(i) Anmeldelse, weekendavisen 14/5-2004

(ii) Pressemeddelelse

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------

(i)

 Snubletråde

Weekendavisen 14.  maj  2004, 1. sektion, side 6

Ny undersøgelse fra Magtudredningen er begejstret for skoleklassen som ideologisk minicelle, men pas på

Af INA KJØGX PEDERSEN

TIL kamp for klassen og klasselæreren – selve demokratiets fundament, erklærer professor Bo Jacobsen, Københavns Universitet. Han har som leder af en undersøgelse for Magtudredningen set på klassen som demokratisk lærested og haft spørgeskemaer ude hos 4.500 danske folkeskoleelever. Hvordan står det til? Må man være den man er? Kan man sige sin mening? Er nogen udenfor? Vil man stemme til folketingsvalg, når man er 30?
Det ser ret godt ud, mener Jacobsen. 86 procent af eleverne siger, at de har et godt eller nogenlunde godt fællesskab i klassen. 88 procent siger, at de selv er med i det fællesskab. Især de elever, som oplever ytringsfrihed og plads til diskussion vil også stemme ved valgene. Det er på den baggrund, man skal forstå Jacobsens kampråb. Gode klasser skaber gode demokrater. Fast dagligt samvær gennem ni-ti år med 20-25 andre elever plus én gennemgående voksen er hemmeligheden bag det danske demokrati, og det er vigtigere end nogensinde, mener Jacobsen. Er alt så ikke bare godt? Åbenbart ikke, for Jacobsen benytter anledningen til at advare flere skoler, navnlig SKUB-modellen i Gentofte. Det ender galt, når de lader eleverne springe over, hvor det sociale gærde er lavest og vælge gruppe efter fag og projekt. Dermed aflives skolen reelt som det sidste sted i samfundet, hvor alle slags mennesker mødes, og hvor opgaven er at lære, at folk er forskellige – som en skolevejleder udtrykte det i Weekendavisens nylige skoleserie.
Skoleklassen er noget særligt i Danmark. Den er demokratiets mindste byggesten, faktisk selve laboratoriet, og uden dette forpligtende mangeårige fællesskab med de samme mennesker, er fremtidens nation af lyttende og ytrende demokrater ilde stedt. Dét er grundtanken.
Men klassen er til diskussion. De første skridt mod en opløsning af den velkendte struktur er taget. Rundt om på landets 1725 folkeskoler er der grøde, og nye former udfordrer den gamle. Mange skoler har allerede i en årrække gjort det, undervisningsminister Ulla Tørnæs nu lægger op til som alment: Nemlig skiftet klasselæreren ud efter indskolingen, og siden igen efter mellemtrinnet. Det sker af hensyn til dels lærerens faglige specialisering, dels elevernes muligheder for at udvikle sig. Andre skoler har klasselærerteams, hvor to eller tre supplerer hinanden; atter andre lader klasser på en årgang have hjemme i det samme område, have nogle timer sammen, andre hver for sig.
Hvorfor laver de om? I Danmark lægger vi vægt på den sociale omgang i skolen. Er der godt og trygt i klassen, lærer man bedre. Vi er med andre ord i den store relationssuppe, hvor mennesker danner og dannes på kryds og tværs. Af ting, som bare sker, og som nogle kan se, andre ikke. Der er usynlige snubletråde i klassens tætte væv. Nogle kan hænge fast i roller som dumme, sure, generte. Ofre. Ballademagere. Det kan hæmme både fagligt og socialt. Skolernes arbejdsgiverorganisation, Kommunernes Landsforening, har i en politisk-ideologisk udmelding foreslået at bryde helt med det gamle system – men det er de fleste skoler trods alt imod. Ikke engang i Gentofte Kommune, hvor SKUB kører med skiftende projektgrupper, er grundklassen afskaffet.
På næsten alle skoler er der ’gode’ og ’dårlige’ klasser. Det er, hvad lærerne og forældrene siger – ofte gør eleverne det også selv. I Esbjerg sagde en lærer for nylig om en klasse: »Nu er det endelig lykkedes at skabe en virkelig god klasse. Men der skal kun én ny elev til, for at den tilter.« I Kolding sagde en 7. klasse for nogle år siden til deres nye trinklasselærer: Vi er skolens skræk. De sagde det ikke med et smil. Der var problemer – af alvorlig art. Siden er nogle gået ud, andre har knoklet for at komme ovenpå. Der har været bortvisninger og samtaler. Det er ikke slut, men der er blevet kæmpet bravt, og læreren er nu ved at føre klassen til folkeskolens afgangseksamen som et samlet hold, der arbejder koncentreret. Lykkedes det, fordi nogle gik ud? Fordi andre, også forældrene, har taget sig sammen? Skyldes det læreren? Hendes faglighed? Personlighed? Begge?
Eller sagt på en anden måde: Hvad er en god klasse? Hvor god skal den være? Det undersøger Magtudredningen ikke, men Bo Jacobsen har i Fagbladet Folkeskolen selv et bud – nemlig det ofte hørte, at en god klasse begynder med lærere, der er glade for deres arbejde, har godt samarbejde i lærergruppen og får opbakning fra skoleledelsen. Det reagerer eleverne så positivt på, at lærerne får endnu mere lyst til at give en god undervisning.
Den danske folkeskole er under lup. Vi har alle gået der og slæber vores egen idé om den med os. Samfundet skabes dér. Alle mulige dagsordener får lov at svirre. Kan de børn læse? Tale pænt? Opføre sig ordentligt? Kan lærerne overhovedet noget? Spørgsmålene er, fortsat, mange, men de fleste viser sig ofte at være af mere ideologisk og polemisk end konkret og pragmatisk karakter. Man kunne mene, at denne del af Magtudredningen også ender i ideologi. Skolerne er bestemt ikke ved at afskaffe klassen, men mange har set et behov for forandringer. Hvorfor ikke lytte til dét, før man kanoniserer klassen som ideologisk minicelle.
Til gengæld nævner undersøgelsen et par gange, at eleverne med alderen oplever klassefællesskabet som mindre godt. Og den spørger selv: Er det fordi fællesskabet bliver dårligere eller fordi eleverne selv stiller andre krav til fællesskabet? Her nærmer vi os noget virkelig interessant om både skolen og teen-årene, som desværre ikke uddybes.
På samme måde funderes der i forbindelse med elevernes mulighed for og lyst til medbestemmelse i undervisningen over nogle elevers fastholden af, at det er læreren, der ved bedst, hvad de skal lære. I modsætning til undersøgelsens forfattere tror jeg langtfra, at eleverne ikke ønsker indflydelse. Måske tværtimod: De har brug for en mur at spille op ad, så de netop kan formulere, hvad de selv synes.
Spørgsmålet er i hvor stort omfang denne Magtudredning egentlig undersøger magten. Magt er jo også skjult; det, man opdrages med, det usynlige, som man gør til sit eget, uden at reflektere over det. Hvad socialiserer skolen eleverne til? Når undersøgelsen konkluderer, at fællesskab »synes at være (..) vigtigt« for danske folkeskoleelever, kan man jo spørge, hvor de mon har lært det: Fra allerførste dag i institution og skolevæsen. Og når enighed og det at kunne lide andre også synes at være vigtigt, har de nok lært det samme sted. Er det altid uproblematisk? I andre undersøgelser har det vist sig, at eleverne holder af enighed, fordi de lærer, at det at kende hinanden og være fortrolige med hinanden over lang tid, er afgørende for et godt fællesskab. For Jacobsen og Co. ligger vægten på det langvarige fællesskab – kun i dét tør man være uenig. Men hvorfor er det ikke omvendt? Hvorfor lærer eleverne ikke i langt højere grad, at det at kunne være uenige i respekt er udgangspunktet?
Bo Jacobsen et al: Den vordende demokrat. Aarhus Universitetsforlag 2004. 

(ii)

"Den vordende demokrat" - kan blive bedre
 

Rapporten i forbindelse med regeringens magtudredning Den vordende demokrat - en undersøgelse af skoleklassen som demokratisk lærested stiller sig i resultaterne tvivlende over for, om folkeskoleklassen bygger nok på det demokrati, der forudsættes i Folkeskolens formålsparagraf.

I Folkeskolens formålsparagraf står, at skolens dagligdag må bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Men efter interviews med 4.500 elever landet over på 250 skoler tvivler forfatterne bag undersøgelsen "Den vordende demokrat" på, at Folkeskolen lever op til sit mål. Resultaterne viser, at Folkeskolen kan blive langt bedre i sin demokratiske opdragelse.

Tager man udgangspunkt i det mest oplagte blandt elevernes demokratiindlæring, elevrådene, så dumper de i elevernes øjne: Folkeskoleeleverne vender elevrådene ryggen som ubrugelige, hvilket er en trussel mod demokratiet, fordi elevrådenes rolle synes udspillet som demokratisk opdragelsesinstrument: Elevrådet er uden eller har lille betydning, mener i alt 64 pct. - eller 2/3 - af eleverne. Hvad værre er, så er der også faldende opbakning bag elevrådene op gennem klasserne. En elev siger, at lærerne ikke tager det seriøst. Men beslutningerne i elevrådene appellerer heller ikke til eleverne. En nærliggende konklusion er, at elevrådene skal genopfindes til en mere indflydelsesrig instans. Undersøgelsen kan ydermere påvise, at der er korrelation mellem positiv elevrådserfaring og demokratisk indstilling femover.
 
Den manglende demokratiske tiltro betyder også, at de unge forudser, at de som voksne vil svigte partierne. Dermed fortsætter partiernes nedtur hos børnene. Rapportens forfattere har spurgt 2.200 elever mellem 10 og 16 år på 250 skoler om det, og over 2/3 af dem vil ikke ind i partier som voksne, mens kun halvdelen vil diskutere politik. Dog forventer 82 pct., at de vil stemme. Kun 3 pct. vil helt sikkert i et politisk parti, og 8 pct. siger måske - i alt 11 pct. 77 pct. venter heller ikke, at de som voksne vil skrive læserbreve, og kun 4 pct. vil helt sikkert deltage i demonstrationer.

Det viser sig, at et fundament for den demokratiske forståelse er at udvikle evnen til at tackle uenighed i et klassefællesskab. Jo bedre fællesskabet er, des bedre tryghed har eleverne ved at give udtryk for egne synspunkter og tackle uenighed konstruktivt. Det er vigtigt, at Folkeskolen udvikler denne evne bedre hos eleverne af hensyn til fremtidens demokrati, idet undersøgelsen også viser, at de unges politiske ansvarsfornemmelse begynder ved det 14. år: Først efter det 14. år tænker de over lovgivning, social kontrol og politiske idealer. Derfor er det en vigtig pædagogisk opgave på 7.-9. klassetrin at videreudvikle evnen til konstruktiv uenighedssamtale. Det viser sig i undersøgelsen, at elever i et godt fællesskab både kan være sig selv og tro på sig selv, og jo bedre fællesskab, des bedre er de til ytringsevne og til at håndtere demokrati. I de tilfælde kan Folkeskolen bedre leve op til formålsparagraffen.
 
Den gode nyhed er, at over 90 pct. af eleverne føler, de er med i fællesskab, og dermed er der udgangspunkt for en bedre demokratisk proces. Men stadig står 1-2 elever i hver klasse helt uden for den demokratiske proces. Mobningen er alarmerende - og meget forskellig fra klasse til klasse: I 12 pct. af klasserne føler mere end halvdelen af eleverne sig udenfor, og eleverne er typisk ikke opmærksomme på udelukkelse af kammerater. Det klasseproblem kræver også større indsats af hensyn til fremtidens demokrati.

Om forfatterne
Bo Jacobsen, dr.phil., professor ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet, samt Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut.
Flemming Troels Jensen, specialestuderende ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet.
Mikkel Bo Madsen, cand.mag., ph.d.-stipendiat ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet, samt Socialforskningsinstituttet.
Marius Sylvestersen, specialestuderende ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet.
Claude Vincent, specialestuderende ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik, Københavns Universitet.

Den vordende demokrat - en undersøgelse af skoleklassen som demokratisk  lærested  Af Bo Jacobsen, Flemming Troels Jensen, Mikkel Bo Madsen, Marius  Sylvestersen og Claude Vincent   Århus: Aarhus Universitetsforlag, 2004  165 sider, 198 kr.   Yderligere  oplysninger: Professor, dr. phil. Bo Jacobsen  Telefon: 3311 0300  E-mail: bj@akf.dk   Projektdeltagere kan købe bogen  med 35 pct. rabat ved henvendelse til  Annette Andersen på Annette@ps.au.dk