacobsen m.fl. har gennemført. Her udtrykte halvdelen af de interviewede nemlig en negativ holdning til institutionernes udviklingskontrakter, en fjerdedel er neutrale, mens den sidste fjerdedel er positive over for kontrakterne. (Der er dog nogen forskel mellem institutionerne, idet forskerne på de to universiteter er mest mistroiske, mens dette er mindre udpræget på de tre læreanstalter).

Forskernes skepsis begrundes i interviewene med, at kontrakterne opererer i kvantitative termer, og at det er vanskeligt at kvantificere forskning. De frygter et bureaukratisk system, som ikke stemmer overens med forskningens væsen: ”Hvordan sætter man tal på? Man kan sætte grove kvalitative begreber på, men at sætte et tal på, at vi laver ti pct. mere forskning; hvad vil det sige? Ham, der laver en stor afhandling hvert tredje år, som bliver kendt og refereret over den ganske verden, laver han mere eller mindre forskning end den, som publicerer et papir hver 14. dag, og som stort set aldrig bliver refereret af andre end ham selv?”, spørger en forsker.

Halvdelen kender ikke indholdet
Forskernes skepsis over for udviklingskontrakterne er dog noget modsætningsfyldt. Mens halvdelen af forskerne udtrykker negative forventninger til kontrakterne, viser svar på et andet spørgsmål, at det faktisk kun er hver fjerde af de samme forskere, som har et stort kendskab til kontrakterne. Halvdelen indrømmer, at de kun har hørt lidt eller intet om de nye kontrakter. Er det ikke useriøst?

”Det kan måske virke modsætningsfyldt, men det er menneskeligt. Vi har jo alle forhåndsholdninger og laver en analogitænkning: hvad er mine tidligere oplevelser med noget lignende? I den forstand kan skepsisen over for udviklingskontrakterne forklares som en værgen for sig, fordi de er kommet for hurtigt, oven i noget andet og ovenfra. Det gør én negativ og gør, at man ikke sætter sig ind i kontrakterne; det kan være en simpel måde at beskytte sin arbejdsfred på”, forklarer Bo Jacobsen, der tilføjer: ”Det, som faktisk er interessant ved undersøgelsen er derfor nærmere, at den viser, at det, som vedrører toppen af forskningssystemet, det siver ikke nedad..."

(iv)

Bo Jacobsens bog om god forskning er mindst lige så nyttig for studerende som for forskere.

Humaniora på skrump

Vigtigt at efterabe
Men: »Ved at efterligne eller gøre ligesådan samler man ubevidst kunstens regler op, inklusive de regler, læremesteren ikke selv kan sætte på formel. Disse skjulte regler kan kun blive indoptaget af den person, der er villig til i en vis udstrækning at overgive sig ukritisk i imitationen af en anden.«
Det er en måde at lære på, der umiddelbart strider imod såvel en tidsånd, hvor der gælder om at være ’kritisk’, som en individualistisk tids kodeks om, at det gælder om at være ’sig selv’, ’original’ og det er pinligt at ’efterabe’. Allerede på forhånd på overbevisende måde at få slået fast, at det er den måde, man bedst udvikler sine selvstændige (videnskabelige) evner på, forekommer mig at være en god ballast: Man bliver på én gang stillet i en situation, hvor det er tilladt at ikke at kunne dét, man skal lære og bekræftet i, at dette er den mest fordelagtige position.
»Der er en vigtig psykologisk forskel mellem (mesterlæreformen og vejledningsformen),« skriver Bo Jacobsen.
»Mesterlæreformen går ud fra, at personen ikke kan i forvejen. Den psykologiske kontrakt handler derfor om oplæring fra bunden. Afhandling-under-vejledning-formen går ud fra, at personen kan i forvejen.«
Den »passer bedst til tids-ånden, men man kan spørge, om man i virkeligheden lærer mest ved mesterlæreformen,« tilføjer han.

Den gode forskning
Ud over at blotlægge en lang række relativt oversete aspekter af intellektuelle læreprocesser – herunder miljøet på instituttet, det intuitive aspekt af forskning, samt den sociale og kønspolitiske kamp, der nødvendigvis følger med, hvis man vil forske (studere) – gennemgår Jacobsen forbilledligt klart, hvad god forskning er: Hvilke kriterier, der kan opstilles, hvilke egenskaber, såvel personlige som intellektuelle, forskning udfordrer.
Jacobsen koncentrerer sig eksplicit om forskning, men det betyder ikke, at man ikke får indblik i uomgængelige synsvinkler, hvis man udskifter ’forskning’ med ’studier’. Faktisk forekommer bogen mig mere nyttig, jo mindre man i forvejen kender til de højere uddannelser. For forskere er bogen først og fremmest nyttig i det omfang, den kan virke øjenåbnende over for ting, man egentlig godt vidste. Basalt er det imidlertid nøjagtig samme krav, der stilles til ’studier’ som til ’forskning’. Som der står i indledningen: »Vil du virkelig vide noget om en aktivitet, skal du studere den, når den udøves bedst, ikke når den udøves gennemsnitligt.«

Bo Jacobsen: Hvad er god forskning? 156 sider, kr. 150,- Hans Reitzels Forlag

Bo Jacobsen har desuden skrevet bogen ’Danske forskningsmiljøer’ sammen med Mikkel Bo Madsen og Claude Vincent. Bogen vil blive anmeldt i dette dagblad i nærmeste fremtid

(v)

Universitetsavisen, nr. 2/2001

Weiss mistolker vores undersøgelse

Tendensen til at publicere genbrugsforskning risikerer at underminere forskernes troværdighed. Tiden er inde til at redefinere forskerrollen og danne et egentlig forskerlaug, mener forskningsleder Bo Jacobsen

Af Richard Bisgaard

Der er opstået en fundamental kløft mellem forskernes behov og de forskningspolitiske tiltag der møder dem i dagligdagen. Forskningen og forskningspolitikken lever i to adskilte verdener med forskellige rationaler. Den forskningspolitik der kommer fra oven svarer ikke til forskningens væsen. Og det skaber nogle alvorlige problemer i mange af landets forskningsmiljøer.

Sådan opsummerer centerleder dr.phil. Bo Jacobsen hovedbudskabet i en ny rapport om  ”Danske forskningsmiljøer – en undersøgelse af universitetsforskningens aktuelle situation” som han har lavet sammen med to kolleger fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet, Mikkel Bo Madsen og Claude Vincent.

Rapporten udkommer fredag i denne uge og har allerede vakt stor opsigt i pressen med dens detaljerede påvisning af hvor negativt danske forskere opfatter deres arbejdsbetingelser og den førte forskningspolitik.

Ikke alene dokumenterer den at den aktuelle forskningspolitik opfattes som direkte undergravende for selve forskningskvaliteten – og at mange forskere oplever at de arbejder under meget stressende vilkår. Den viser også at det sociale forskningsmiljø har en meget stor, og hidtil overset betydning, ikke blot for den enkelte forskers velbefindende, men også for forskningens omfang og kvalitet.

Forældede resultater…
Skal man tro forskningsminister Birte Weiss, er der imidlertid ingen grund til at hæfte sig alt for meget ved resultaterne. Som hun gør opmærksom på i en separat kommentar i Ugebrevet Mandag Morgen, bygger undersøgelsen nemlig på interviews med 250 forskere ved fem universiteter foretaget i perioden mellem november 1999 og februar 2000, altså kort efter Birte Weiss tiltræden.

- Den kritik forskerne rejser af den (indtil da) førte forskningspolitik rammer præcis de punkter hvor der efterfølgende er indgået politiske og faglige forlig om en nyorientering, skriver hun og konstaterer på den baggrund at undersøgelsens resultater stort set er forældede.

Dermed ikke sagt at hun finder dem uinteressante.
- Eksempelvis har hver anden af de adspurgte forskere en negativ holdning til udviklingskontrakter. Men man kan også se at det samme antal ikke har sat sig ind i indholdet – ikke engang det der angår deres eget arbejdsområde! Den attitude passer dårligt til forskningens væsen, formaner hun.

Så skulle den bombe være demonteret. Og Bo Jacobsen placeret hvor han hører hjemme. Ikke på avisernes forsider med negative historier om dansk forskningspolitik, men foran computeren på sit kontor oppe under kvisten på Sociologisk Instituts bygning i Linnégade 22.

…eller røde advarselssignaler
Det er da også her Universitetsavisen finder ham, siddende i en gammel lænestol med udsigt ud over Københavns tage travlt optaget af at snakke i telefon med en journalist fra det førende engelske uddannelsesmagasin, Times Higher Educational Supplement. Dagen forinden var han i svensk radio for at fortælle om undersøgelsen, og i de kommende dage venter blandt andet Ugeskrift for Læger og Dagens Medicin.

- Medieinteressen er helt fantastisk. Det er næsten som om pressen er gået i selvsving over undersøgelsen, siger han med et smil efter at have lagt telefonen.

Fortæller du dem også hvad forskningsministeren mener?
- Ja, det gør jeg da. Og selvfølgelig har hun ret i at der siden hendes tiltræden er vedtaget en lang række udmærkede initiativer. Men derfra og så til at se undersøgelsens resultater som en legitimation for den nu førte forskningspolitik er der immervæk et skridt. Initiativerne løser ikke et afgørende problem som undersøgelsen peger på, nemlig forskningspolitikkens ensidige fokusering på kvantitet og publiceringstælleri, siger Bo Jacobsen og fortsætter:
- At få intellektuel kvalitet sat tilbage i højsædet er en meget vanskelig sag hvis først fokus én gang er drejet. Det går ikke af sig selv, men  kræver nogle meget følsomme ledelsesjusteringer internt i miljøerne og at udviklingen af levende og frugtbare forskningsmiljøer bliver prioriteret i den overordnede forskningspolitik.

Men er det ikke netop dét udviklingskontrakterne skal bidrage til?
- I nogen tilfælde institutionaliserer de faktisk det publiceringspres som hviler som et åg over mange forskere. Det resulterer måske nok i flere publikationer, men hvis det blot er genbrug af forskningsresultater, kan det jo sådan set være det samme. Det bliver samfundet jo ikke klogere af, siger Bo Jacobsen.

Men det er vel kun godt at man forsøger at formidle det samme stof flere steder. Forskere skal jo ikke blot skabe ny viden, men har også en forpligtelse til at dele sin viden med en bredere kreds i samfundet, som Birte Weiss anfører? 
- Ja, selvfølgelig, men det er jo ikke dét der er problemet.  Tværtimod viser undersøgelsen at hver anden samfundsforsker på grund af kravet om international formidling producerer mere på engelsk end de ellers ville have gjort – og at hver fjerde er begyndt at formidle mindre på dansk af samme årsag. Og det er ikke godt, for hermed risikerer man netop at svigte sin nationale formidlingsopgave.

- Hertil kommer at det ydre pres får en del forskere til at lave rene gentagelser. Hver femte forsker indrømmer således at de blot publicerer mere om det samme indhold uden at der er tale om ny erkendelse. I det hele taget tyder alt i undersøgelsen på at den stærke fokusering på kvantitative outputmål blot resulterer i at forskerne bruger en masse energi på at finde smutveje til at opfylde krav der er helt udvendige i forhold til dét forskerne opfatter som det centrale ved at forske, nemlig at tilvejebringe god, ny erkendelse, siger Bo Jacobsen.

Men forskerne har jo selv været med til at formulere udviklingskontrakterne. Tror du ikke deres syn har ændret sig siden I spurgte dem?
- Nej, det vil jeg godt vædde en flaske rødvin på. Kontrakterne er jo ikke udtryk for at der er lavet en proces fra neden og opefter – heller ikke på Københavns Universitet. Hvis man havde spurgt alle om hvordan vi bedst kommer videre og samlet alle svarene, så havde man kunnet tale om en udviklingsproces og en kontrakt. Men  realiteten er jo at hvis man ikke tilfældigvis har siddet i ledelsesorganerne, så har man ikke været inddraget overhovedet. Folk er ikke blevet taget med på råd, og derfor opfattes kontrakterne også af mange som udtryk for en udefra kommende styring, siger Bo Jacobsen.

(vi)

Aktuelt, 15. februar 2001

Teknokraterne slår til

Af Johannes Andersen

FORSKNING. Dansk forskning har fået nye kejsere, nemlig teknokraterne, der styrer forskerne i retning af det, der kan måles og vejes, viser to nye bøger. Men risikoen er, at man kvæler det kreative og intuitive i forskningen, så kun den let anvendelige forskning fremmes.

Teknokrater i forskningens verden er et spændende fænomen. Der bliver flere og flere af dem. Både i ministerier og på forskningsinstitutioner. Der må altså nogen, der mener, at de er med til at gøre forskningen bedre. Eller i det mindste mere samfundsrelevant. Deres arbejde går ud på at opstille mål for forskningen, at lave langsigtede planer, at omorganisere og med jævne mellemrumvurdere, om noget er lykkes.
Teknokraterne slår ned på tilfældige steder i forskningsverdenen, som de så evaluerer, og tilfører en ny strategi. De fleste, der ved, hvordan forskning foregår i praksis, er generelt af den opfattelse, at den slags initiativer ikke fører noget godt med sig. Og det bekræftes af to nye bøger, der beskæftiger sig med dansk forskning, nemlig "Hvad er god forskning?" af Bo Jacobsen, og "Danske forskningsmiljøer" af Bo Jacobsen, Mikkel Bo Madsen og Claude Vincent.

Forskere har generelt ikke megen respekt for teknokrater, der jo som alle andre grupper skal have magt, for at gøre deres indflydelse gældende. Magt har teknokraterne stille og roligt fået af politikerne, først og fremmest i form af kontrol over ressourcer. Forskerne skal med andre ord i stigende grad lægge billet ind hos teknokrater, for at få lov til at forske i et givet område. Og det er næppe til fordel for forskningen.

Forskning er med andre ord ifølge Jacobsen, Madsen og Vincent et socialt fænomen, der lever sit eget liv. Sådan et fænomen kan ikke styres med teknokratiske instrumenter. Mere præcist er et godt miljø ifølge de tre forfattere forbundet med:

                    * god stemning og gensidig accept

                    * forskelle mellem medarbejdere

                    * forskningsmæssig produktivitet og
                       kvalitet, samt

                    * høje forventninger til forskningens niveau.

Ikke mindst det med forskellene vurderes som meget centralt. Et institut er således ikke en enhed, men kan dække over mange enheder. Her er respekt for forskelligheden afgørende, når det drejer sig om at udvikle et godt forskningsmiljø.

Der forskes for meget
Der er ikke tvivl om, at danske forskere arbejder alt for meget. Når det sker, skyldes det ikke primært teknokraternes indsats, men en stærk og meget vigtig oplevelse af udstrakt forskningsfrihed. Ubundne ressourcer til grundforskning giver således almindeligvis forskerne mulighed for at forfølge egne projekter og tankegange. Det gør de gerne med det resultat, at de arbejder endnu mere, end de får løn for. Når det kan lade sig gøre at ophobe så meget gratis mer-arbejde, hænger det sammen med forskningens væsen.

Forskning er en kreativ proces. En opdagelsesproces spændt ud mellem kreativitet, intuitiv tænkning og analytisk stringens. Og hvor det centrale ifølge forfatterne er evnen til at opdage noget nyt. For den enkelte forskningsproces er alle elementer centrale. Uden kreativitet åbner man ikke ukendte og overraskende døre, og man er heller ikke i stand til at formidle forskningens resultater. Uden kreativitet når man ikke frem med et budskab. Så bliver man ganske simpelt ikke læst.

Uden intuitiv tænkning er der ikke meget, der rykker. Det er her, forskeren taber sig selv i nu'et. Det er her, man glemmer tid og sted. Hvad der nogen gange kan give eksempelvis familie og omgivelser visse problemer. Men man skal kunne give slip, eksempelvis ved computeren, på en løbetur eller når man pludselig vågner om natten, og har den helt rigtige formulering til det næste kapitel.

Og uden analytisk stringens kommer der ikke videnskab ud af anstrengelserne. Så ender hele øvelsen bare med en tekst eller en påstand, som ingen kan kontrollere eller gå videre med.

Den moderne teknokratiske forskningspolitik, hvor der lægges mere og mere vægt på målbare og kontrollerede processer, levner ikke meget plads til forskningens to modpoler. Teknokraterne har det med at vægte den analytiske stringens, koncentreret om især kvantitative objekter, hvor man kan planlægge, at der fremkommer et bestemt produkt på et givet tidspunkt. Hvilket så enten kan gavne givne virksomheder eller institutioner. Om ikke andet så i form af legitimerende udsagn til fordel for et givet produkt eller en given serviceydelse fra institutionens side.
Men det betyder, at man samtidig vælger det intuitive og kreative fra. Og det er en situation, der i høj grad præger dagens forskningsmiljø, med frustrerende oplevelser til følge.

Vi mangler opdagelser
Problemet viser sig ifølge Bo Jacobsen et centralt sted, nemlig i forskeruddannelsen. Det nuværende Ph.D.-system, der også har mange teknokratiske træk, tenderer mod at give de studerende flest indsigter i den analytiske side. Ikke mindst fordi den studerende skal fremlægge en rapport efter tre års studieforløb. Dermed nedtones forskningens opdagelsesside, hvad Bo Jacobsen helt korrekt finder er meget problematisk.

Jo mere magt forskningens teknokrater får i forhold til disse processer, jo større skade kan de udrette. Hvilket blot vil sende forskningen ud i en nedadgående spiral, hvor de intuitive og personlige elementer svækkes yderligere, til fordel for kvantiative forskningsopgaver. Resultatet vil være uopfindsomt og gabende trivielt. Men set i et snævert perspektiv kan det måske være ret produktivt, sådan som eksempelvis opfindelser af nye elementer til mobiltelefoner kan være medvirkende til at udbrede mobiltelefoner yderligere - til gavn for virksomheder og landets BNP. Men næppe til ret meget andet.

Teknokraternes store styringsambitioner og perspektiver for den analytiske forskningsvirksomhed, som man tilsyneladende ikke kan få nok af i undervisningsministeriet, er snævertsynethed, når det drejer sig om forskningens virkelige væsen: Samspillet mellem intuitiv tænkning og analytisk stringens. Et samspil Bo Jacobsen med stor styrke har peget på vigtigheden af.

Nu kan forskerne også godt selv komme lidt skidt afsted. Det er i hvert fald en af Bo Jacobsens andre centrale pointer, at forskerne i dag har det med at producere mere end godt er. Der er for meget kvantitet og for lidt kvalitet. Selv om det er forskerne, der er de egentlige syndere, så lad mig tilføje, at her har teknokraterne også her haft en finger med i spillet.

I deres iver efter at få styr på det hele, har de vægtet kvantitative opgørelser over forskning mere end kvalitative. Samtidig er der i samfundet generelt en stor efterspørgsel efter forskning - fra den simple rapport af en given institutions succes, over virksomheders ønske om udvikling af en ny chip, og til mediers efterspørgsel efter spændende nye vinkler om dette og hint.

Masser af tal
For at sige det kort, så har samfundet virkelig fået kvantitet. Hvilket imidlertid blot har øget efterspørgslen efter mere. Ikke for at få mere at læse, for der er masser af ting, der bliver læst af alt for få. Heller ikke for at kunne købe flere produkter, for der er masser af ting, og hvor efterspørgslen ikke er stor. Men man ved jo aldrig, om det er nu, den store succes indtræffer. Derfor vil man have mere.

Samtidig er forskning også med til at legitimere sine egne aktiviteter, for eksempel et stempel med en angivelse af en særlig kvalitet, og det er slet ikke så ringe endda. Igen er faren, at det kan gå ud over balancen mellem intuitiv tænkning og analytisk stringens. Hvilket blot vil øge efterspørgslen yderligere. Både efter endnu mere forskning, for det er jo kvalitet man vil have, og efter flere mekanismer til at styre forskningen. Jooo, teknokraterne sidder godt på flæsket i dansk forskning.

Hvad er så god forskning, kan man passende spørge her til sidst. Bo Jacobsens eget bud i de to velskrevne og velstrukturerede bøger er, at god forskning er den forskning, som får indflydelse på den fortsatte forskning. Hvilket slet ikke er nogen dårlig definition. Han har endvidere den pointe, at hvis man ikke ønsker flere kvantitative opgørelser over forskningens kvalitet, så må man åbne mere subjektive vurderinger af kvalitet.

Lad mig tilføje, at hvis det er teknokraternes subjektive vurderinger, der åbnes for, er jeg nu godt nok tilfreds med, at de kan nøjes med de kvantitative. Denne fremgangsmåde har ødelagt rigeligt allerede.

Johannes Andersen er lektor og samfundsforsker ved Aalborg Universitet.

(vii)

Aktuelt, 17. februar 2001

Ledelse understøtter god forskning

Af Søren Barlebo Wenneberg,
forsker, institut for Ledelse, Politik og Filosofi
Handelshøjskolen i København

Tak til Johannes Andersen for en god anmeldelse af to nye bøger om forskning og forskningsmiljøer (blandt andet af Bo Jacobsen) i torsdagens Aktuelt. Han bringer nogle væsentlige problemer inden for dansk universitetsforskning frem i lyset: for megen bureaukratisering og for stor læggen vægt på kvantitet i forskningsoutputtet i stedet for kvalitet. Problemer, der ikke er svære at finde eksempler på i dag.

Det er vigtigt at påpege, at for meget styring, vejning og måling kan indvirke negativt på den kreativitet og intuition, der er så vigtigt for at kunne frembringe originale forskningsresultater. Men det er også vigtigt at pointere, at helt uden administration, opfølgning og evaluering går det også helt galt. Med det resultat, at forskerne ikke indgår i et fælles miljø, og at enkelte forskere ikke har motivationen til at publicere deres indsigter. Sådanne problemer er det heller ikke vanskeligt at finde eksempler på inden for den danske universitetsverden.

Det er således ikke et spørgsmål om, at enten har man total teknokrati, eller også har man slet ingen bureaukratiske procedurer. I stedet er det interessante at finde ud af, hvor den rette balance mellem styring og frihed går. Hvilke spørgsmål skal forskerne beslutte omkring, og hvilke kan man overlade til politikere, ledere og administratorer? For mig at se er det en fordel at overlade konferenceafholdelse, regnskabsaflæggelse, skabelse fa den rette infrastruktur mellem forskningsinstitutioner og så videre til andre end forskerne. Ligesom spørgsmål om valg af specifikke forskningsemner og metoder bedst håndteres af forskerne.

En forskningsledelse, der igangsætter en sådan og andre debatter (for eksempel om hvad god forskning er) er afgørende for at få de gode kreative og intuitive miljøer frem, som Johannes Andersen efterspørger. Dette fremgår da også tydeligt af Bo Jacobsens gode bog ”Hvad er god forskning”, der klart redegør for, hvilken afgørende rolle forskningsledelsen har i de gode forskningsmiljøer. Et kapitel som Johannes Andersen ikke rigtig refererer i sin anmeldelse. Måske fordi han kobler ledelse og bureaukrati sammen som to sider af samme sag. Eller måske ligger han også under for den forestilling, at ledelse nødvendigvis er en form for militær-ordre-magt-kommando-styring. En ledelsesform, der i mange år har været forholdsvis ringeagtet i ledelsesforskningen såvel som i erhvervslivet. Her taler man i stedet om værdiledelse, vidensledelse, human ressource management, og så videre. Ledelsesformer der tager udgangspunkt i, at man skal lede personer, der leder sig selv – i betydningen at de selv træffer en række beslutninger om deres eget arbejde. Det vil sige, at nogle af de væsentligste opgaver som leder er at understøtte – også gennem bureaukratiske tiltag – den enkelte medarbejder og at samle de mange forskellige medarbejderes bestræbelser i en samlet strategi.

Der skal være frihed og autonomi i forskningen, men der skal også være styring og kontrol. At plædere for andet er at opretholde et idealbillede af forskningen, som er mere af ideologisk oprindelse, end det er retvisende i forhold til dagens forskningsverden.

(viii)

Den gode arbejdsplads

Af Lone Frank

Nid og nag. Forskningen er ikke altid en legeplads, hvor åndfulde, nysgerrige forskere muntert forenes i opgaven med at afdække ny viden.

FORSKNINGSMILJØ er et populært ord. Det bruges rundhåndet og slynges gerne ind i debatten, hvor det ligesom giver vægt og signalerer indsigtsfuldhed. Men hvad der ligger i det ret uhåndgribelige begreb og hvad det betyder i virkelighedens verden, bliver aldrig rigtig defineret. Det er der nu rådet bod på. Med den første danske undersøgelse af forskningsmiljø sætter centerleder, Bo Jacobsen og hans medforfattere Mikkel Bo Madsen og Claude Vincent fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet ord på luftighederne. De tre har kastet et psykologisk og sociologisk blik på en række danske universitetsinstitutter og godtgjort, at kvaliteten af forskningsmiljøet har direkte indflydelse på produktionen. Forskeren i det gode miljø producerer både mere og bedre forskning.

"Diskussionen omkring forskningsmiljø er vigtig at få op, fordi forskningen for alvor er kommet på den politiske dagsorden", siger Bo Jacobsen, som tager imod med te på kanden i sit eget udmærkede kontormiljø med udsigt over det indre København. "Almindelige mennesker uden for universiteterne er begyndt at forholde sig til forskning og forskningspolitik. De spørger om vi nu også får nok ud af pengene og om forskningen kunne blive mere samfundsnyttig. Samtidig kaster de store organisationer som bl.a. Dansk Industri sig ind i feltet med udmeldinger om, at der må en anden ledelsesform til på universiteterne. Forskningen er blevet et generelt interesseområde.

Hvad er så et godt forskningsmiljø? Det har de tre sociologer og psykologer bedt forskerne selv fortælle om og fået det kogt ned til syv ingredienser, som går igen over hele linjen uafhængigt af fag og institution. "Vi har at gøre med både produktstørrelser og mere bløde socialpsykologiske fænomener", som Jacobsen siger. I produktenden tæller det, at et institut har en høj produktivitet og en høj kvalitet, når der sammenlignes med tilsvarende grupper i det store udland. Det opfattes også som positivt, at der ligger en forventning om, at alle medarbejdere leverer toppræstationer. I den blødere afdeling er det vigtigt, at der er en god indbyrdes accept mellem medarbejderne, og at der eksisterer en høj grad af tolerance over for individuelle forskelle, så den enkelte ikke oplever forskellene som en trussel, men derimod som en stimulans. Endelig skal der være en god arbejdsstemning, og folk skal føle sig som en del af et arbejdsfællesskab.
"Det spændende er, at de her syv størrelser meget nøje følges ad. Det gode miljø scorer ikke bare højt på tre eller fem af dem, men på dem alle. Og tilsvarende er samtlige elementer fraværende i de miljøer forskerne oplever som dårlige", siger Jacobsen.

Jalousi
Dårligt arbejdsmiljø er ingenlunde et ukendt fænomen i den akademiske verden, indrømmer Bo Jacobsen og lader et lille smil spille i mundvigen. Uden for universiteter og højere læreanstalter møder man ofte et vel rosenrødt billede af forskningen som en legeplads, hvor åndfuldhed og sund nysgerrighed er i højsædet, og hvor de indviede trækker på samme hammel og muntert forenes i opgaven med at afdække ny viden. Den holder ikke altid vand. De fleste, der har befundet sig i de hellige haller, kan rapportere, at nid og nag ikke er sjældne gæster, at at had og bitterhed mellem enkeltpersoner og afdelinger mange steder hører til dagens orden. I den skånselsløse konkurrence om ressourcer og stillinger løber man også jævnligt ind i åbenlys jalousi mod dem, der klarer sig godt.
"Man har at gøre med en hårfin balance mellem konkurrence og samarbejde, og de godt fungerende miljøer har fundet et heldigt blandingsforhold. Det kan tippe både til den ene og den anden side, og tipper det for meget til konkurrencesiden, oplever man at folk ikke kan tale sammen. Der opstår en masse destruktiv energi, der kunne være brugt på kreativ forskning".

I det dårlige miljø virker konkurrence og kritik til gengæld negativt, og problemet er typisk acceptkomponenten. Samtidig med kappestriden og trangen til at præstere sit ypperste, skal der være en grundlæggende accept af, at alle hver for sig her deres berettigelse. Accepten, som ifølge Jacobsen spiller en uhyre vigtig rolle, handler ikke om venskabslignende eller familielignende forhold på arbejdspladsen, men er en grundlæggende anerkendelse af den anden som ligeværdig kollega eller som værdifuld medarbejder.
"Vi har observeret en meget interessant mekanisme, som fortæller, hvorvidt accepten er til stede eller ej. Det er sådan, at det, der først og fremmest driver en universitetsforsker, ikke er at få mere i lønningsposen men derimod at blive fagligt anerkendt, det er anerkendelsen det hele handler om. Og i en forudgående undersøgelse har vi studeret, hvad der sker når en forsker rent faktisk præsterer noget, som man må bøje sig for. Det kan være en artikel, der kommer i et fremragende tidsskrift, en bog der bliver berømmet eller en stor omtale i avisen. På nogle institutter er reaktionen fra kollegerne en komplet ignorering, mens normen andre steder er, at man giver udtryk for anerkendelse, når man mødes ved kopimaskinen eller i kaffestuen. De to reaktionsmønstre fordeler sig fuldstændig systematisk. Det første ser man på institutter med dårligt miljø, mens det andet følger et godt miljø".

Når man efterlyser konkrete anvisninger, peger Bo Jacobsen først og fremmest på et behov for at lederne sidder længere. For at kunne koncentrere sig om opgaven skal de have fem eller ti år og til gengæld kompenseres med en solid periode bagefter, hvor de ikke skal lave andet end at indhente den forskning de eventuelt har forsømt. Der skal også lægges langt flere kræfter i det at være institutleder. Kræfter, som vel at mærke ikke skal gå til administration, men sættes ind på egentlig ledelse af den forskning, der foregår. Al tale om en udpeget professionel ledelse får imidlertid Jacobsen - og mange andre forskere kunne man tilføje - til at slå tre kors for sig. Institutlederen skal stadig vælges og være den første blandt ligemænd, fordi det at lede andres forskning ubetinget kræver, at man er fagligt respekteret.
"Ellers kan du ikke få dem til at åbne sig, komme i dialog og stimulere deres arbejde. Man skal være klar over, at universitetsforskning er en meget speciel verden, som kræver en forudgående indsigt i både bevillingssystemer og i forskningsprocessens krav og vilkår. Det er lidt ligesom at have med en samling kunstnere at gøre".

I dag er det ikke nødvendigvis de hamrende dygtige forskere med overblik over, hvor det sner og hvor den videnskabelige udvikling peger hen, som har travlt med at søge job som institutledere. Så langtfra, vil nogle sige. Men hvis topforskere skal lokkes, mener Bo Jacobsen at motivationen må være dels en ordentlig klat i lønningsposen, dels at der bliver prestige i at skabe gode forskningsmiljøer. Hvordan man opfinder en sådan prestige har Jacobsen ingen ufejlbarlig opskrift på, men han peger på, at en vej frem kunne være at tilbyde mærkbare bevillinger til de institutter, der kan indlevere en god miljøudviklingsplan. Konkrete udspil mener han imidlertid bør komme fra rektorer, dekaner eller ministerier.

Bo Jacobsen kommer derved behændigt ind på en pointe, som kan ligne en kæphest, og som drejer sig om fænomenet mesterlære. Han beklager det han ser som et negativt fænomen i dagens Danmark, nemlig den nye tyrkertro på forskerskolerne. Der har bredt sig en idé om at ph.d. uddannelser skal struktureres som skolegang i stedet for mesterlære, men Jacobsen så gerne at de unge studerende kom med i et team, som det hedder på nudansk. En personlig samarbejdsrelation, hvor de i højere grad kunne få lov at lære, dels ved at iagttage garvede forskere, dels ved at have hænderne i skidtet sammen med dem.
"I vores undersøgelse spurgte vi en række forskere, hvor de har lært det de betragter som det vigtigste i forhold til livet som forskere, og det var bestemt ikke på ph.d kurser, som faktisk får bundkarakter. Det, som man virkelig værdsætter, har man enten fundet frem til på egen hånd eller i samarbejde med erfarne kolleger. Forskere lærer ved at handle og ikke ved at gå i skole".
I den forbindelse viser interessante studier af Nobelprismodtagere, at de meget ofte er opdraget af andre Nobelprismodtagere, og at noget af det der især overføres gennem mentorskabet er ideen om, at man skal stå på tæer. Samværet med de store kapaciteter åbner for at man selv har mere i sig, end man tror, siger Jacobsen. "En forsker har beskrevet det som at være en middelmådig tennisspiller, der får lov at spille med en mester og pludselig ser sig selv sende de meste fantastiske bolde over nettet. Det er det, som et godt miljø kan hive ud af folk.

Diskussionen om konkurrence og om at yde sit ypperste bringer Bo Jacobsen videre til det grundlæggende spørgsmål om, hvordan vi overhovedet skal se på forskning og forskningens væsen. Han mener, at nutiden har brug for briller.
"Der er en klar tendens til at betragte forskning som projektmageri eller som et stykke arbejde, der bare skal gøres, men jeg plæderer for at man finder tilbage til selve opdagelsesprocessen som kernen i sin forskningsvirksomhed. Det er fuldstændig afgørende at have det store åbne blik for at opdage og se noget nyt. Hvis ikke det er til stede bliver resten ligegyldigt".

(ix)

Følsom forskning

Fællesskab, gensidig anerkendelse og venlighed er de bløde forudsætninger for hårde forskningsresultater. Bo Jacobsen udforsker videnskabens intuitive grundlag.

Der har i de seneste år været lagt meget vægt på, at danske forskere skulle producere mere forskning, dvs. publicere mere i såkaldte internationalt anerkendte tidsskrifter. Det har bl.a. ført til, at man blandt forskere taler om at 'fyre en makro af', dvs. lave en standardartikel som kan varieres i detaljen og sendes af sted til forskellige tidsskrifter.

Men det væsentlige er ikke mængden af publikationer, konkluderer dr.phil. Bo Jacobsen på baggrund af en undersøgelse af 250 forskere. Der skal fokuseres på forskningens kvalitet, ikke dens kvantitet. Og det kræver, at man tør tale åbent om, hvad god forskning er.

Som psykolog og leder af Center for Forskning i Eksistens og Samfund på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet lægger han et psykologisk og socialt snit ned gennem dansk forskning. De interviewede forskere hører hjemme på netop 10 institutter på højere læreanstalter, og det giver ham anledning til at stille skarpt på forskningsmiljøet.

Som det ses blandes 'bløde' og 'hårde' faktorer. Er noget så flygtigt som instituttets grundstemning virkelig relevant for forskningen? Ja, 70 pct. af de interviewede forskere angiver i hvert fald at blive påvirket i deres forskningsaktivitet af grundstemningen på deres arbejdsplads. Dér hvor forskerne har det godt med kollegerne, er de tilsyneladende også mest produktive.

Hvis man vil sætte kræfter ind på at forbedre forskningsmiljøet, rummer Bo Jacobsens oversigtsbog 'Hvad er god forskning?' en mængde indfaldsvinkler, der ikke spiller så stor en rolle i dagens debat om international publicering, udviklingskontrakter og repræsentation fra erhvervslivet i de styrende organer.

Som det ses blandes 'bløde' og 'hårde' faktorer. Er noget så flygtigt som instituttets grundstemning virkelig relevant for forskningen? Ja, 70 pct. af de interviewede forskere angiver i hvert fald at blive påvirket i deres forskningsaktivitet af grundstemningen på deres arbejdsplads. Dér hvor forskerne har det godt med kollegerne, er de tilsyneladende også mest produktive.

Hvis man vil sætte kræfter ind på at forbedre forskningsmiljøet, rummer Bo Jacobsens oversigtsbog 'Hvad er god forskning?' en mængde indfaldsvinkler, der ikke spiller så stor en rolle i dagens debat om international publicering, udviklingskontrakter og repræsentation fra erhvervslivet i de styrende organer.

Hvis man vil fremme forskningens mere uformelle sider og dens sociale substrat, forskningsmiljøet, kræver det kvalificeret forskningsledelse. I dag tager institutledere sig primært af at styre økonomien, sørge for en fordragelig arbejdsfordeling internt og varetage instituttets interesser udadtil.

Men en institutleders fornemste opgave burde være at stimulere, udvikle og vedligeholde forskningsmiljøet. Det betyder, at medarbejderne skal bekræftes og deres indsats anerkendes, stedets grundstemning skal stimuleres, forskelle kollegerne imellem skal accepteres, og en fællesånd skal dyrkes, hvor man bruger hinanden og giver konstruktiv feedback.

Det skal med andre ord være en moderne procesorienteret ledelse, der udvikler forudsætningerne for den personligt engagerende og produktive opdagelsesproces, som forskningen ideelt set er.

- Det er forfriskende snak om en type professionel forskningsledelse, der ikke kun handler om modet til at save træets døde grene af, men også om evnen til at få nye skud på stammen til at spire.

Disse to velskrevne og overskuelige bøger sætter på et fint empirisk grundlag fokus på forskningens indre kvaliteter - som et velgørende supplement til den aktuelle debat om ekstern styring af forskningens mængde og retning.