Anmeldelser fra følgende aviser/tidsskrifter:

(i)ForskerForum nr. 140, 12/2000 (artikel 1)

(ii)ForskerForum nr. 140, 12/2000 (artikel 2)

(iii)ForskerForum nr. 140, 12/2000 (artikel 3)

(iv)Information, 12/12/2000

(v)Ugebrevet Mandag Morgen, 08/01/2001

(vi)Berlingske Tidende, 10/01/2001

(vii)Berlingske Tidende, 11/01/2001

(viii)Magisterbladet, 1/2001

(ix)The Times Higher Education Supplement, 26/01/2001

(x)Aarhus Stiftstidende, 10/01/2001

(xi)Information, 07/02/2001

(xii)Universitetsavisen, nr. 2/2001

(xiii)Ugeskrift for Læger, 12/02/2001

(xiv)Aktuelt, 15/02/ 2001

(xv)Aktuelt, 17/02/2001

(xvi)Weekendavisen, 
23/02/2001

(xvii)Information, 13/03/2001

(xviii)Politiken, 17/03/2001

(xix)ForskerForum nr. 142, 
marts 2001

(xx)Kræmmerhuset, 03/04/2001

(xxi)Humaniora, nr. 4/2001

(i)

ForskerForum Nr. 140 december 2000

Mistillid

Danske forskere savner en større forståelse for forskningens særpræg fra politikere og embedsmænd, fortæller interviews af 250 forskere

Af Jørgen Øllgaard

Danske forskere har mistillid til den førte forskningspolitik. Tre ud af fem forskere mener således, at Forskningsministeriets initiativer for tiden ikke svarer til forskningens væsen, dvs. at initiativerne ikke viser forståelse for det at forske. Kun hver syvende mener, at ministeriet er i overensstemmelse med forskningens væsen.

Det viser en interview-undersøgelse blandt 250 danske forskere på 12 institutter, som er fordelt på to universiteter og tre læreanstalter. Undersøgelsen - der er gennemført af forskningsleder Bo Jacobsen fra KU-Sociologi - dækker såvel naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora.

Gået nærmere på klingen forklarer nogle af forskerne i interviews, at politikken og forskningen har forskellige tidshorisonter. Forskningen er langsigtet og politikken kortsigtet: “Politik handler om magt, og politik har en kort tidshorisont på maksimalt fire år”, lyder forklaringen fra en forsker. Forskningsministeriets konkrete initiativer stemmer ikke overens med den tid, som forskning tager.
Forskernes mistillid synes også begrundet på en erfaring af, at forskningspolitikken - Forskningsministeriet - ikke kan levere stabilitet. Nogle af de interview’ede beklager manglen på stabile rammer, og dermed følgende mangel på kontinuitet i arbejdet. Det tager lang tid at udvikle gode forskningsmiljøer. Hvis bevillinger pludselig ophører - eller er afhængige af ad-hoc -bevillinger - så kan miljøer hurtigt bryde sammen og en opbygget viden gå tabt.

Negative over for udviklingskontrakter.
Som et kontant udtryk for mistilliden oplyser halvdelen af de interview’ede forskere, at de har en negativ holdning til de nye udviklingskontrakter.  En fjerdel er neutrale, mens den sidste fjerdedel er positive over for kontrakterne. Forskernes skepsis begrundes i interview’ene med, at kontrakterne opererer i kvantitative termer og at det er vanskeligt at kvantificere forskning. De frygter et bureaukratisk system, som ikke stemmer overens med forskningens væsen.

Forståelseskløft
“Undersøgelsen påpeger, at der er mistillid og en afstand mellem forskere og forskningspolitikere, som er meget stor. Forskerne er fortvivlede over korte tidshorisonter, kortfristethed og mangel på kontinuitet. De oplever ikke, at politikerne og administratorerne har forståelse for de særlige krav”, siger forskningsleder Bo Jacobsen. “Jeg tror, at mistilliden stammer fra, at forskerne og ministeriefolkene lever i hver deres verden, som er bestemt af hver deres logik. Forskning har en særlig logik, der adskiller sig fra alt andet i samfundet. Det specielle er, at forskning foregår i et stort frihedsrum, hvis den skal lykkes og udvikles. Den stiller særlige krav til tidstilrettelæggelsen, store flader af sammenhængende tid osv. Andre jobs kan måske struktureres i små tidsportioner. Og hvis man ikke har været i berøring med nogle, der har noget med forskning at gøre, så virker det fremmedartet og uforståeligt”.

Undersøgelsen tegner et billede af en forståelseskløft: “I dag er der alt for stor afstand i forståelserne. Det er muligt, at forskerne også skal have større forståelse for de politiske krav og skal være bedre til at fortælle, hvad de laver. Det er muligt, at forskerne også skal have større forståelse for de politiske krav og skal være bedre til at fortælle, hvad de laver. Men set fra forskernes side, så eftersøger de en større forståelse for forskningens særpræg fra politikere og embedsmænd. Det skal ikke forstås som et spørgsmål om flere penge, men om bestemte arbejdsbetingelser og -forhold, fx at der er tid til rådighed - og at det er begrænset, hvor meget kvantificering og tælleri, der kan laves på den sektor ...”

(ii)

ForskerForum, nr. 140/2000

Publiceringsstrategier

Krav om flere publiceringer påvirker danske forskere, og især samfundsforskere har ændret adfærd – men den nye adfærd kan være mere strategisk end hensigtsmæssig, advarer forskningsleder Bo Jacobsen efter interview med 250 forskere.

Af Jørgen Øllgaard

Halvdelen af de danske forskere er påvirket af et stigende publiceringspres, mens den anden halvdel angiver at være upåvirket. Der er imidlertid stor forskel mellem hovedområderne, og især samfundsvidenskab er ramt: Mere end hver anden samfundsforsker angiver at være påvirket. I praksis angiver mere end hver tredje samfundsforsker således at have publiceret mere, end de ville have gjort uden et eksternt publiceringspres. Og samfundsvidenskabs publicering på engelsk er presset af krav om international formidling, idet hver anden samfundsforsker publicerer mere på engelsk, end de ellers ville have gjort.

Det fortæller forskningsleder Bo Jacobsens seneste undersøgelse, ”Danske forskningsmiljøer – en undersøgelse af universitetsforskningens aktuelle situation”, som blandt andet fortæller noget om forskernes håndtering af deres forskningsviden. Det er en interview-undersøgelse blandt 250 danske forskere med opfølgende, dybtgående interviews af 25

Mindre dansk publicering
Den stigende publicering på engelsk har en anden effekt. Hver fjerde indrømmer således, at deres danske publicering er blevet mindre i den samme proces.
En tidligere undersøgelse fra Økonomisk Institut i Århus peger på samme mønster. Bo Jacobsen siger: ”Det er der noget negativt ved, for man risikerer at svigte sin nationale formidlingsopgave. Og for nogle fag er det faktisk en væsentlig del af deres eksistensberettigelse. Samfundsforskningen har vel også til formål, at danskernes forståelse for samfundsprocesserne øges”.

Der er også noget, der tyder på, at det ydre pres får samfundsforskerne til at lave ”legitimationsforskning”. Hver fjerde indrømmer nemlig, at de publicerer mere om det samme indhold – uden at der er tale om egentlig ny erkendelse: ”Det overrasker mig, at tallet er så højt. Jeg havde godt nok en antagelse om, at der er nogle, som gør noget andet end de egentlig er rettet imod”, siger han.

Humanister upåvirkede
På humaniora angiver kun 37 pct. at være påvirket af publikationspres. Og tilsvarende er der lidt færre humanister end samfundsforskere, som siger, at de publicerer mere, end de ville have gjort uden eksternt pres. Og mens hver anden samfundsforsker siger, at de publicerer mere på engelsk, end de ellers ville have gjort, så er det kun hver femte humanist, der gør det.

Det viser sig også, at publiceringspresset for humanisterne ikke resulterer i, at de publicerer mindre på dansk og mere på udenlandsk, end de ellers ville have gjort. Humanisterne publicerer tilsyneladende lige så meget på dansk, som de altid har gjort, hverken mere eller mindre. Det kan virke som et overraskende resultat, alt imens de eksterne (politiske) krav lyder på ”internationalisering”, for eksempel på publicering på engelsk. Den diskussion anfægter tilsyneladende ikke humanisterne; de fastholder deres publicering på dansk:

”Det er lidt overraskende, fordi protesterne over krav om publicering på fremmedsprog har været højlydte fra humaniora. De har været stillet over for kvantificerbare og angloficerende krav om publiceringer i internationale tidsskrifter – samtidig med at de har en tradition for at publicere på dansk. Men de har modstået presset; undersøgelsen viser, at humanister fastholder, at deres forskning og formidling på dansk hænger nøje sammen. Der har måske været et pres fra systemet, der har udløst et modpres…”, forklarer Bo Jacobsen. ”Selvfølgelig består den fare for humanisterne, at de bliver straffet af systemet for ikke at ”internationalisere”. Det vil ske, hvis det ikke lykkes for dem at klargøre, at de humanistiske fag har et særpræg”.

Han påpeger samtidig, at den samme problematik i øvrigt også gælder samfundsforskningen. Her har man haft lettere ved at leve op til krav om international publicering, fordi der findes flere engelsksprogede tidsskrifter, hvor der foregår diskussioner af dansk relevans: ”Men danske sociologer, økonomer og antropologer har jo fortsat en forpligtelse til at skrive bøger på dansk om det danske samfund for danskere, og den tenderer man til at glemme i al fokuseringen på ”internationalisering””.

Gentagelsespublikationer
Næsten hver femte forsker indrømmer, at man skyder flere artikler af, men at nogle af disse ikke rummer egentlig ny erkendelse.

”Når man presser kvantiteten, får man også flere gentagelser. Jargonen blandt forskere er, at man ”fyrer en makro af”. Andre strategier er, at man publicerer ting, som man ellers ikke ville have produceret, altså at man sætter sine egne kvalitetskrav ned”, forklarer en forsker i et nær-interview.

Der udvikler sig forskellige strategier, fx at lave gentagelsespublikationer eller at trykke ting af, som éns kvalitetsfilter ellers ville have holdt tilbage. Publiceringspresset kan have forskellige strukturelle effekter, idet det kvantitative krav opfordrer til at meritere sig ved at få trykt så mange publikationer som muligt. Det er bedre med tre små end én stor!

Advarsel: Ikke bevidstløst tælleri
Det ydre pres for at vise trykte resultater får også nogle forskere til at vælge de sikre forskningstemaer. Presset gør, at man ikke går i gang med sin forskning, hvor der ikke er en rimelig sikkerhed for, at det vil føre til resultater, som kan publiceres. Forskerne vil uvilkårligt søge den ”trivielle normalvidenskab”, som ikke risikerer at blive afvist, når publikationen skal igennem en peer-bedømmelse ved optagelse i et tidsskrift.

”Politikerne bør overveje, om ikke resultatstyring af forskningen med kvantitative mål mere generelt vil føre til en udvikling af særlige publiceringsstrategier, som ikke er styret af forskningens egne værdier: nemlig at man producerer egentlig ny erkendelse. Hvis man skriver det samme til tre forskellige publikationer, hvis der er myndigheder, som kræver publiceringstællinger, og personen/instituttet belønnes for mængden af publikationer, så skævvrides forskningsproduktionen. Målet for den enkelte forsker bliver ikke at komme med noget virkelig interessant; man tænker mere på at banke sit publikationstal i vejret. Det er der fare for i nogle udviklingskontrakter, fx lægger DTU op til en sådan kvantificering, mens Odense går mere forsøgsvis frem. Jeg siger ikke, at Forskningsministeriet vil kvantificere, men systemet indeholder en risiko for over-kvantificering og tælleri. Det er meget afgørende, hvordan kontrakterne implementeres. Ellers risikerer man, at udviklingskontrakterne kommer til at virke mod deres intention og resulterer i en forringelse af forskningen”, siger Bo Jacobsen.

ForskerForum, nr. 140/2000

Udviklingskontrakter

- Mødes med en negativ holdning hos forskere – men mange indrømmer samtidig, at de ikke kender til deres egen institutions kontrakt

Af Jørgen Øllgaard

Halvdelen af alle danske forskere har en negativ indstilling til de udviklingskontrakter, som i forsommeren blev indgået mellem deres institutioner og Forskningsministeriet.

Sådan ser situationen i hvert fald ud, hvis man overfører forløbet af de 250 interviews med danske forskere, som forskningsleder Bo Jacobsen m.fl. har gennemført. Her udtrykte halvdelen af de interviewede nemlig en negativ holdning til institutionernes udviklingskontrakter, en fjerdedel er neutrale, mens den sidste fjerdedel er positive over for kontrakterne. (Der er dog nogen forskel mellem institutionerne, idet forskerne på de to universiteter er mest mistroiske, mens dette er mindre udpræget på de tre læreanstalter).

Forskernes skepsis begrundes i interviewene med, at kontrakterne opererer i kvantitative termer, og at det er vanskeligt at kvantificere forskning. De frygter et bureaukratisk system, som ikke stemmer overens med forskningens væsen: ”Hvordan sætter man tal på? Man kan sætte grove kvalitative begreber på, men at sætte et tal på, at vi laver ti pct. mere forskning; hvad vil det sige? Ham, der laver en stor afhandling hvert tredje år, som bliver kendt og refereret over den ganske verden, laver han mere eller mindre forskning end den, som publicerer et papir hver 14. dag, og som stort set aldrig bliver refereret af andre end ham selv?”, spørger en forsker.

Halvdelen kender ikke indholdet
Forskernes skepsis over for udviklingskontrakterne er dog noget modsætningsfyldt. Mens halvdelen af forskerne udtrykker negative forventninger til kontrakterne, viser svar på et andet spørgsmål, at det faktisk kun er hver fjerde af de samme forskere, som har et stort kendskab til kontrakterne. Halvdelen indrømmer, at de kun har hørt lidt eller intet om de nye kontrakter. Er det ikke useriøst?

”Det kan måske virke modsætningsfyldt, men det er menneskeligt. Vi har jo alle forhåndsholdninger og laver en analogitænkning: hvad er mine tidligere oplevelser med noget lignende? I den forstand kan skepsisen over for udviklingskontrakterne forklares som en værgen for sig, fordi de er kommet for hurtigt, oven i noget andet og ovenfra. Det gør én negativ og gør, at man ikke sætter sig ind i kontrakterne; det kan være en simpel måde at beskytte sin arbejdsfred på”, forklarer Bo Jacobsen, der tilføjer: ”Det, som faktisk er interessant ved undersøgelsen er derfor nærmere, at den viser, at det, som vedrører toppen af forskningssystemet, det siver ikke nedad…

(iv)

Information, 12/12/2000

Politikere forstår ikke forskere

Af Mette-Line Thorup

Trods forskningens højt besungne relevans for udviklingen af videnssamfundet, oplever forskere, at det politiske system ikke forstår forskningens væsen

Med overgangen til det såkaldte videnssamfund er der kommet mere og mere fokus på den forskning, der skal danne grundlag for den nye samfundsudvikling. Men danske forskere oplever, at den førte forskningspolitik er i strid med de politiske intentioner om at give forskningen gode betingelser.

Det viser en undersøgelse, som Bo Jacobsen, centerleder ved Sociologisk Institut, Københavns Universitet, har foretaget blandt 250 forskere fordelt på humaniora, natur- og samfundsvidenskab.

Tre ud af fem forskere mener ifølge interview- undersøgelsen, at Forskningsministeriets initiativer ikke viser forståelse for det at forske. Mens kun hver syvende giver udtryk for, at ministeriet er i overensstemmelse med forskningens væsen.
»Forskerne føler, at politikere og embedsmænd ikke forstår, at forskning er noget, der udvikler sig over en årrække, og at det kræver stabilitet i forsknings-bevillingerne – og her taler vi ikke om,  hvorvidt der skal være lidt flere eller lidt færre penge,« siger Bo Jacobsen.

Unyttig tid
Samtidig kræves der hele tiden mere forskning på samfundsrelevante områder.
»Det paradoksale er, at det endnu ikke følges op af en fornemmelse for, hvad der egentlig skal til, for at forskningen bliver god,« siger Bo Jacobsen.

Et eksempel er det publiceringspres, forskerne oplever, fordi institutionerne i stigende grad skal redegøre for, hvor hyppigt de ansatte publicerer videnskabelige artikler.
»Vi har eksempler på, at forskere, der er godt i gang med et grundlæggende, betydningsfuldt problem, må lade det ligge, fordi de føler, de hellere må lave noget overfladisk eller skrive det samme flere gange, så de opfylder kravene til  deres publiceringsliste. Det bruges der meget unyttig  tid på – tid, der går fra den reelle forskningstid, som skulle føre til ny viden og indsigt,« siger Bo Jacobsen. 

Fokuser mere på kvalitet
Forskningslederen peger samtidig på, at der er mange gode grunde til at føre kontrol med, hvad der kommer ud af de offentlige forskningsbevillinger. Men metoden er forkert.

»Vi skal udvikle en kontrolmetode, der svarer til forskningens væsen. Det vil sige fokuserer mere på kvaliteten. Eksempelvis: Har forsker NN nu virkelig fået tænkt nogle nye tanker og gået i gang med at finde svar på nye problemstillinger,« siger Bo Jacobsen. Han understreger, at forskningsmiljøernes kvalitet ligeledes har betydning for de studerendes udbytte af undervisningen. »Jo bedre rammer for forskningen, jo mere levende forskning vil der komme med ind i undervisningen,« siger Bo Jacobsen

(v)

Ugebrevet Mandag Morgen, 08/01/01

Forskere retter hård kritik mod dansk forskningspolitik

Af Søren Schultz Jørgensen

Forskningsministeriet forstår ikke forskningens væsen, mener de danske forskere. Forskerne vurderer dansk forskningspolitik udpræget negativt i ny undersøgelse. De føler sig presset til at levere arbejde af dårligere og dårligere kvalitet. Det sociale arbejdsmiljø har en hidtil overset betydning for forskernes produktivitet og formåen, viser undersøgelsen.

Danske forskere undsiger nu Forskningsministeriet i direkte vendinger. Den danske forskningspolitik vidner om, at ministeriet ikke forstår forskningens væsen, mener 60 pct. af landets videnskabsfolk. Og over halvdelen af dem ved stort set intet om ministeriets vigtigste initiativer. Effekten af de senere års forskningspolitik er, at forskerne har vendt ryggen til deres eget ministerium, dokumenterer en helt ny og meget omfattende undersøgelse af de danske forskningsmiljøer. Ministeriets initiativer vurderes meget negativt - eller preller fuldstændig af på det videnskabelige personale rundt omkring på landets universiteter og højere læreanstalter.

Undersøgelsen, der offentliggøres senere på måneden, viser, at der er opstået en regulær kløft mellem landets forskere og Forskningsministeriet. En kløft, som tilsyneladende stikker langt dybere end den næsten naturgivne modsætning mellem den frie forskning og et ministerium, der har til opgave at styre den. Forskerne føler sig mere pressede end nogensinde før, og ministeriet tænker kortsigtet og indskrænker forskningsfriheden, tilkendegiver de. Hver femte forsker føler sig tvunget til at genbruge gamle resultater og erkendelser, når de publicerer.

"Der er opstået et fundamentalt mismatch mellem forskernes behov og de forskningspolitiske tiltag, der møder dem i hverdagen. Forskningen og forskningspolitikken lever i to adskilte verdener med forskellige rationaler. Den forskningspolitik, der kommer fra oven, svarer ikke til forskningens væsen. Og det skaber nogle meget alvorlige problemer i mange af landets forskningsmiljøer," siger en af Undersøgelsens tre ophavsmænd, centerleder dr. phil Bo Jacobsen, Sociologisk Institut ved Københavns Universitet.

Resultaterne af undersøgelsen, "Danske Forskningsmiljøer", er i mange henseender opsigtsvækkende. Ikke alene dokumenterer de, at dele af den aktuelle forskningspolitik opfattes som undergravende for kvaliteten i det videnskabelige arbejde - og at mange forskere oplever, at de arbejder under meget stressende vilkår. Resultaterne viser samtidig, at det sociale arbejdsmiljø har en meget stor, hidtil overset betydning for forskernes produktivitet og for forskningskvaliteten. Forskernes svar giver således en interessant pejling om, hvad fremtidens forskningspolitik kunne eller burde fokusere på: At fremme de bløde værdier, fællesskabet og kulturen rundt omkring på landets institutter. På samme måde som man arbejder med at udvikle organisationskulturen i erhvervslivet og på arbejdsmarkedet i øvrigt.

Mandag Morgen gennemgår i det følgende hovedresultaterne i undersøgelsen, der dækker forskningens tre hovedområder, naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab. Den bygger på mere end 250 personlige interview med forskere på 12 institutter fordelt på 2 universiteter og 3 højere læreanstalter. De adspurgte forskeres kritik af den førte forskningspolitik er så hård, at Ugebrevet har bedt IT- og forskningsminister Birte Weiss om at levere en separat replik, som bringes i fuld længde i umiddelbar forlængelse af denne artikel.

Forskere: Fri og langsigtet forskning, tak.
De danske forskeres selvforståelse er stærk og entydig. De er ikke i tvivl om, hvad der er - eller bør være - forskningens inderste væsen og dermed den enkelte forskers grundvilkår: Frihed. 9 ud af 10 af undersøgelsens respondenter mener, at forskning bar være en fri og ustyret erkendelsesproces.

"Forskernes melding er et meget vigtigt indspark i den debat, der har kørt de seneste år om, hvorvidt det er ønskeligt - eller muligt - at styre forskningen, planlægge den eller gøre den mere samfundsrelevant. Forskerne gør klart op med den forestilling, at forskningen kan planlægges på forhånd, endsige styres," siger Bo Jacobsen.

Det kan derfor ikke undre, at forskerne er mistænksomme over for et ministerium, der som sin primære opgave har at udstikke retningslinjer og bevillinger - og dermed sætte grænser for forskningsfriheden.

Hvad der derimod kan undre er, at forskerne ikke har fået øje på - eller kunnet mærke - den delvise nyorientering, som Birte Weiss lagde op til, da hun tiltrådte som forskningsminister i juli 1999. Dengang varslede hun, at forskningen skulle have friere rammer, og der skulle gøres op med den cigarkasse-tænkning, der tidligere havde præget området og skabt megen kortsigtet, emneafgrænset forskning. Der skulle skabes mere plads til langsigtede initiativer, som hun formulerede det. 4-7 måneder efter Birte Weiss' tiltræden vurderer hele 60 pct. af de adspurgte forskere imidlertid, at Forskningsministeriets initiativer "i ringe grad" eller "slet ikke" svarer til forskningens væsen.

For forskerne er det altoverskyggende problem, at forskningspolitikken er alt for kortsigtet. Den til enhver tid siddende forskningsministers behov for markeringer og profilering kommer derfor i direkte karambolage med forskningens lang-sigtede natur, fremgår det af svarene i undersøgelsen. Og det havde Birte Weiss altså ikke formået at ændre på, på det tidspunkt da undersøgelsen blev gennemført. Snarere tværtimod.

"For forskerne er kontinuitet altafgørende for at opretholde de gode forskningsmiljøer. Hvis bevillinger ophører, kan miljøer, der har været under opbygning i årevis, hurtigt bryde sammen. Men det virker ikke, som om forskningspolitikken hidtil har haft de stabile rammer som en afgørende prioritet. Tværtimod har tendensen de senere år været, at basisbevillingerne til institutionerne har været pressede, at forskningsrådenes frie midler er faldet, og at kortsigtede, politisk bestemte forskningsemner har nydt fremme. Der er derfor ikke noget at sige til, at forskerne og Forskningsministeriet er på kollisionskurs, siger Bo Jacobsen.

Aktuel forskningspolitik giver ringere kvalitet
Forskernes mildt sagt kølige indstilling til Birte Weiss' ministerium har imidlertid ikke kun rod i metafysiske størrelser som forskningens særlige egenart. Kritikken retter sig helt konkret mod et af de nyeste styringsredskaber inden for forsknings-politikken, de såkaldte udviklingskontrakter. Forskerne er ikke alene utilfredse med kontrakterne: Mange af dem mener også, at det nye instrument er med til at forringe forskningens kvalitet.

Målet med udviklingskontrakterne, som blev lanceret i januar 1999, er blandt andet at få hver enkel institution til at opsti11e klarere mål for sin egen virksomhed og stimulere kvalitetssikringen. Der er f.eks. lagt op til, at universiteterne benchmarker sig i forhold til udenlandske institutioner. Kontrakterne er blevet færdigforhandlet individuelt med institutionerne i løbet af 1999 og 2000, og kun de færreste af undersøgelsens svarpersoner har der-or haft mulighed for at vurdere, hvordan kontrakterne rent faktisk virker. Undersøgelsens interview er nemlig gennemført mellem november 1999 og februar 2000. Derfor kender kun omkring 52 pct. indholdet af udviklingskontrakterne for deres eget område. Til gengæld har forskerne haft rig lejlighed til at tage stilling til, om de bryder sig om principperne bag kontrakterne. Og det gør kun godt en fjerdedel af de interviewede. Halvdelen er overvejende eller meget negative over for det nye forskningspolitiske redskab.

Undersøgelsen giver ikke noget direkte svar på, hvorfor forskerne er så kritiske over for udviklingskontrakterne. Til gengæld mere end antyder den, at mange forskere føler sig presset til at levere dårligere forskning, blandt andet fordi udviklingskontrakterne fokuserer på hvor meget der produceres - eller rettere: Publiceres. Det publiceringspres, som ifølge undersøgelsen er taget til op gennem 90'erne, får knap en femtedel af forskerne til at svare, at de ganske vist producerer mere, men gentager sig selv og genbruger gammel viden for at holde publiceringstempoet oppe.

Presset på den enkelte forsker drejer sig ikke bare om arbejdstempoet. Pres er ifølge undersøgelsens svarpersoner en strukturel del af danske videnskabsfolks hverdag. Gennemsnitsforskeren har en arbejdsuge på 48,5 timer. Og næsten halvdelen af forskerne i undersøgelsen arbejder mere end 50 timer. Kun 8 pct. holder sig nogenlunde inden for overenskomstens 37 timer. Samtidig mener op imod halvdelen af de erfarne forskere - professorer, lektorer og adjunkter - at de har for lidt tid til at forske. Der går for meget tid med at administrere og undervise, mener de. Og som om den pressede arbejdsdag ikke var nok, så mener en femtedel oven i købet, at samfundet værdsætter deres forskning for lidt.

Arbejdsmiljøet afgørende for forskningens kvalitet
Det nære arbejdsmiljø har i det hele taget afgørende betydning for forskeren. Ikke bare for hendes arbejdsglæde og velbefindende, men også for kvaliteten af den forskning, der udføres og udgives.

En af undersøgelsens mest opsigtsvækkende - men egentlig ganske indlysende - konklusioner er nemlig, at forskeren er dybt afhængig af f.eks. kollegialt fællesskab og god stemning på arbejdspladsen for at kunne levere sit ypperste. Fuldstændig som enhver anden lønmodtager på arbejdsmarkedet stimuleres og motiveres forskeren, når kulturen på arbejdspladsen er god. Undersøgelsen leverer den første statistisk signifikante dokumentation af, at forskningskvaliteten vurderes højere på de institutter, hvor arbejds- og forskningsmiljøet opleves som velfungerende. Og på den måde gør den ifølge Bo Jacobsen op med en århundreder gammel forestilling om, hvad der skaber god forskning.

"Forskningsmiljøet spiller en langt større rolle for forskningens kvalitet og for produktiviteten, end man hidtil har troet. Op gennem forskningens historie og frem til i dag har man ment, at den gode forskning alene er talentafhængig. Man har antaget, at den enkeltes præstationer er uafhængig af miljøet. Forskeren er blevet forstået som et så robust individ, at vedkommende ikke lader sig påvirke af de nære omgivelser. I dag ved vi, at det slet ikke holder," siger Bo Jacobsen.

Ifølge forskerne hat syv faktorer direkte målbar betydning for, hvor god forskningskvalitet et miljø leverer:

• Fællesskabet på arbejdspladsen - jo mere, desto højere forskningskvalitet.

• Gensidig accept mellem kollegerne - jo større, desto bedre.

• Om personlige og faglige forskelle vurderes positivt eller negativt - jo mere positivt, desto bedre.

• Grundstemningen på arbejdspladsen - jo mere inspirerende, desto bedre.

• Det faglige samarbejde i form af gensidig kritik og støtte - jo mere intenst, desto bedre.

• Høje mål - jo højere forventninger, desto bedre kvalitet.

• Arbejdspladsens forskningsmæssige produktivitet - jo højere, desto bedre.

Forskningspolitikken overser miljøets betydning
Lige så indlysende forskningsmiljøets betydning kan synes, lige så slående er det ifølge Bo Jacobsen, at både forskningspolitikken og forskerne selv hidtil er veget uden om at fokusere på det. Eller bare tage det alvorligt: Det er lige før, det er upassende at sige, at en forsker også er et socialt væsen med behov for gode og inspirerende rammer, som Bo Jacobsen formulerer det.
"Der er ingen tvivl om, at man har overset nogle kolossalt vigtige størrelser i forskningspolitikken. Man har ikke givet penge til miljøudvikling. Man har i stedet givet midler til individuelle forskere og afgrænsede projekter, men slet, slet ikke forstået systematisk at stimulere rammerne, miljøet, organisationen og kulturen omkring forskeren," siger Bo Jacobsen.

Forskere og institutledere rundt omkring på institutionerne er enige: Arbejds- og forskningsmiljøet er afgørende, men ignoreres både fra politisk hold og på mange af de enkelte institutter. Institutleder Allan Krasnik fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet mener, at universiteterne i alt for stort omfang har negligeret at skabe gode faglige miljøer: "Tager man til USA eller England er der oftest fine fælles faciliteter og rammer for kollegialt og fagligt samvær. I Danmark er der måske et støvet hjørne med en slidt sofa og et par askebægre. Det er ofte niveauet. De gode faglige miljøer i Danmark er skabt af personer med karisma og visioner. Det er alt for personafhængigt. Vores forskningskultur - og den politik, der skal stimulere den - har slet ikke lagt op til at skabe gode miljøer," siger han.

Universiteternes og ministeriernes tilbageholdenhed er paradoksal, mener lektor Birgit Henriksen, der er tillidsmandssuppleant og sidder i samarbejdsudvalget på Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet. Særlig når man ser på universiteternes omverden: "Vi har meget at lære af erhvervsliv og arbejdsmarked - ikke mindst på et tidspunkt, hvor enhver arbejdsplads med respekt for sig selv opstiller personalepolitikker, udvikler kulturen, skaber bedre rammer og fokuserer på arbejdsmiljø. På de punkter er vi langt tilbage i   forskningsverdenen. Og det rammer kun os selv. Vores miljøer bliver dårlige - og det samme risikerer forskningen at blive," siger Birgit Henriksen. Hun tilføjer dog, at
udviklingen går i den rigtige retning: Rundt omkring på institutterne er der stigende opmærksomhed på forskningsmiljøets betydning.

Og måske afspejler også den nye finanslovs merbevilling til forskningen et nyt politisk ønske om at styrke de nære miljøer. I så fald har forskningspolitikken bevæget sig et tiltrængt skridt i den rigtige retning, mener Bo Jacobsen.

"Et godt forskningsmiljø er ikke bare vigtigt for den enkelte forskers produktivitet og formåen. Opbygningen af gode forskningsmiljøer er afgørende for, hvordan Danmark træder ind i videnssamfundet. Skal vi have mulighed for at tiltrække - og fastholde - de gode hjerner og dermed den vigtige viden, må vi have nogle konkurrencedygtige miljøer at lokke med. Derfor har forskningspolitikken behov for nye dimensioner," siger han.

REFERENCER
- Bo Jacobsen, Mikkel Bo Madsen og Claude Vincent: Danske Forskningsmiljøer. En undersøgelse af universitets-forskningens aktuelle situation. Udkommer ultimo januar 2001 på Hans Reitzels Forlag

(vi)

Berlingske Tidende, 10/01/2001

Danske forskere presses til genbrug

Af Kristian Lindberg

Produktivitet: For at undgå beskyldninger om manglende produktivitet genudgiver danske forskere gammel forskning som ny for at holde publiceringstempoet oppe, viser ny undersøgelse.

Det er vist ingen hemmelighed, at præster af og til støver en gammel prædiken af i stedet for at skrive en ny til søndagens messe.

Nu viser en undersøgelse, at danske universitetsforskere gør det samme. Over for en forskergruppe på Sociologisk Institut på Københavns Universitet indrømmer omkring en femtedel af forskerne fra fem unavngivne universiteter og læreanstalter, at de har puttet gammel forskning i en ny indpakning, for at få publiceret i videnskabelige tidsskrifter.

På det samfundsvidenskabelige område er det helt op til en fjerdedel af forskerne, der genbruger gamle resultater.
»Det er en stærkt uheldig tendens, da forskerne jo får deres løn for at producere ny viden og erkendelse til samfundet. Og videnssamfundet skal bygge på god original forskning – ikke mængder af triviel forskning,« siger dr. phil. Bo Jacobsen fra Sociologisk Institut, der har ledet undersøgelsen.

Han forklarer genbruget som en uheldig bivirkning af et stigende pres fra samfundet og universitetsledelserne til forskerne om at producere i større og større mængder. En udvikling som i 90erne mundede ud i de såkaldte udviklingskontrakter, som universiteterne indgik med Forskningsministeriet.
»Der bør i stedet indføres nogle mere kvalitetsorienterede vurderingsprincipper. At en forsker kun offentliggør én større publikation hvert tredje år er ikke nødvendigvis for lidt, så længe der bare er tale om afgørende ny viden, der kan bruges af samfundet,« siger Bo Jacobsen.

Formanden for Magisterforeningen, Ingrid Stage, er ikke overrasket over, at en femtedel af hendes medlemmer genudgiver gammel forskning.
»Når forskere risikerer at blive fyret, hvis ikke de offentliggør et tilstrækkeligt stort antal artikler, er det jo ikke så mærkeligt, at der opstår sådan et fænomen, uanset hvor fornuftigt de enkelte udviklingskontrakter i øvrigt er formuleret,« siger Ingrid Stage.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra forskningsminister Birte Weiss (S).

(vii)

Berlingske Tidende 11/01/2001

Minister afviser pres på forskere  

Af Kristian Lindberg

Genbrugsforskning: Der kan være god mening i at offentliggøre forskning flere gange, mener forskningsminister Birte Weiss som kommentar til en undersøgelse om dansk forskning.

Det er ikke nødvendigvis et problem, at en femtedel af danske forskere genbruger gammel forskning, siger forskningsminister Birte Weiss (S).

Ifølge forfatterne bag en endnu ikke offentliggjort undersøgelse foretaget af forskere på Københavns Universitet føler op mod en femtedel af de danske forskere sig presset til at genbruge gammel forskning flere gange i et forsøg på at øge antallet af deres videnskabelige artikler. Ifølge lederen af undersøgelsen, dr. phil. Bo Jacobsen, skyldes det, at samfundet og universitetsledelserne for ensidigt fokuserer på antallet af artikler, når forskernes indsats skal vurderes.

»Det at være forsker er jo både at skabe ny viden og erkendelse, men også at dele denne viden med en bredere kreds. Derfor kan der være god mening i at formidle det samme stof flere steder, og det er mit klare indtryk, at de fleste forskere ikke betragter formidlingen som et tungt åg, men som et privilegium,« siger Birte Weiss.

Hun afviser tillige, at hendes ministerium har været med til at øge presset på forskernes publiceringsrate – for eksempel i de udviklingskontrakter, ministeriet sidste år indgik med universiteterne.
»Forskningsministeriets seneste aftale med de akademiske organisationer om stillingstrukturer går tværtimod ud på, at det ikke alene skal være meriterende at skrive mange artikler. Det skal også give merit at være en god underviser,« siger Birte Weiss.

Dr.phil. Bo Jacobsen fra Københavns Universitet kaldte det i går i Berlingske Tidende en »stærkt uheldig tendens«, at danske forskere genbruger gammel forskning, når de skriver videnskabelige artikler.
»Vidensamfundet skal bygge på god original forskning – ikke mængder af triviel forskning,« sagde dr.phil. Bo Jacobsen.

Rektor på Roskilde Universitetscenter, Henrik Toft Jensen, siger, at det selvfølgelig er uhensigtsmæssigt, hvis forskere »koger suppe på den samme pølsepind«.
»Hvis genbruget består i, at man bare ændrer titlen og føjer nogle ekstra noter til sit arbejde, er det selvfølgelig kedeligt, men det tvivler jeg dog på, er specielt udbredt blandt danske forskere,« siger Henrik Toft Jensen.

Han begrunder sin tvivl med, at der er god selvjustits i miljøerne omkring forskerne.
»Det er rigtigt, at der på de højere niveauer i universitetshierarkierne tælles en smule bevidstløst på det blotte antal af artikler, men blandt forskerne selv er der ingen ære i at genbruge gammelt stof. Man ved udmærket, hvornår det sker, så det er ikke uden sanktioner at genbruge,« siger Henrik Toft Jensen.

Jørgen Søndergaard, der er formand for Forskningsforum, landets førende råd for forskningsrådgivning, vil ikke afvise, at der er et problem med forskningsgenbrug.
 »Det mest udbredte fænomen er måske, at forskere splitter deres forskning op i flere delresultater, som de offentliggør i flere bidder og med overlap fra den ene artikel til den anden i stedet for at samle det hele i et materiale. Og det bliver verden jo i hvert fald ikke lykkeligere af,« siger Jørgen Søndergaard, der håber og tror, at mere direkte svindel med genbrug ikke har særlig stor udbredelse blandt danske forskere.

Han siger, at en årsag til »overlapperiet« skal søges i en stadig stigende mængde af fagtidsskrifter inden for de enkelte videnskabelige områder. »Det er blevet vanskeligere for redaktører at have overblik over alt, hvad der publiceres, og hvorvidt en forskningsartikel er originalt arbejde eller kopi.«

(viii)

Magisterbladet nr. 1/2001

Forskning visner i dårlige miljøer

Af Lisbeth Rygaard Ammitzbøll

Ny undersøgelse kan for første gang dokumentere en tæt sammenhæng mellem universitetsforskeres psykosociale arbejdsmiljø og kvaliteten af deres forskning. "Hvis politikerne vil fremme dansk forskning, skal hensynet til den sociale dimension tænkes ind i bevillingerne," konkluderer psykolog, dr.phil. Bo Jacobsen.

Gode miljøer producerer god forskning. Dårlige miljøer producerer dårlig forskning.

Sådan lyder den enkle konklusion på en undersøgelse af universitetsforskeres vilkår på Naturvidenskab, Humaniora og Samfundsvidenskab. Undersøgelsen hviler på interview med 250 forskere på tolv store og små institutter på fem universiteter og læreanstalter.
"Jeg har selv været forbløffet over at finde så store forskelle i forskernes vurdering af miljøet. De ydre rammer og arbejdsbetingelser er nogenlunde ens, men alligevel kan forskere på ét institut opleve at der er forfærdeligt at være, mens forskere på et andet institut er enige om at de arbejder et utroligt dejligt, spændende og inspirerende sted," siger Bo Jacobsen, centerleder på Sociologi ved Københavns Universitet.

Hans undersøgelse afslører at kvaliteten af forskernes psykiske arbejdsmiljø og kvaliteten af selve forskningen er tæt forbundne. På institutter hvor forskerne accepterer og støtter hinanden, er forskningen omfangsrig og af høj kvalitet. På institutter hvor forskerne har svært ved at acceptere hinandens eksistens, er forskningen middelmådig målt i både kvantitet og kvalitet.
"Hvis vi i Danmark vil producere forskning der kan klare sig internationalt, bliver politikerne nødt til at tage en størrelse som forskningsmiljøet alvorligt. Hidtil har man støttet programmer og projekter ud fra antagelse om en direkte sammenhæng mellem støttens omfang og forskningens resultat. Men sådan ser virkeligheden kun ud i gode forskningsmiljøer. Derfor bør man nu bruge nogle bevillinger på at udvikle samlede miljøer der fungerer," mener Bo Jacobsen.

Accept giver god forskning
Penge er ikke alt. Der er en nedre økonomisk smertegrænse hvis et institut skal fungere, men højproduktive miljøer findes både hvor bevillingerne er rigelige og hvor de kun er tålelige. En høj videnskabelig standard afhænger heller ikke af om et institut er nyt eller gammelt, naturvidenskabeligt eller humanistisk. Til gengæld er der en nøje sammenhæng mellem et produktivt forskningsmiljø og et bestemt sæt psykosociale faktorer.

De vigtigste er gensidig kollegial accept og evnen til at se faglige, metodiske og personlige forskelle som en styrke og ikke en svaghed. Dertil kommer oplevelsen af fællesskab, en god grundstemning og en positiv forventning til instituttets videnskabelige produktion.
"Nogle steder har folk svært ved at acceptere og anerkende hinandens eksistens. Man hilser ikke på gangene og en kollegas succes i form af en væsentlig videnskabelig artikel eller en velskrevet kronik der skaber debat, forbigås i total tavshed. At et sådant miljø er ubehageligt at færdes i, siger sig selv, men at det også giver en dokumenterbar dårligere forskning er nyt," siger Bo Jacobsen.

Evnen til at håndtere forskelle er lige så vigtig for produktiviteten. God forskning findes dér hvor forskellighed opleves som stimulerende, udfordrende og som en forudsætning for instituttets videnskabelige kvalitet. Uanset om forskellene viser sig i valg af faglige specialer, mellem en teoretisk og empirisk tilgang, i videnskabelige paradigmer eller mellem køn og alder er de ikke en trussel der skal bekæmpes, men et positivt bidrag til helheden.

Styr på hverdagens ritualer
At gøre et minusmiljø til et plusmiljø kræver ifølge Bo Jacobsen omtanke i hverdagen og en øget sensitivitet blandt forskere og hos institutlederen.
"Et dårligt forskningsmiljø hvor folk er møgsure og frustrerede, kan ikke ændres ved at alle tager på institutseminar i to dage på Fyn og spiser og drikker og kommer hinanden ved. Det bliver enten katastrofalt eller vil blot lægge en kunstig venskabelig stemning oven på den dårlige," påpeger Bo Jacobsen.

I stedet bør man satse på konkrete, praktiske ændringer i hverdagen. For eksempel sørge for at instituttet er indrettet med naturlige mødesteder hvor folk kan falde i snak. For eksempel sørge for ordentlige ritualer under faglige seminarer. De må ikke placeres på et tidspunkt hvor halvdelen er nødt til at gå så snart diskussionen kommer i gang. De skal begynde til tiden. De skal have en ordstyrer der får kollegaen til at føle sig velkommen med sit indlæg og fritager ham eller hende for selv at skulle lede debatten
"Faglige seminarer skal værnes og beskyttes hvis de skal fremme kollegial anerkendelse. Men de er blot et enkelt eksempel på de elementer i hverdagen der skal tænkes igennem, og her hviler et stort ansvar på institutlederen."

Ledere bør forlænges
I dag vælges institutledere for tre år ad gangen, og det er ifølge Bo Jacobsen for kort tid.
"Hvis institutlederen skal have reelt personalepolitisk ansvar og være den der sørger for god grundaccept på instituttet, gode anerkendelsesstrukturer og frugtbare møder med modsætninger, må lederrollen følges op af ændrede strukturer. En periode på fem eller ti år med solid forskningskompensation bagefter vil være en bedre model, og valget af lederen skal ligesom i dag træffes af forskerne selv. Det er den bedste garanti for at der i miljøet er tillid til lederens faglige kompetence."

Nogle miljøer vil dog skulle have hjælp udefra, mener han og anbefaler politikerne at satse på støtte til miljøer der ønsker at udvikle sig samlet. "I udviklingkontrakterne er der sat penge af til særlige formål og satsninger. De kunne med fordel bruges til aktiviteter der fremmer forskningsmiljøets psykosociale kvaliteter. I dag overlades miljøernes udformning alt for ofte til tilfældighederne, og det har vi ikke råd til - hverken menneskeligt eller samfundsøkonomisk."

(ix)

Times Higher Educational Supplement, nr. 1/2001

Re-user friendly data

Researchers are being forced to recycle and duplicate papers in a system that rewards quantity with funds.

Ard Jongsma reports

One in five researchers recycles previously used results in response to growing pressures to publish. That is the conclusion of a ground-beaking study to be published next week.

The work, which is based on interviews with more than 250 researchers at 12 Danish institutes, paints a detailed picture of the state of academic research in Denmark. It is also the first to document in detail the transition from a classical, protected research environment to today's harsh academic "publish or perish" culture.

In the United States, and to a certain extent the United Kingdom, this transition took place much earlier than in Denmark, where academia was sheltered from the treasurer's knife until well into the 1980s. Reforms to the research financing system have been introduced relatively recently, though not unexpectedly.

Danish sociologists have seized the opportunity to document changes in the academic environment. The relevance of their work extends well beyond the borders of the little Scandinavian country, exposing trends that were often assumed but never before quantified across the western world.

As elsewhere, Danish universities and research institutes are increasingly financed on a project basis, with less money available for free allocation. And specifically, since 1999 they have had to sign development contracts with the research ministry, describing planned activities and quantifying output. The primary measure for output is the number of publications. This has increased the pressure to publish for researchers and forced many to find ways of improving their performance.

"The recycling of research results is not the most disturbing consequence of the increased pressure to perform," said Bo Jacobsen, head of the Centre for Research in Existence and Society at Copenhagen University's department of sociology and leader of the team that carried out the study.

Jacobsen said that some interviewees complain that financing mechanisms encourage them to split cohesive research into small clusters in order to be able to publish them in different journals.

“Others, working on issues not guaranteed to cast off quantifiable results within a short period, admit that they can continue work on their main research only if they carry out some 'safe' research in parallel," said Jacobsen. He notes that often this was research they would not otherwise have bothered with. And finally, there were those who said that they published results that perhaps previously they would have judged not yet ready for publication.

In the study, one interviewee says: "Pushing up the quantity will result in more repetitions; the jargon among researchers is 'to launch a macro'. Another strategy is to publish things one normally wouldn't have written, in other words: to reduce one's own quality standards."

Another interviewee describes the motivations to split research into smaller parts: "When you feel you can do three articles instead of one about the same topic...  well, then you obviously do that. (It scores better) and the extra work involved in writing the third, after you have written two, is very little. It is obvious that the temptation is strong. Of course, you consider whether it wouldn't be wiser to use the same time and write one really excellent article that covers everything and could have a larger impact. After all, it is easier to read one article than to read three. But when you have a system that better rewards writing three articles than writing one, you'd be silly to write just the one... if you can see the institute's level of funding fluctuate from year to year depending on the number of articles published."

The study captures the mood of a research community increasingly funded and directed by a political environment with little affinity with their activities. Some 60 per cent of the respondents said they felt government policy clearly illustrated insufficient understanding of the researching process. The researchers blame political focus on short-term social and economic needs and a swiftly changing line of ministers.

"Sometimes it seems as if each consecutive minister of research wants to be associated with the introduction of some spectacular policy," Jacobsen said. "The result appears to be that the research community has turned its back on its politicians and that we are in a situation where researchers are either sceptical or ignorant towards any policies introduced."

Jacobsen and his team document the consequences of the erosion of productive and sustained research environments by providing a statistical base for the assumption that a good and inspiring research environment produces good output and vice versa. In the process, they make short work of the myth that researchers are less demanding than staff in other organisations.

The study recommends directing funding towards the development of strong research environments rather than individual projects and to develop evaluation mechanisms designed to fit the true nature of research rather than the auditor's spreadsheet.

  (x) 

Aarhus Stifttidende, 10/01/2001

Forskere pressens til genbrug

Kristian Lindberg

Undersøgelse: For at undgå beskyldninger om manglende produktivitet genudgiver danske forskere gammel forskning som ny for at holde publiceringstempoet

Det er vist ingen hemmelighed, at præster af og til støver en gammel prædiken af i stedet for at skrive en ny til søndagens messe.

Nu viser en undersøgelse, at danske universitetsforskere gør det samme, skriver Berlingske Tidende i dag. Overfor en forskergruppe på Sociologisk Institut på Københavns Universitet indrømmer omkring en femtedel af forskerne fra fem unavngivne universiteter og læreanstalter, at de har puttet gammel forskning i en ny indpakning, når de skal have publiceret i videnskabelige tidsskrifter.

På det samfundsvidenskabelige området er det helt op til en fjerdedel af forskerne, der genbruger gamle resultater.

- Det er en stærk uheldig tendens, da forskerne jo får deres løn for at producere ny viden og erkendelse til samfundet. Og videnssamfundet skal bygge på god original forskning, ikke mængder af triviel forskning, siger dr. phil. Bo Jacobsen fro Sociologisk Institut, der har ledet undersøgelsen.

Han forklarer genbruget som en uheldig bivirkning af et stigende pres fra samfundet og universitetsledelserne til forskerne om at producere i større og større mængder. En udvikling som i 90erne mundede ud i de såkaldte udviklingskontrakter som universiteterne indgik med Forskningsministeriet, omtrent samtidig med at Birte Weiss (S) trådte til som forskningsminister.

Weiss afviser
Forskningsminisiter Birte Weiss afviser i en kommentar til undersøgelsen i Ugebrevet Mandag Morgen, at udviklingskontrakterne skulle bære præg af publiceringspres. Til det siger dr. phil. Bo Jacobsen, at presset på forskerne bestemt ikke er aftaget på nogen mærkbar måde.

- Tværtimod tælles der artikler som aldrig før af universiteternes forskningsvogtningssystem, der holder øje med om forskerne producerer nok.

Der bør i stedet indføres nogle mere kvalitetsorienterede vurderingsprincipper. At en forsker kun offentliggør én større publikation hver tredje år er ikke nødvendigvis for lidt, så længe der bare er tale om afgørende ny viden, der kan bruges af samfundet, siger Bo Jacobsen.

Formanden for Magisterforeningen, Ingrid Stage, er ikke overrasket over at en femtedel af hendes medlemmer genudgiver gammel forskning som nyt.

- Når forskere risikerer at blive fyret, hvis de ikke offentliggør et tilstrækkeligt stort antal artikler, er det jo ikke så mærkeligt, at der opstår sådan et fænomen, uanset hvor fornuftigt de enkelte udviklingskontrakter i øvrigt er formuleret, siger Ingrid Stage.

Undersøgelsen er foretaget på fem unavngivne universiteter og læreanstalter og handler om danske forskeres generelle arbejdsvilkår. Den vil blive offentliggjort i bogform sidste i denne måned på Hans Reitzels Forlag.

  (xi)

(xii)

Universitetsavisen, nr. 2/2001

Weiss mistolker vores undersøgelse

Tendensen til at publicere genbrugsforskning risikerer at underminere forskernes troværdighed. Tiden er inde til at redefinere forskerrollen og danne et egentlig forskerlaug, mener forskningsleder Bo Jacobsen

Af Richard Bisgaard

Der er opstået en fundamental kløft mellem forskernes behov og de forskningspolitiske tiltag der møder dem i dagligdagen. Forskningen og forskningspolitikken lever i to adskilte verdener med forskellige rationaler. Den forskningspolitik der kommer fra oven svarer ikke til forskningens væsen. Og det skaber nogle alvorlige problemer i mange af landets forskningsmiljøer.

Sådan opsummerer centerleder dr.phil. Bo Jacobsen hovedbudskabet i en ny rapport om  ”Danske forskningsmiljøer – en undersøgelse af universitetsforskningens aktuelle situation” som han har lavet sammen med to kolleger fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet, Mikkel Bo Madsen og Claude Vincent.

Rapporten udkommer fredag i denne uge og har allerede vakt stor opsigt i pressen med dens detaljerede påvisning af hvor negativt danske forskere opfatter deres arbejdsbetingelser og den førte forskningspolitik.

Ikke alene dokumenterer den at den aktuelle forskningspolitik opfattes som direkte undergravende for selve forskningskvaliteten – og at mange forskere oplever at de arbejder under meget stressende vilkår. Den viser også at det sociale forskningsmiljø har en meget stor, og hidtil overset betydning, ikke blot for den enkelte forskers velbefindende, men også for forskningens omfang og kvalitet.

Forældede resultater…
Skal man tro forskningsminister Birte Weiss, er der imidlertid ingen grund til at hæfte sig alt for meget ved resultaterne. Som hun gør opmærksom på i en separat kommentar i Ugebrevet Mandag Morgen, bygger undersøgelsen nemlig på interviews med 250 forskere ved fem universiteter foretaget i perioden mellem november 1999 og februar 2000, altså kort efter Birte Weiss tiltræden.

- Den kritik forskerne rejser af den (indtil da) førte forskningspolitik rammer præcis de punkter hvor der efterfølgende er indgået politiske og faglige forlig om en nyorientering, skriver hun og konstaterer på den baggrund at undersøgelsens resultater stort set er forældede.

Dermed ikke sagt at hun finder dem uinteressante.
- Eksempelvis har hver anden af de adspurgte forskere en negativ holdning til udviklingskontrakter. Men man kan også se at det samme antal ikke har sat sig ind i indholdet – ikke engang det der angår deres eget arbejdsområde! Den attitude passer dårligt til forskningens væsen, formaner hun.

Så skulle den bombe være demonteret. Og Bo Jacobsen placeret hvor han hører hjemme. Ikke på avisernes forsider med negative historier om dansk forskningspolitik, men foran computeren på sit kontor oppe under kvisten på Sociologisk Instituts bygning i Linnégade 22.

…eller røde advarselssignaler
Det er da også her Universitetsavisen finder ham, siddende i en gammel lænestol med udsigt ud over Københavns tage travlt optaget af at snakke i telefon med en journalist fra det førende engelske uddannelsesmagasin, Times Higher Educational Supplement. Dagen forinden var han i svensk radio for at fortælle om undersøgelsen, og i de kommende dage venter blandt andet Ugeskrift for Læger og Dagens Medicin.

- Medieinteressen er helt fantastisk. Det er næsten som om pressen er gået i selvsving over undersøgelsen, siger han med et smil efter at have lagt telefonen.

Fortæller du dem også hvad forskningsministeren mener?
- Ja, det gør jeg da. Og selvfølgelig har hun ret i at der siden hendes tiltræden er vedtaget en lang række udmærkede initiativer. Men derfra og så til at se undersøgelsens resultater som en legitimation for den nu førte forskningspolitik er der immervæk et skridt. Initiativerne løser ikke et afgørende problem som undersøgelsen peger på, nemlig forskningspolitikkens ensidige fokusering på kvantitet og publiceringstælleri, siger Bo Jacobsen og fortsætter:
- At få intellektuel kvalitet sat tilbage i højsædet er en meget vanskelig sag hvis først fokus én gang er drejet. Det går ikke af sig selv, men  kræver nogle meget følsomme ledelsesjusteringer internt i miljøerne og at udviklingen af levende og frugtbare forskningsmiljøer bliver prioriteret i den overordnede forskningspolitik.

Udviklingskontrakter øger publiceringspres

Men er det ikke netop dét udviklingskontrakterne skal bidrage til?
- I nogen tilfælde institutionaliserer de faktisk det publiceringspres som hviler som et åg over mange forskere. Det resulterer måske nok i flere publikationer, men hvis det blot er genbrug af forskningsresultater, kan det jo sådan set være det samme. Det bliver samfundet jo ikke klogere af, siger Bo Jacobsen.

Men det er vel kun godt at man forsøger at formidle det samme stof flere steder. Forskere skal jo ikke blot skabe ny viden, men har også en forpligtelse til at dele sin viden med en bredere kreds i samfundet, som Birte Weiss anfører?
- Ja, selvfølgelig, men det er jo ikke dét der er problemet.  Tværtimod viser undersøgelsen at hver anden samfundsforsker på grund af kravet om international formidling producerer mere på engelsk end de ellers ville have gjort – og at hver fjerde er begyndt at formidle mindre på dansk af samme årsag. Og det er ikke godt, for hermed risikerer man netop at svigte sin nationale formidlingsopgave.

- Hertil kommer at det ydre pres får en del forskere til at lave rene gentagelser. Hver femte forsker indrømmer således at de blot publicerer mere om det samme indhold uden at der er tale om ny erkendelse. I det hele taget tyder alt i undersøgelsen på at den stærke fokusering på kvantitative outputmål blot resulterer i at forskerne bruger en masse energi på at finde smutveje til at opfylde krav der er helt udvendige i forhold til dét forskerne opfatter som det centrale ved at forske, nemlig at tilvejebringe god, ny erkendelse, siger Bo Jacobsen.

Men forskerne har jo selv været med til at formulere udviklingskontrakterne. Tror du ikke deres syn har ændret sig siden I spurgte dem?
- Nej, det vil jeg godt vædde en flaske rødvin på. Kontrakterne er jo ikke udtryk for at der er lavet en proces fra neden og opefter – heller ikke på Københavns Universitet. Hvis man havde spurgt alle om hvordan vi bedst kommer videre og samlet alle svarene, så havde man kunnet tale om en udviklingsproces og en kontrakt. Men  realiteten er jo at hvis man ikke tilfældigvis har siddet i ledelsesorganerne, så har man ikke været inddraget overhovedet. Folk er ikke blevet taget med på råd, og derfor opfattes kontrakterne også af mange som udtryk for en udefra kommende styring, siger Bo Jacobsen.

Gode forskningsmiljøer
For Bo Jacobsen udgør udviklingskontrakterne derfor heller ikke nogen garanti mod risikoen for reproduktiv forskning.
- For en del år siden kunne kreativitet og originalitet i nogen grad forlanges af forskerne. Ellers blev de anbragt på et sidespor. I masseforskningens tidsalder holder denne tagen-for-givet ikke. I dag må man definere, opbygge og videreudvikle kreative forskningsmiljøer. Det tager erfaringsmæssigt mindst ti år at opbygge et godt og inspirerende forskningsmiljø. Og det kan ødelægges igen ved et politisk pennestrøg, understreger han.

- At opbygge gode forskningsmiljøer kræver, som al kulturopbygning, stor sensitivitet for miljøets normer og værdier. Og det kræver en vilje til i hverdagen at prioritere forskningens centrale værdier: Man er sammen for i fællesskab at udfolde nysgerrighed og undren, for at skabe og udrette noget hidtil uset, og for at fastholde hinanden i forpligtelsen på væsentlighed, understreger han.

Hvordan det mere konkret skal forstås har Bo Jacobsen detaljeret redegjort for i bogen Hvad er god forskning som udgives samtidig med undersøgelsen om forskningens aktuelle situation. Den er en lang argumentation for at opprioritere forskningens kvalitet frem for dens kvantitet og bygger på det grundsyn at opdagelsesaktivitet og stimulerende forskningsmiljøer må være kernepunkter i forskningens tilrettelæggelse.

Skarpere forskerrolle
Samtidig må forskerrollen redefineres så det bliver skåret ud i pap hvad det vil sige at være forsker.
- En kendt tv-journalist spurgte for nylig en indkaldt gæst: Det er vel forskning, det her? Begge var øjensynligt usikre på hvor grænsen gik. Og følgelig på hvor alvorlig man skulle tage det fremlagte, fortæller Bo Jacobsen.

Sådanne situationer kunne undgås hvis forskere samlede sig i en forening med en klar professionsprofil og skarp afgrænsning over for ikke-forskere – akkurat ligesom læger, advokater, psykologer og andre erhvervsgrupper har deres foreninger og laug.

Ganske vist findes for nogle fag komiteer og regler vedrørende etik og videnskabelig uredelighed. Og de fleste steder straffes fusk og uredelighed. Men grænserne flyder, og tolerancen er alt for stor mange steder, mener Bo Jacobsen.

- I dag kan forskere lave et elendigt spørgeskema, et tvivlsomt eksperiment, en etisk anløben patientundersøgelse, en nepotistisk ansættelse og en illegitim idéhugst uden at det har alvorlige konsekvenser for dem. Både standen og samfundet ville vinde ved det hvis der blev indført konsekvensregler som lægernes, psykologernes og advokaternes, mener Bo Jacobsen.

Dog er der en overgrænse for hvor faste regler man kan lave for en forskerprofession, understreger han.

- Ellers bliver de en trussel mod den åbenhed, ufærdighed og eksperimenterende mentalitet der er så central en værdi for professionen. Reglerne må formuleres så de er i overensstemmelse med  forskningens åbne væsen.

Det viser undersøgelsen
Undersøgelsen af danske forskningsmiljøer bygger på interviews med 250 forskere på 12 store og små institutter på fem universiteter. Her er nogle af hovedresultaterne:

·        60 procent mener Forskningsministeriet kun i ringe grad eller slet ikke forstår forskningens væsen – og omkring halvdelen er enten meget kritiske eller har intet kendskab til flere af de seneste års forskningspolitiske initiativer.

·        Hver anden har et negativt syn på udviklingskontrakterne. De  opfattes fx som en trussel mod den fri forskning og forskningens kvalitet fordi de fokuserer på at opstille kvantitative mål for forskningsproduktionen.

·        Hver tredje føler sig tvunget til at producere mere end de ellers ville have gjort på grund af det stigende publiceringspres – og en femtedel indrømmer at de føler sig nødsaget til at genbruge gamle forskningsresultater for at holde publiceringstempoet oppe.

·        Hver anden af de erfarne forskere – professorer, lektorer og adjunkter – føler de har for lidt tid til at forske. Og det selv om gennemsnitsforskeren arbejder 48,5 timer om ugen.

·        Over 90 procent angiver at institutstemningen – god eller dårlig – påvirker deres humør; og knap 70 procent angiver at det også påvirker omfanget og kvaliteten af deres forskning.

·        Der er gode og dårlige forskningsmiljøer inden for alle fagområder. Undersøgelsen udpeger syv komponenter der skal være til stede i et godt forskningsmiljø: Høj produktivitet, høj kvalitet, høje forventninger, gensidig accept, høj forskelstolerance, god arbejdsstemning og et godt fællesskab.

(xiii)

Ugeskrift for Læger, 12/02/2001

Publiceringspres på sundhedsvidenskab

Af Journalist Dorte Jungersen
dj@dadl.dk

Danske sundhedsvidenskabelige forskere publicerer i forhold til forskere inden for andre fag mere på engelsk og spreder hyppigt deres forskning ud på flere artikler. Det sker ifølge en  ny undersøgelse for at leve op til det mere eller mindre udtalte krav om at være produktive.

Inden for sundhedsvidenskaberne angiver hver tredje, at de publicerer mindre på dansk på grund af de senere års krav til forskerne om at publicere deres forskning.
Det samme gør sig ”kun” gældende for hver femte inden for de øvrige fag, fremgår det af en ny og omfattende interviewundersøgelse med deltagelse af mere end 250 danske forskere – heraf en sjettedel inden for sundhedsvidenskaberne – fordelt på 12 institutter på to universiteter og tre højere læreanstalter.

Cirka halvdelen af de adspurgte indrømmer, at de er påvirket af de senere års krav til forskerne om at publicere noget mere – og gerne internationalt.

”En sundhedsforsker har som primær opgave at bringe den internationale sundhedsforskning videre, mens en sekundær opgave er at formidle sin videnskabelige viden til den danske befolkning. Imidlertid kan vi altså påvise, at der inden for sundhedsvidenskab publiceres mindre på dansk end det ville være tilfældet, hvis der ikke var et sådant publiceringspres”, siger Bo Jacobsen, leder af Center for Forskning i Eksistens og Samfund, Sociologisk Institut ved Københavns Universitet, der er medforfatter til rapporten Danske Forskningsmiljøer, der udkom forrige fredag.

Dertil kommer, at en femtedel af de sundhedsvidenskabelige forskere i undersøgelsen indrømmer, at de genbruger forskningsresultater betinget af presset om at publicere stadig flere artikler i internationalt anerkendte tidsskrifter.
I de tilfælde, hvor ny viden om et givet emne lader sig fordele på tre artikler, gør man gerne det, frem for at koncentrere fundene til en artikel.

En forsker udtrykker det således i rapporten: ”Når man presser kvantiteten, får man også flere gentagelser. Jargonen blandt forskerne er, at man fyrer en makro af. Andre strategier er, at man publicerer ting, som man ellers ikke ville have produceret, altså at man sætter sine egne kvalitetskrav ned”.
Tiden bruges med en anden interviewpersons ord på ”triviel normalvidenskab, der skal tjene som dokumentation for, at det pågældende institut har udrettet noget”.
En anden forsker påpeger den mulige konsekvens, at man afstår fra at begive sig i kast med noget, der er for risikabelt.

Årsagen til publiceringspresset er især de af forskerne forkætrede udviklingskontrakter, som blev indført i januar 1999 og som bl.a. har til formå at sikre, at danske forskningsinstitutioner benchmarker sig i forhold til udenlandske ditto, og efter hvilke forskerne skal leve op til bestemte produktionsmål.

Overfladeforskning
”Det er jo ligefrem fra år til år, at man kan se instituttets bevilling fluktuere afhængig af antallet af artikler… Så er det jo oplagt, at man promoverer den der indstilling, at man hellere skriver tre, selv om man kunne putte det ind i én”, lyder et udsagn fra en af de interviewede forskere.

”Jeg var meget godt klar over, at forskerne er meget optaget af antallet af publikationer, men alligevel er det kommet bag på mig, at så mange siger, at de bevidst spreder deres forskning ud frem for at samle den. Især fordi det – ud fra såvel en rationel betragtning som forskernes egene tilkendegivelser – må være bedre at stå som forfatter til én vægtig artikel, hvori alt samles og som virkelig kommer til at gøre en forskel. Det er tankevækkende, at de så alligevel gør det modsatte”, mener Bo Jacobsen og fortsætter:
”Der er sundhedsvidenskabelige forskere, der i vores undersøgelse har tilkendegivet, at de er nødt til at skaffe sig et overfladisk projekt med henblik på at kunne publicere resultater hvert år til årbogen og på dekanens forlangende.

Vi er ved at risikere, at de styringsmekanismer, som er sat ind i god tro – at få produktionen i vejret – kommer til at fordreje det, der må være forskningens egentlige formål. Nemlig til hver en tid at producere ny indsigt og viden af højeste kvalitet. Det vil altid være det bedste, og kun det bedste, der bliver læst, flytter grænser og omsættes til nye opfindelser og behandlinger”, pointerer Bo Jacobsen.

Bløde værdier
Undersøgelsen dokumenterer endvidere, at det er forskere fra naturvidenskab, der er de flittigste ansøgere til midler fra forskningsråd og fonde, men at det er forskere fra samfundsvidenskab og humaniora, der i højere grad for pengene. At der er andet end kvalitet, der afgør, om man som forsker modtager penge er en udbredt opfattelse blandt de adspurgte.
Modestrømninger, kendskab til dem, der sidder i bedømmelsesudvalget samt dettes kendskab til éns forskningsområde spiller også ind, fremgår det af de interviewedes udsagn.

De adspurgte forskere er generelt set kritiske over for Forskningsministeriets initiativer, der ses som utidssvarende i forhold til kernen i det at forske. En del af forskerne påpeger, at der er en konflikt mellem forskningens behov for kontinuitet og lang tidshorisont og Forskningministeriets – efter nogles opfattelse – kortsigtede strategier. Som fx når emner, der matcher den politiske dagsorden i flere tilfælde er blevet oversat til forskningspuljer.

Et af de senere års mantraer har været at forskningen skal være samfundsrelevant, og forskningsbevillingerne er i overensstemmelse hermed til en vis grad blevet bevilget til politisk fastlagte forskningsemner. Frem for som basisbevillinger til institutionerne eller frie midler administreret af forskningsrådene.
På positivsiden kan fremhæves at de sundhedsvidenskabelige forskere  har mere tid til at forske end gennemsnittet – 58 procent af arbejdsugen kan de hellige sig forskningen.

Endelig og ikke mindst dokumenterer undersøgelsen endvidere, at talent er godt, men ikke tilstrækkeligt til at drive forskningen frem. At de psykosociale forskningsmiljø – graden af gensidig accept blandt kollegerne, tolerance over for forskellige i forskningsmiljøet etc., kort og godt: en god arbejdspladskultur – er særdeles afgørende for produktiviteten og kvaliteten af forskningen.
”Betydningen af at arbejde med de blødere dimensioner i et forskningsmiljø er slet ikke noget der kommunikeres ud. Der er naturtalenter, der gør det af egen drift – men det er ikke noget, der vægtes overhovedet”, fastslår Bo Jacobsen.

(xiv)

Aktuelt, 15. februar 2001

Teknokraterne slår til

Af Johannes Andersen

FORSKNING. Dansk forskning har fået nye kejsere, nemlig teknokraterne, der styrer forskerne i retning af det, der kan måles og vejes, viser to nye bøger. Men risikoen er, at man kvæler det kreative og intuitive i forskningen, så kun den let anvendelige forskning fremmes.

Teknokrater i forskningens verden er et spændende fænomen. Der bliver flere og flere af dem. Både i ministerier og på forskningsinstitutioner. Der må altså nogen, der mener, at de er med til at gøre forskningen bedre. Eller i det mindste mere samfundsrelevant. Deres arbejde går ud på at opstille mål for forskningen, at lave langsigtede planer, at omorganisere og med jævne mellemrumvurdere, om noget er lykkes.
Teknokraterne slår ned på tilfældige steder i forskningsverdenen, som de så evaluerer, og tilfører en ny strategi. De fleste, der ved, hvordan forskning foregår i praksis, er generelt af den opfattelse, at den slags initiativer ikke fører noget godt med sig. Og det bekræftes af to nye bøger, der beskæftiger sig med dansk forskning, nemlig "Hvad er god forskning?" af Bo Jacobsen, og "Danske forskningsmiljøer" af Bo Jacobsen, Mikkel Bo Madsen og Claude Vincent.

Forskere har generelt ikke megen respekt for teknokrater, der jo som alle andre grupper skal have magt, for at gøre deres indflydelse gældende. Magt har teknokraterne stille og roligt fået af politikerne, først og fremmest i form af kontrol over ressourcer. Forskerne skal med andre ord i stigende grad lægge billet ind hos teknokrater, for at få lov til at forske i et givet område. Og det er næppe til fordel for forskningen.

Samarbejde er vigtigt
Forskningens centrale kendetegn og kvaliteter er nøgternt og velstruktureret beskrevet i de to ovennævnte bøger. Gode forskningsmiljøer udvikles der, hvor forskerne er aktive og engageret i fagligt samarbejde. Hvor samarbejdet kniber, falder forskningens kvalitet - uanset hvilket område man taler om.

Forskning er med andre ord ifølge Jacobsen, Madsen og Vincent et socialt fænomen, der lever sit eget liv. Sådan et fænomen kan ikke styres med teknokratiske instrumenter. Mere præcist er et godt miljø ifølge de tre forfattere forbundet med:

                    * god stemning og gensidig accept

                    * forskelle mellem medarbejdere

                    * forskningsmæssig produktivitet og       
                             kvalitet samt     

                    * høje forventninger til forskningens niveau.

Ikke mindst det med forskellene vurderes som meget centralt. Et institut er således ikke en enhed, men kan dække over mange enheder. Her er respekt for forskelligheden afgørende, når det drejer sig om at udvikle et godt forskningsmiljø.

Der forskes for meget
Der er ikke tvivl om, at danske forskere arbejder alt for meget. Når det sker, skyldes det ikke primært teknokraternes indsats, men en stærk og meget vigtig oplevelse af udstrakt forskningsfrihed. Ubundne ressourcer til grundforskning giver således almindeligvis forskerne mulighed for at forfølge egne projekter og tankegange. Det gør de gerne med det resultat, at de arbejder endnu mere, end de får løn for. Når det kan lade sig gøre at ophobe så meget gratis mer-arbejde, hænger det sammen med forskningens væsen.

Forskning er en kreativ proces. En opdagelsesproces spændt ud mellem kreativitet, intuitiv tænkning og analytisk stringens. Og hvor det centrale ifølge forfatterne er evnen til at opdage noget nyt. For den enkelte forskningsproces er alle elementer centrale. Uden kreativitet åbner man ikke ukendte og overraskende døre, og man er heller ikke i stand til at formidle forskningens resultater. Uden kreativitet når man ikke frem med et budskab. Så bliver man ganske simpelt ikke læst.

Uden intuitiv tænkning er der ikke meget, der rykker. Det er her, forskeren taber sig selv i nu'et. Det er her, man glemmer tid og sted. Hvad der nogen gange kan give eksempelvis familie og omgivelser visse problemer. Men man skal kunne give slip, eksempelvis ved computeren, på en løbetur eller når man pludselig vågner om natten, og har den helt rigtige formulering til det næste kapitel.

Og uden analytisk stringens kommer der ikke videnskab ud af anstrengelserne. Så ender hele øvelsen bare med en tekst eller en påstand, som ingen kan kontrollere eller gå videre med.

Den kreative ambition
Bo Jacobsen gør meget ud af, at intuitiv tænkning og analytisk stringens er modsatrettede processer, som en forsker skal forene. Noget kreativiteten efter min mening i høj grad kan bidrage med. Men det er gennem dette modsætningsfyldte arbejde, forskere lokkes til eller tvinger sig selv til at arbejde langt mere, end de får løn for. Hvis indsatsen så giver frugt, er det bare herligt. Både for samfundet, for forskningsmiljøet og for forskeren selv. Men resultaterne kan ikke planlægges, hvis man skal respektere forskningens væsen.

Den moderne teknokratiske forskningspolitik, hvor der lægges mere og mere vægt på målbare og kontrollerede processer, levner ikke meget plads til forskningens to modpoler. Teknokraterne har det med at vægte den analytiske stringens, koncentreret om især kvantitative objekter, hvor man kan planlægge, at der fremkommer et bestemt produkt på et givet tidspunkt. Hvilket så enten kan gavne givne virksomheder eller institutioner. Om ikke andet så i form af legitimerende udsagn til fordel for et givet produkt eller en given serviceydelse fra institutionens side.
Men det betyder, at man samtidig vælger det intuitive og kreative fra. Og det er en situation, der i høj grad præger dagens forskningsmiljø, med frustrerende oplevelser til følge.

Vi mangler opdagelser
Problemet viser sig ifølge Bo Jacobsen et centralt sted, nemlig i forskeruddannelsen. Det nuværende Ph.D.-system, der også har mange teknokratiske træk, tenderer mod at give de studerende flest indsigter i den analytiske side. Ikke mindst fordi den studerende skal fremlægge en rapport efter tre års studieforløb. Dermed nedtones forskningens opdagelsesside, hvad Bo Jacobsen helt korrekt finder er meget problematisk.

Jo mere magt forskningens teknokrater får i forhold til disse processer, jo større skade kan de udrette. Hvilket blot vil sende forskningen ud i en nedadgående spiral, hvor de intuitive og personlige elementer svækkes yderligere, til fordel for kvantiative forskningsopgaver. Resultatet vil være uopfindsomt og gabende trivielt. Men set i et snævert perspektiv kan det måske være ret produktivt, sådan som eksempelvis opfindelser af nye elementer til mobiltelefoner kan være medvirkende til at udbrede mobiltelefoner yderligere - til gavn for virksomheder og landets BNP. Men næppe til ret meget andet.

Teknokraternes store styringsambitioner og perspektiver for den analytiske forskningsvirksomhed, som man tilsyneladende ikke kan få nok af i undervisningsministeriet, er snævertsynethed, når det drejer sig om forskningens virkelige væsen: Samspillet mellem intuitiv tænkning og analytisk stringens. Et samspil Bo Jacobsen med stor styrke har peget på vigtigheden af.

Nu kan forskerne også godt selv komme lidt skidt afsted. Det er i hvert fald en af Bo Jacobsens andre centrale pointer, at forskerne i dag har det med at producere mere end godt er. Der er for meget kvantitet og for lidt kvalitet. Selv om det er forskerne, der er de egentlige syndere, så lad mig tilføje, at her har teknokraterne også her haft en finger med i spillet.

I deres iver efter at få styr på det hele, har de vægtet kvantitative opgørelser over forskning mere end kvalitative. Samtidig er der i samfundet generelt en stor efterspørgsel efter forskning - fra den simple rapport af en given institutions succes, over virksomheders ønske om udvikling af en ny chip, og til mediers efterspørgsel efter spændende nye vinkler om dette og hint.

Masser af tal
For at sige det kort, så har samfundet virkelig fået kvantitet. Hvilket imidlertid blot har øget efterspørgslen efter mere. Ikke for at få mere at læse, for der er masser af ting, der bliver læst af alt for få. Heller ikke for at kunne købe flere produkter, for der er masser af ting, og hvor efterspørgslen ikke er stor. Men man ved jo aldrig, om det er nu, den store succes indtræffer. Derfor vil man have mere.

Samtidig er forskning også med til at legitimere sine egne aktiviteter, for eksempel et stempel med en angivelse af en særlig kvalitet, og det er slet ikke så ringe endda. Igen er faren, at det kan gå ud over balancen mellem intuitiv tænkning og analytisk stringens. Hvilket blot vil øge efterspørgslen yderligere. Både efter endnu mere forskning, for det er jo kvalitet man vil have, og efter flere mekanismer til at styre forskningen. Jooo, teknokraterne sidder godt på flæsket i dansk forskning.

Hvad er så god forskning, kan man passende spørge her til sidst. Bo Jacobsens eget bud i de to velskrevne og velstrukturerede bøger er, at god forskning er den forskning, som får indflydelse på den fortsatte forskning. Hvilket slet ikke er nogen dårlig definition. Han har endvidere den pointe, at hvis man ikke ønsker flere kvantitative opgørelser over forskningens kvalitet, så må man åbne mere subjektive vurderinger af kvalitet.

Lad mig tilføje, at hvis det er teknokraternes subjektive vurderinger, der åbnes for, er jeg nu godt nok tilfreds med, at de kan nøjes med de kvantitative. Denne fremgangsmåde har ødelagt rigeligt allerede.

Johannes Andersen er lektor og samfundsforsker ved Aalborg Universitet.

(xv)

Aktuelt, 17. februar 2001

Ledelse understøtter god forskning

Af Søren Barlebo Wenneberg,
forsker, institut for Ledelse, Politik og Filosofi
Handelshøjskolen i København

Tak til Johannes Andersen for en god anmeldelse af to nye bøger om forskning og forskningsmiljøer (blandt andet af Bo Jacobsen) i torsdagens Aktuelt. Han bringer nogle væsentlige problemer inden for dansk universitetsforskning frem i lyset: for megen bureaukratisering og for stor læggen vægt på kvantitet i forskningsoutputtet i stedet for kvalitet. Problemer, der ikke er svære at finde eksempler på i dag.

Det er vigtigt at påpege, at for meget styring, vejning og måling kan indvirke negativt på den kreativitet og intuition, der er så vigtigt for at kunne frembringe originale forskningsresultater. Men det er også vigtigt at pointere, at helt uden administration, opfølgning og evaluering går det også helt galt. Med det resultat, at forskerne ikke indgår i et fælles miljø, og at enkelte forskere ikke har motivationen til at publicere deres indsigter. Sådanne problemer er det heller ikke vanskeligt at finde eksempler på inden for den danske universitetsverden.

Det er således ikke et spørgsmål om, at enten har man total teknokrati, eller også har man slet ingen bureaukratiske procedurer. I stedet er det interessante at finde ud af, hvor den rette balance mellem styring og frihed går. Hvilke spørgsmål skal forskerne beslutte omkring, og hvilke kan man overlade til politikere, ledere og administratorer? For mig at se er det en fordel at overlade konferenceafholdelse, regnskabsaflæggelse, skabelse fa den rette infrastruktur mellem forskningsinstitutioner og så videre til andre end forskerne. Ligesom spørgsmål om valg af specifikke forskningsemner og metoder bedst håndteres af forskerne.

En forskningsledelse, der igangsætter en sådan og andre debatter (for eksempel om hvad god forskning er) er afgørende for at få de gode kreative og intuitive miljøer frem, som Johannes Andersen efterspørger. Dette fremgår da også tydeligt af Bo Jacobsens gode bog ”Hvad er god forskning”, der klart redegør for, hvilken afgørende rolle forskningsledelsen har i de gode forskningsmiljøer. Et kapitel som Johannes Andersen ikke rigtig refererer i sin anmeldelse. Måske fordi han kobler ledelse og bureaukrati sammen som to sider af samme sag. Eller måske ligger han også under for den forestilling, at ledelse nødvendigvis er en form for militær-ordre-magt-kommando-styring. En ledelsesform, der i mange år har været forholdsvis ringeagtet i ledelsesforskningen såvel som i erhvervslivet. Her taler man i stedet om værdiledelse, vidensledelse, human ressource manangement, og så videre. Ledelsesformer der tager udgangspunkt i, at man skal lede personer, der leder sig selv – i betydningen at de selv træffer en række beslutninger om deres eget arbejde. Det vil sige, at nogle af de væsentligste opgaver som leder er at understøtte – også gennem bureaukratiske tiltag – den enkelte medarbejder og at samle de mange forskellige medarbejderes bestræbelser i en samlet strategi.

Der skal være frihed og autonomi i forskningen, men der skal også være styring og kontrol. At plædere for andet er at opretholde et idealbillede af forskningen, som er mere af ideologisk oprindelse, end det er retvisende i forhold til dagens forskningsverden.

(xvi)

Weekendavisen, 23. februar 2001

Den gode arbejdsplads

Af Lone Frank

Nid og nag. Forskningen er ikke altid en legeplads, hvor åndfulde, nysgerrige forskere muntert forenes i opgaven med at afdække ny viden.

FORSKNINGSMILJØ er et populært ord. Det bruges rundhåndet og slynges gerne ind i debatten, hvor det ligesom giver vægt og signalerer indsigtsfuldhed. Men hvad der ligger i det ret uhåndgribelige begreb og hvad det betyder i virkelighedens verden, bliver aldrig rigtig defineret. Det er der nu rådet bod på. Med den første danske undersøgelse af forskningsmiljø sætter centerleder, Bo Jacobsen og hans medforfattere Mikkel Bo Madsen og Claude Vincent fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet ord på luftighederne. De tre har kastet et psykologisk og sociologisk blik på en række danske universitetsinstitutter og godtgjort, at kvaliteten af forskningsmiljøet har direkte indflydelse på produktionen. Forskeren i det gode miljø producerer både mere og bedre forskning.

"Diskussionen omkring forskningsmiljø er vigtig at få op, fordi forskningen for alvor er kommet på den politiske dagsorden", siger Bo Jacobsen, som tager imod med te på kanden i sit eget udmærkede kontormiljø med udsigt over det indre København. "Almindelige mennesker uden for universiteterne er begyndt at forholde sig til forskning og forskningspolitik. De spørger om vi nu også får nok ud af pengene og om forskningen kunne blive mere samfundsnyttig. Samtidig kaster de store organisationer som bl.a. Dansk Industri sig ind i feltet med udmeldinger om, at der må en anden ledelsesform til på universiteterne. Forskningen er blevet et generelt interesseområde.

Nu er det så tid til at forskningsmiljøet bliver en parameter, som tages med i overvejelserne, forsætter Jacobsen og henviser til videnssamfundet. Det er ganske simpelt rationelt for landets velfærd, som i stigende grad er afhængig af en forskning, som kan levere ny viden og indsigt i en stadig strøm. Udbyttet af de penge Danmark investerer i forskningssystemet hænger sammen med, hvor gode forskningsmiljøerne er, og som det ser ud i øjeblikket får vi for lidt ud af investeringerne, fordi miljøerne ikke er gode nok.

Hvad er så et godt forskningsmiljø? Det har de tre sociologer og psykologer bedt forskerne selv fortælle om og fået det kogt ned til syv ingredienser, som går igen over hele linjen uafhængigt af fag og institution. "Vi har at gøre med både produktstørrelser og mere bløde socialpsykologiske fænomener", som Jacobsen siger. I produktenden tæller det, at et institut har en høj produktivitet og en høj kvalitet, når der sammenlignes med tilsvarende grupper i det store udland. Det opfattes også som positivt, at der ligger en forventning om, at alle medarbejdere leverer toppræstationer. I den blødere afdeling er det vigtigt, at der er en god indbyrdes accept mellem medarbejderne, og at der eksisterer en høj grad af tolerance over for individuelle forskelle, så den enkelte ikke oplever forskellene som en trussel, men derimod som en stimulans. Endelig skal der være en god arbejdsstemning, og folk skal føle sig som en del af et arbejdsfællesskab.
"Det spændende er, at de her syv størrelser meget nøje følges ad. Det gode miljø scorer ikke bare højt på tre eller fem af dem, men på dem alle. Og tilsvarende er samtlige elementer fraværende i de miljøer forskerne oplever som dårlige", siger Jacobsen.

Jalousi
Dårligt arbejdsmiljø er ingenlunde et ukendt fænomen i den akademiske verden, indrømmer Bo Jacobsen og lader et lille smil spille i mundvigen. Uden for universiteter og højere læreanstalter møder man ofte et vel rosenrødt billede af forskningen som en legeplads, hvor åndfuldhed og sund nysgerrighed er i højsædet, og hvor de indviede trækker på samme hammel og muntert forenes i opgaven med at afdække ny viden. Den holder ikke altid vand. De fleste, der har befundet sig i de hellige haller, kan rapportere, at nid og nag ikke er sjældne gæster, at at had og bitterhed mellem enkeltpersoner og afdelinger mange steder hører til dagens orden. I den skånselsløse konkurrence om ressourcer og stillinger løber man også jævnligt ind i åbenlys jalousi mod dem, der klarer sig godt.
"Man har at gøre med en hårfin balance mellem konkurrence og samarbejde, og de godt fungerende miljøer har fundet et heldigt blandingsforhold. Det kan tippe både til den ene og den anden side, og tipper det for meget til konkurrencesiden, oplever man at folk ikke kan tale sammen. Der opstår en masse destruktiv energi, der kunne være brugt på kreativ forskning".

Ude i den anden ende af skalaen er der steder, hvor konkurrenceelementet er for lidt fremtrædende. Her bliver resultatet et hyggeorienteret rygklappermiljø, hvor konformismen stikker sit triste hoved frem. Til gengæld handler den sunde konkurrence, som løfter miljøet og dermed kvaliteten om, at alle synes, at det er sjovt at forsøge at udrette noget rigtig godt. Enhver har, som Bo Jacobsen udtrykker det, sin egen boldgade og man giver hinanden plads til at svinge boldtræet, mens man samtidig kan tvinge hinanden fremad og opad gennem kritik.
"I de gode miljøer, hvor forskere tager hinanden alvorligt og kender til hinanden arbejder, projekter og ideer, er kritik en basis for at projektet så at sige kan blive renset".

I det dårlige miljø virker konkurrence og kritik til gengæld negativt, og problemet er typisk acceptkomponenten. Samtidig med kappestriden og trangen til at præstere sit ypperste, skal der være en grundlæggende accept af, at alle hver for sig her deres berettigelse. Accepten, som ifølge Jacobsen spiller en uhyre vigtig rolle, handler ikke om venskabslignende eller familielignende forhold på arbejdspladsen, men er en grundlæggende anerkendelse af den anden som ligeværdig kollega eller som værdifuld medarbejder.
"Vi har observeret en meget interessant mekanisme, som fortæller, hvorvidt accepten er til stede eller ej. Det er sådan, at det, der først og fremmest driver en universitetsforsker, ikke er at få mere i lønningsposen men derimod at blive fagligt anerkendt, det er anerkendelsen det hele handler om. Og i en forudgående undersøgelse har vi studeret, hvad der sker når en forsker rent faktisk præsterer noget, som man må bøje sig for. Det kan være en artikel, der kommer i et fremragende tidsskrift, en bog der bliver berømmet eller en stor omtale i avisen. På nogle institutter er reaktionen fra kollegerne en komplet ignorering, mens normen andre steder er, at man giver udtryk for anerkendelse, når man mødes ved kopimaskinen eller i kaffestuen. De to reaktionsmønstre fordeler sig fuldstændig systematisk. Det første ser man på institutter med dårligt miljø, mens det andet følger et godt miljø".

Ledelse

Nu sidder vi altså med sociologisk dokumentation for, at det gode forskningsmiljø får gang i produktionen, og vi ved hvilke elementer der skal til. Det næste spørgsmål bliver uundgåeligt, hvem der han ansvar for at skabe og vedligeholde disse miljøer, og den griber Bo Jacobsen lynhurtigt og helt fremme på stolekanten.
"Jeg kan ikke få øje på andre ansvarlige end institutlederne. Og jeg mener, at man bliver nødt til at nytænke deres rolle. I dag er der typisk tale om en rotationsopgaver, hvor man vælges af sine kolleger og sidder i tre år før man skal tilbage til sin egen forskning. Mange steder har det karakter af en pligt mere end et kald, og det er simpelthen ikke holdbart længere. De institutledere, vi skal frem til, er nogle mennesker, som er motiverede for at få kvalitetsforskning op at stå på hele instituttet og ikke bare i deres egen lille gruppe".

Når man efterlyser konkrete anvisninger, peger Bo Jacobsen først og fremmest på et behov for at lederne sidder længere. For at kunne koncentrere sig om opgaven skal de have fem eller ti år og til gengæld kompenseres med en solid periode bagefter, hvor de ikke skal lave andet end at indhente den forskning de eventuelt har forsømt. Der skal også lægges langt flere kræfter i det at være institutleder. Kræfter, som vel at mærke ikke skal gå til administration, men sættes ind på egentlig ledelse af den forskning, der foregår. Al tale om en udpeget professionel ledelse får imidlertid Jacobsen - og mange andre forskere kunne man tilføje - til at slå tre kors for sig. Institutlederen skal stadig vælges og være den første blandt ligemænd, fordi det at lede andres forskning ubetinget kræver, at man er fagligt respekteret.
"Ellers kan du ikke få dem til at åbne sig, komme i dialog og stimulere deres arbejde. Man skal være klar over, at universitetsforskning er en meget speciel verden, som kræver en forudgående indsigt i både bevillingssystemer og i forskningsprocessens krav og vilkår. Det er lidt ligesom at have med en samling kunstnere at gøre".

I dag er det ikke nødvendigvis de hamrende dygtige forskere med overblik over, hvor det sner og hvor den videnskabelige udvikling peger hen, som har travlt med at søge job som institutledere. Så langtfra, vil nogle sige. Men hvis topforskere skal lokkes, mener Bo Jacobsen at motivationen må være dels en ordentlig klat i lønningsposen, dels at der bliver prestige i at skabe gode forskningsmiljøer. Hvordan man opfinder en sådan prestige har Jacobsen ingen ufejlbarlig opskrift på, men han peger på, at en vej frem kunne være at tilbyde mærkbare bevillinger til de institutter, der kan indlevere en god miljøudviklingsplan. Konkrete udspil mener han imidlertid bør komme fra rektorer, dekaner eller ministerier.

De unge

Forskningsmiljø handler ikke kun om produktionen lige nu og her, men rækker langt ind i fremtiden med sin prægning af de opvoksende generationer af forskere. "Det er klart, at de studerende har glæde af et godt forskningsmiljø med levende forskere, der entusiastisk formidler deres viden - det er ganske simpelt kernen i forskningsbaseret undervisning. Og det er interessant at se på gruppen af ph.d. studerende, som ikke var der tidligere. Hos dem finder vi en stor lyst til at lære, men også megen tidskrævende famlen.

Bo Jacobsen kommer derved behændigt ind på en pointe, som kan ligne en kæphest, og som drejer sig om fænomenet mesterlære. Han beklager det han ser som et negativt fænomen i dagens Danmark, nemlig den nye tyrkertro på forskerskolerne. Der har bredt sig en idé om at ph.d. uddannelser skal struktureres som skolegang i stedet for mesterlære, men Jacobsen så gerne at de unge studerende kom med i et team, som det hedder på nudansk. En personlig samarbejdsrelation, hvor de i højere grad kunne få lov at lære, dels ved at iagttage garvede forskere, dels ved at have hænderne i skidtet sammen med dem.
"I vores undersøgelse spurgte vi en række forskere, hvor de har lært det de betragter som det vigtigste i forhold til livet som forskere, og det var bestemt ikke på ph.d kurser, som faktisk får bundkarakter. Det, som man virkelig værdsætter, har man enten fundet frem til på egen hånd eller i samarbejde med erfarne kolleger. Forskere lærer ved at handle og ikke ved at gå i skole".
I den forbindelse viser interessante studier af Nobelprismodtagere, at de meget ofte er opdraget af andre Nobelprismodtagere, og at noget af det der især overføres gennem mentorskabet er ideen om, at man skal stå på tæer. Samværet med de store kapaciteter åbner for at man selv har mere i sig, end man tror, siger Jacobsen. "En forsker har beskrevet det som at være en middelmådig tennisspiller, der får lov at spille med en mester og pludselig ser sig selv sende de meste fantastiske bolde over nettet. Det er det, som et godt miljø kan hive ud af folk.

Diskussionen om konkurrence og om at yde sit ypperste bringer Bo Jacobsen videre til det grundlæggende spørgsmål om, hvordan vi overhovedet skal se på forskning og forskningens væsen. Han mener, at nutiden har brug for briller.
"Der er en klar tendens til at betragte forskning som projektmageri eller som et stykke arbejde, der bare skal gøres, men jeg plæderer for at man finder tilbage til selve opdagelsesprocessen som kernen i sin forskningsvirksomhed. Det er fuldstændig afgørende at have det store åbne blik for at opdage og se noget nyt. Hvis ikke det er til stede bliver resten ligegyldigt".

(xvii)

Information, 13. marts 2001

Forskningskvalitet truet på DTU

Af Malene Grøndahl

Ansatte på DTU frygter ledelsen. Det truer forskningskvaliteten, advarer ekspert.

De ansatte på DTU, Danmarks Tekniske Universitet, reagerer med frygt og krav om anonymitet efter direktør Anne Grete Holmsgaards udtalelser i gårsdagens avis om ansatte og studerendes påståede frygt for forandring efter indførelsen af den såkaldte 'selvejemodel' på DTU. »Undskyld, at jeg er besværlig, men jeg vil lige overveje nærmere, om jeg vil udtale mig«. »Vi bliver jo trynet, hvis vi kritiserer ledelsen, og måske får vi færre penge til instituttet.« »Management-lyrikken giver mig brækfornemmelser, men jeg tror ikke, jeg vil stå frem, for jeg sidder meget yderligt.«  

Sådan lyder et udvalg af de kommentarer, Information bliver mødt med under opringninger til en række ansatte på DTU for at få reaktioner på direktørens udtalelser i Information mandag. Her gav hun bl.a. udtryk for, at hun er træt af den frygt for forandring, der præger nogle studerende og ansatte, og hun argumenterede for, at ansvaret for DTU's udvikling placeres hos udpegede ledere og ikke hos demokratisk valgte.  

Anne Grete Holmsgaards mål er, at effektivisere ledelsen og skabe større vidensoverførsel fra universitet til samfund, herunder erhvervsliv. Men resultatet af den nye ledelsesstruktur kan meget nemt blive det modsatte - et mindre output til samfundet i form af opfindelser og banebrydende forskning. Et dårligt arbejdsmiljø med manglende tillid mellem institutledere og forskere fører nemlig til ringe forskning, påpeger centerleder ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet, Bo Jacobsen.

Han har netop udgivet bogen Danske Forskningsmiljøer. En undersøgelse af universitetsforskningens aktuelle situation, og konkluderer her: Dårligt arbejdsmiljø skaber dårlig forskning. »En ovenfra udpeget ledelse er en meget dårlig ide, fordi det kan betyde, at de ansatte ikke har tillid til deres institutleder. Og manglende tillid er et elendigt udgangspunkt for den vidensoverførsel, som DTU gerne vil satse på, fordi forskerne reagerer ved at lave et beskyttelseslag af øget lukkethed omkring sig,« siger Bo Jacobsen.  

Når institutlederne ikke kan vrages af instituttets ansatte ved jævnlige demokratiske valg, bliver det farligt at holde fast i sin overbevisning, hvis den er i modstrid med lederens, lyder vurderingen fra DTU-ansatte, som dog ikke vil udtale sig til citat. Deres frygt for den fri forsknings vilkår bekræftes af tillidskvinden for de over 200 magistre på DTU, Ingrid Stampe Villadsen:  
»Alle, jeg har talt med om det her, synes det er en udemokratisk løsning. Der er jo ingen garanti for, at alle de udpegede ledere har et demokratisk sindelag, og konsekvensen kan blive, at kun de forskningsprojekter, lederen synes om, bliver gennemført,« siger hun. Derfor kommer det ikke bag på hende, at de ansatte ikke tør udtale sig til citat. »25 procent af de videnskabelige medarbejdere er blevet fyret i løbet af de seneste tre år, og ingen har jo lyst til at blive den næste, der ryger ud. Derfor er det ikke rart at råbe højt om sine betænkeligheder,« siger hun.  
Eller som en af de ansatte udtrykker det: »Når Anne Grete Holmsgaard siger, at vi frygter for forandring, er det jo et argument, man kan bruge til at tryne alle i en tid, hvor omstillingsevne er et mantra. Risikoen er, at folks engagement forsvinder, fordi de ingen anerkendelse får.«

Gensidig stimulans
Bo Jacobsen understreger betydningen af gensidig anerkendelse og inspiration: »Alle velfungerende forskningsmiljøer er netop præget af en høj grad af gensidig stimulans mellem forskerne, og det kræver et trygt miljø, hvilket de DTU-ansattes frygt for at udtale sig ikke  ligefrem tyder på, at er til stede,« siger han.  

Nogle få tør dog, hvor andre tier. En af dem er lektor på Institut for Produktion og Ledelse, Ulrik Jørgensen. Han ser den eksterne bestyrelse som en naturlig følge af selvejermodellen, men er kritisk over for, at institutledere udpeges ovenfra. »Det er jo mit fag at beskæftige mig med ledelse, og hvis jeg skulle vurdere DTU's ledelsesstrategi, ville den score en lav karakter,« siger han og begrunder vurderingen med, at DTU's 'enevælde' ikke er oplyst og derfor fostrer mistillid til de udpegede institutledere: »Vi risikerer nogle fagligt forvredne lederudpegninger, for man kan ikke forvente, at rektoratet, der skal udpege lederne, favner bredt nok rent fagligt.«  

Selv om der kun er gået et halvt år siden udpegelsen af nye institutledere, og der derfor ikke kan drages nogen konklusion om den faglige effekt endnu, er effekten på arbejdsmiljøet til at få øje på. »Folk er bange for at udtale sig, og ikke uden grund. Flere har følt, at deres kritiske udtalelser blev brugt imod dem, f.eks. ved at der blev skåret i deres forskningsbevillinger,« fortæller Ulrik Jørgensen.

(xviii)

Politiken, 17. marts 2001

Følsom forskning

Af Ib Ravn

Fællesskab, gensidig anerkendelse og venlighed er de bløde forudsætninger for hårde forskningsresultater. Bo Jacobsen udforsker videnskabens intuitive grundlag.

Der har i de seneste år været lagt meget vægt på, at danske forskere skulle producere mere forskning, dvs. publicere mere i såkaldte internationalt anerkendte tidsskrifter. Det har bl.a. ført til, at man blandt forskere taler om at 'fyre en makro af', dvs. lave en standardartikel som kan varieres i detaljen og sendes af sted til forskellige tidsskrifter.

Men det væsentlige er ikke mængden af publikationer, konkluderer dr.phil. Bo Jacobsen på baggrund af en undersøgelse af 250 forskere. Der skal fokuseres på forskningens kvalitet, ikke dens kvantitet. Og det kræver, at man tør tale åbent om, hvad god forskning er.

Som psykolog og leder af Center for Forskning i Eksistens og Samfund på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet lægger han et psykologisk og socialt snit ned gennem dansk forskning. De interviewede forskere hører hjemme på netop 10 institutter på højere læreanstalter, og det giver ham anledning til at stille skarpt på forskningsmiljøet.

Med medforfatterne Mikkel Bo Madsen og Claude Vincent identificerer han i bogen 'Danske forskningsmiljøer' syv variable, der præger et godt forskningsmiljø: fællesskab, et positivt syn på forskelle forskerne imellem, gensidig accept, en positiv grundstemning, høj produktivitet, høj forskningskvalitet og høje forventninger til forskerne.

Som det ses blandes 'bløde' og 'hårde' faktorer. Er noget så flygtigt som instituttets grundstemning virkelig relevant for forskningen? Ja, 70 pct. af de interviewede forskere angiver i hvert fald at blive påvirket i deres forskningsaktivitet af grundstemningen på deres arbejdsplads. Dér hvor forskerne har det godt med kollegerne, er de tilsyneladende også mest produktive.

Hvis man vil sætte kræfter ind på at forbedre forskningsmiljøet, rummer Bo Jacobsens oversigtsbog 'Hvad er god forskning?' en mængde indfaldsvinkler, der ikke spiller så stor en rolle i dagens debat om international publicering, udviklingskontrakter og repræsentation fra erhvervslivet i de styrende organer.

Det væsentlige ved forskningen er dens karakter af opdagelsesproces, og ikke blot de resultater den kaster af sig - fakta eller ny teknologi. Gennem undersøgelse og tænkning frembringer forskere ny erkendelse.

Forskning har kvalitet, når den er metodisk solid, væsentlig og original, fastslår Bo Jacobsen, der desværre kun vier halvanden side til dette centrale spørgsmål. Hvordan man afgør, hvad der er væsentligt og originalt, uden f.eks. at ty til antallet af andres, forskeres citationer af en bestemt publikation, er jo netop humlen i debatten i dag.

Forskningens analytiske karakter har fået meget presse de sidste 100 år, og Bo Jacobsen supplerer tiltrængt med dens intuitive aspekter. F.eks. skriver lærebøgerne meget lidt om den trænede forskers fornemmelse for, hvad der er væsentligt. og hvad der er et godt problem eller en frugtbar hypotese.

Denne helt centrale intuitive viden udvikles bedst gennem et personligt forhold til en læremester, som forskerspiren følger og samarbejder med, helst i flere år. Mesterlære og praksislæring bør få mere plads i ph.d.-uddannelsen, anfører Bo Jacobsen, eventuelt ved at stipendiaterne forsker i en projektgruppe under en lærers vejledning.

Mesterlæren strider mod vores demokratiske impulser - vi kan selv! - men medfører ofte, at specialestuderende og stipendiater får lov til at sejle deres egen sø. Jacobsen henviser til en undersøgelse af 92 amerikanske nobelpristagere: hele 48 af dem har selv stået i lære hos andre nobelpristagere. God forskning er næppe et spørgsmål om distant og abstrakt katederforelæsning.

Hvis man vil fremme forskningens mere uformelle sider og dens sociale substrat, forskningsmiljøet, kræver det kvalificeret forskningsledelse. I dag tager institutledere sig primært af at styre økonomien, sørge for en fordragelig arbejdsfordeling internt og varetage instituttets interesser udadtil.

Men en institutleders fornemste opgave burde være at stimulere, udvikle og vedligeholde forskningsmiljøet. Det betyder, at medarbejderne skal bekræftes og deres indsats anerkendes, stedets grundstemning skal stimuleres, forskelle kollegerne imellem skal accepteres, og en fællesånd skal dyrkes, hvor man bruger hinanden og giver konstruktiv feedback.

Det skal med andre ord være en moderne procesorienteret ledelse, der udvikler forudsætningerne for den personligt engagerende og produktive opdagelsesproces, som forskningen ideelt set er.

- Det er forfriskende snak om en type professionel forskningsledelse, der ikke kun handler om modet til at save træets døde grene af, men også om evnen til at få nye skud på stammen til at spire.

Disse to velskrevne og overskuelige bøger sætter på et fint empirisk grundlag fokus på forskningens indre kvaliteter - som et velgørende supplement til den aktuelle debat om ekstern styring af forskningens mængde og retning.

(xix)

ForskerForum nr. 142, marts 2001

Frihedsfølelse
Hvis en forsker har en høj grad af frihedsfølelse på sit institut, befinder personen sig også godt, lyder en af konklusionerne på stor “miljøundersøgelse”

Af Jørgen Øllgaard

Forskere vægter friheden meget højt i bedømmelsen af, hvad der betyder noget i deres ansættelse. Forsknings- og arbejdsfriheden opfattes som afgørende og essentiel. I praksis viser det sig da også, at deres arbejdsglæde og velbefindende vokser med den grad af arbejdsfrihed, de oplever på deres institut.

Det viser den interviewundersøgelse blandt 250 forskere på 12 institutter, som forskningsleder Bo Jacobsen og ph.d.-stipendiat Mikkel Bo Madsen fra KU-sociologi har gennemført. Undersøgelsen fortæller, at forskere på to tredjedele af institutterne, hvor der er høj grad af frihed, også er “særdeles” glade eller “overvejende” glade for deres arbejde. “Hvis personen har en høj grad af frihedsfølelse på sit institut, så befinder personen sig også godt. Og der viser sig en lignende forbindelse mellem frihedsfølelse og høj arbejdsglæde. Frie rammer giver en høj tilfredshed. Uden at vi har bedt folk om at sige det, fremdrager over halvdelen af de interviewede det selv”, siger Mikkel Bo Madsen.

Der viser sig ingen sammenhæng mellem høj frihedsfølelse og høj produktivitet. Der er imidlertid en anden sammenhæng: “I vurderingen af egne præstationer, er der en tendens - som dog ikke er absolut signifikant - til en højere selvfølelse: Dem med høj frihedsfornemmelse vurderer, at de hører til den fjerdedel med de højeste kvalifikationer. Og omvendt: Dem med mindre frihedsfølelse vurderer, at de har lavere kvalifikationer ...”

Forskeres samfundsroller
I forsøget på at indkredse, hvad der er god forskning, konstaterer forskningsleder Bo Jacobsen, at forskere indtager tre samfundsroller, hvis betydning varierer: Forskeren kan ses som en embedsmand, hvor vægten lægges på loyalitet, flid, dygtighed, sagkundskab samt på at kunne levere det efterspurgte. I denne rolle føler personen en særlig forpligtelse til at stille sin viden til rådighed for samfundet (ministerieudvalg, som ekspert o.lign.)

Forskeren kan ses som en producent eller forretningsmand, hvor nytteaspektet er med i billedet. Her er der brug for egenskaber som aktivitet, produktivitet, forretningssans, teknisk snilde, pragmatisme og entrepenør-mentalitet. Det er en rolle som praktisk opfinder og erhvervsstøtte. Forskeren som intellektuel kan ses som den frie, kritiske tænker og instans, der frembringer det, ingen ellers har set, og som kan levere modspil til magthavere. Her er der brug for belæsthed, faglig ubestikkelighed, analyseevne samt socialt og kulturelt engagement. Rollen som intellektuel er nærmest mytologisk og indgår i en lang historisk tradition. Når nutidens forskere så spørges, hvilke aspekter, de mener, der indgår i den ideelle forskerrolle, ligger den ideelle selvforståelse i høj grad vægt på den intellektuelle dimension. Hele 94 pct. siger således ja til, at en forsker skal være “en fri, kritisk og kreativ tænker, der om muligt præger det offentlige liv”.

Hyggemiljøer
I miljøundersøgelsen blev forskerne spurgt, om forskertilværelsen først og fremmest opleves som noget ensomt eller som at være led i et fællesskab. Her viste der sig store forskelle. De steder, hvor forskerne oplevede fællesskab, blev samtidig betegnet som gode forskningsmiljøer.

Jacobsen taler om, at forskningsmiljøer lever i en balance mellem konkurrence og samarbejde:
“Der er ingen tvivl om, at konkurrence er bedst til at sikre bedst kvalitet til laveste omkostninger. Men hvis den overbetones kan der optræde kontraproduktive mekanismer, fx kan det underminere samarbejdsrelationer. Det modsatte kan imidlertid også ske: Hvis konkurrencen bliver for svag, kan der udvikle sig hygge-miljøer præget af rygklapning, gensidige roseklubber og intellektuel slaphed. I sådanne miljøer er der meget god forskning, der forbliver ikke-realiseret”, mener sociologen.

“Meget tyder på, at man i Danmark finder begge typer af ubalancer: både det destruktivt-fjendtlige miljø og det konformistiske, hyggelige miljø. Der ligger en væsentlig opgave for universiteter og forskningssteder i - sammen med dem, der udformer forskningspolitikken - at udvikle redskaber til at ramme det optimale balancepunkt mellem de to måder, forskere forbinder sig med hinanden på. Også hvert enkelt institut har til opgave at søge at ramme balancen ...”

Ifølge Bo Jacobsen er det gode, balancerede institutmiljø kendetegnet ved en forskningsvenlig grundstemning, en åbenhed over for paradigmeforskelle samt en ledelsesform, som er procesorienteret, dvs. ser det som sin hovedopgave at følge og stimulere medarbejdere og institut.  

(xx)

Kræmmerhuset, 3. april 2001

Metaforskning i arbejdsmiljø

To nye bøger fremlægger spændende resultater om forskningsmiljøets betydning for forskningen. Resultater som har medført en hidsig debat om dansk forskningspolitik

Af Søren Barlebo Wenneberg

Centerleder Bo Jacobsen på Københavns Universitets Sociologisk Institut har i mange år arbejdet med forskeren og forskergruppens psykologi og socialpsykologi. I 1990 udgav han bogen "Universitetsforsker i Danmark" (Nyt fra Samfundslitteratur), som for første gang rigtig lagde vægt på forskningsmiljøets betydning. Nu har han lige afsluttet en større undersøgelse og afrapporteret den med to bøger: "Danske Forskningsmiljøer" (Sammen med Mikkel Bo Madsen og Claude Vincent) og "Hvad er god forskning?" (begge bøger på Hans Reitzels forlag).

Undersøgelsen bygger på tre former for dataindsamling: systematiske strukturerede interviews med 250 forskere inden for mange forskellige områder og på forskellige universiteter, 25 mere kvalitative interviews med nogle af disse forskere, samt fem ekspertinterviews med særligt gode forskere - eksempelvis Nobelpristagere Jens Christian Schou.

Hvad er god forskning?
En af undersøgelsens kerneproblemstillinger er det ikke helt nemme spørgsmål om, hvad god forskning er. Undersøgelsen ser f.eks. på, hvad forskerne mener, at forskningens væsen eller kerne er. Og her er forskerne stort set enige. Det drejer sig om fri erkendelse. Spurgt om hvorvidt han havde forventet resultatet, svarer Bo Jacobsen:
- Jeg er faktisk overrasket over resultatet. Aviserne har jo igennem de sidste år været fulde af synspunkter om forskningsstyring og behovet for målrettethed. Men resultatet viser, at forskerne næsten entydigt opfatter deres virksomhed som fri erkendelsessøgen - dog sådan, at mange meget gerne ser, at deres resultater anvendes. De står blot fast på, at anvendelsen ikke kan forudsiges eller programmeres.

Enigheden om forskningens kerne bliver dog ikke fulgt op af en tilsvarende enighed om, hvad forskningens formål er. Her har Bo Jacobsen set på, om forskerne ser formålet som at bidrage til den teknologiske produktivitet, samfundets regulering, kritikken af det eksisterende samfund, højnelsen af kulturlivet eller til forøgelsen af sundheden. Om dette konkluderer Bo Jacobsen:
- Forskningen er mangesidig i sit formål, men det ændrer ikke ved erkendelsens væsen, eller ved betydningen af for eksempel opdagelseskultur og et godt miljø for kritisk diskussion.

Miljøets betydning
Det er ikke kun inden for psykologien generelt, at man ser på arv og miljø - og deres betydning. Også inden for forskningspsykologien spiller denne problematik en afgørende rolle. Er den gode forskning udelukkende bestemt af den enkelte forskers intelligens - eller er man også påvirket af det miljø, man indgår i? Her har Bo Jacobsens arbejde bestået i at fremhæve det sidste - selv om han ikke mener, at det hele er bestemt af miljøet:
- Talentet er meget afgørende - uden talent, ingen god forskning. Men vi har vist, at miljøet er afgørende for, hvor stor en del af talentet, der kommer til udfoldelse.

Bo Jacobsen oplever det gode forskningsmiljø som noget, der skal fremmes, og at bevidstheden om miljøets betydning for forskningen er noget, man er nødt til at kæmpe for at overbevise om:
- Det er nødvendigt at ændre den gængse opfattelse - blandt politikere og folk i almindelighed - af forskeren som en robust, selvafgrænset enhed, der ikke sådan lader sig påvirke af sine omgivelser. Vores undersøgelse har vist, at miljøet har markant betydning, og hvem kan så tage ansvar for miljøudviklingen på institutterne? Jeg kan ikke få øje på andre end institutlederen (bakket op af dekanat og rektorat). Men institutlederens rolle nytænkes, og han eller hum må skoles til at være sensitiv over for forskningsarbejdets meget afgørende psykologiske processer.

I forskningspolitisk kontekst
En vigtig del af videnskabsforskerens undersøgelse har beskæftiget sig med, hvorvidt den førte danske forskningspolitik understøtter de ovenstående indsigter i forskningens natur. Undersøgelsen viser med stor tydelighed, at forskerne oplever et misforhold - specielt publiceringspresset og de kvantitative målinger opfattes som problematiske. Spurgt om, hvor grelt det står til er Bo Jacobsens lakoniske svar "Slemt", og hans bedste bud på årsagen bag tendensen til at kvantificere er:
- Det skyldes måske at bureaukrater og administratorer tror, at forskning kan måles og vejes som mel og metal. De er ikke klar over, at forskning langt mere skal sammenlignes med kunst. Det giver jo heller ikke mening at vurdere en forfatter efter, hvor mange digte han har skrevet. Universitetsledelserne har et stor ansvar for at fortælle politikerne, at det ikke er meningsfuldt at måle forskning. Kvaliteten skal vurderes på anden måde.

Stor mediebevågenhed
Bo Jacobsens undersøgelse har medført mange avisartikler, siden bøgerne blev udgivet. IT- og Forskningsminister Birte Weiss har også reageret på undersøgelsen, og har blandt andet skrevet, at undersøgelsen er forældet. Trods det er Bo Jacobsen særdeles tilfreds med den store opmærksomhed.
- Det er spændende og tilfredsstillende når ens arbejde medfører reaktioner. Man sidder trods alt mange timer alene ved skrivebordet. At en minister reagerer er også rart, når det drejer sig om en undersøgelse med politiske perspektiver. Det er muligt, at resultaterne er forældede i forhold til nogle helt udmærkede initiativer, som ministeren har afsendt. Men ministeren undervurderer nok, hvor lang tid det tager, inden ministerielle initiativer trænger igennem og ændrer den universitære virkelighed, siger han.

(xxi)

Humaniora, nr. 4, 16. årg., december 2001

Den humanistiske forsker

Af Bente Kristiansen

De humanistiske forskere har mindre tid til forskning end andre forskere. Det viser en undersøgelse af de danske forskningsmiljøer, som psykolog, dr. phil. Bo Jacobsen har lavet. Men hvori ligger det særlige for humanisterne?

Ifølge din undersøgelse har humanisterne mindre tid til forskning end andre forskere?
     - Ja, det er helt klart. Det kan man se i min nyeste undersøgelse, siger Bo Jacobsen, - og det fremgår også af flere tidligere undersøgelser. Man kunne se skævheden allerede for 10 år siden, hvor jeg også lavede en undersøgelse. Men det har ikke altid været sådan. Min bedste formodning er, at i 70’erne var der et utroligt stort optag af studerende, især på humaniora. Det betød, at der blev væsentlig flere studerende pr. lærer. Det har ikke været lige let for alle fag at tilpasse sig til det. Det er særligt svært for humaniora, for i kernen af humaniora ligger dialogen, samtalen. Det er ikke let at gå over til forelæsninger i store auditorer, hvor der er 200 studerende. Mange af de væsentlige elementer i den humanistiske dannelse går tabt, når man ikke indgår i dialog med læreren, f.eks. om tolkninger af forskellige tekster. Det ved de humanistiske forskere, og derfor fastholder de undervisningssammenhænge, hvor der er forholdsvis få studerende – de indfører ikke den rationalisering af undervisningen, som lærer/studenter ratioen egentlig tilskriver, for så bliver undervisningen dårligere. Til gengæld undermineres forskningen. Der er simpelthen ikke tid nok til alle de studerende og til forskningen. Derved falder kvaliteten af den humanistiske forskning.
     - Desuden består humaniora af mange små fag, tilføjer Bo Jacobsen, - og dermed er der også mange sammenhænge, hvor der kun er få studerende, der skal arbejde med bestemte stofområder. Der er meget få rigtig store fag inden for humaniora.

Den gamle vise humanist
Mesterlæren ses ikke meget på de humanistiske fag. Inden for naturvidenskab er det almindeligt, at en professor har en underskov af ph.d'ere, som leverer datamateriale og analyser til professorens forskningsprojekt og arbejder sammen med ham eller hende om projektet. Den struktur ses ikke meget på humaniora
     - Det kan jo være en enormt opløftende ting for en forskerstuderende at være en del af en forskergruppe, hvor en dygtig og inspirerende forsker står i spidsen og viser vejen, mener Bo Jacobsen, - men mange humanistiske forskerstuderende sidder alene og bøvler med det og får kun indimellem lidt skulderklap fra deres vejleder. Det er en fattig situation i forhold til at være en del af et gruppefællesskab. Vi kan se, at det stort set ikke findes inden for humaniora, men mange længes efter en sådan læringsgruppe. Hvad vi ikke ved er, om det kunne være sådan.

     Hvadtror du?
- Jeg tror godt, det kunne lade sig gøre på en række områder. Men det ville ikke løse problemet med manglende tid til forskning. De humanistiske professorer og lektorer er utroligt klemt. De tager simpelthen længere tid at nå toppen som humanistisk forsker end som naturvidenskabelig forsker. Inden for naturvidenskab ligger gennembruddet som forsker langt tidligere i livet, end det gør for humanisterne. Mange humanistiske forskere har deres højdepunkt, når de er i 50’erne og 60’erne. Det fremgår af videnskabsbiografierne.

Hvorfor er humanisterne så langsomme?
     - Tjah… det skyldes måske, at inden for naturvidenskab arbejder forskerne operativt, de skal opdage eller flytte en ”dims” i et givet materiale. De skal have teknisk snilde. Men det er sjældent, at humanister arbejder med isolerede problemstillinger eller detaljer. En humanistisk forsker skal akkumulere viden, han skal være vis. Han skal ideelt set have hele kulturhistorien i baghjernen. Humanisterne arbejder med omfattende meningshelheder, og de udvikles hele livet. Når det går godt, bliver de mere og mere facetterede livet igennem. Deres tænkning og fremstilling bliver også præget af fremadskridende klarhed.
     - Derfor er det også ekstremt uheldigt, pointerer Bo Jacobsen, - at regeringens store satsning på De Større Tværgående Forskergrupper ikke tager hensyn til de særlige forhold for de humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer. Den humanistiske og samfundsvidenskabelige forskning udføres primært af enkeltforskere, der samtidig skal varetaget administrations- og undervisningsforpligtelser. De har brug for at søge midler, der kan frikøbe dem fra disse forpligtelser. I modsætning hertil står den natur- og sundhedsvidenskabelige forskningstradition, hvor den velmeriterede professor har en forskningsgruppe under sig til at udføre forskningen. Når man si i forbindelse med Større Tværgående Forskergrupper fra politisk hold ønsker at prioritere ”vækstlaget”, så betyder det, at de humanistiske miljøer ikke har mulighed for at sætte de stærkeste og mest erfarne forskere sammen, og det er et stort problem for humaniora. Opgaven med at sikre vækstlaget burde være en opgave, universiteterne tog sig af, således at forskningsrådene kunne koncentrere sig om at støtte forskning på højeste niveau, og ikke om selve forskerrekrutteringen. Ph.d.stipendier er vældigt gode til forskerrekruttering, men de flytter som regel ikke nogen erkendelsesgrænser.

Køn
Det fremgår af din undersøgelse, at kvindelige forskere er mere utilfredse en mandlige. Man hvad er de utilfredse med, og er det er problem?
     - Det er jo i hvert fald et retfærdighedsproblem. Det, kvinder er utilfredse med, er balancen mellem arbejdsliv og privatliv. Det er de i langt højere grad end mændene. Blandt mændene siger 70%, at der er en rimelig balance, mens 54% af kvinderne mener, at der er for mange arbejdstimer. Det kan jo forklares meget godt medbørn og hjem osv. – at kvinder generelt har andre krav til den balance. Men det er faktisk også den eneste af de ydre ting, hvor der er forskel på mænds og kvinders svar. Så ideen om, at der skulle være meget store forskelle mellem mænd og kvinder i universitetsverdenen står ikke for en nærmere undersøgelse, for de svarer i det store og hele ens på alle spørgsmålene om deres arbejdstider, deres forskningstid, deres syn på forskning osv. Men på de indre faktorer er der alligevel forskelle. Det kom frem på den lidt uventede måde, at vi spurgte forskerne, om de ville udpege tre forskere på deres institut, som de anså for særligt gode. Vi ville undersøge, om der var enighed på et institut om, hvad forskningskvalitet er. Vi ville også undersøge, om disse særligt gode forskere svarede anderledes end andre forskere. Der viste sig så det for os overraskende mønster, at kvinder pegede på kvinder og mænd på mænd.

Hvorfor er det sådan?
     - Jah, det er meget underligt. For det er jo ikke et spørgsmål, der aktiverer kønsforestillinger. Så det er i virkeligheden et meget afgørende spørgsmål for, om der er indvendig kønstænkning. Og det er der så. Den bedste hypotese, jeg kan komme med, er, at selve det at forske er en meget personlig affære – man kæmper sig til at blive forsker gennem en personlig identitetskamp, og i kamp med alle mulige sociale forhold, kolleger, tid og penge osv. Det viser sig også på den måde, at de bedste forskere oplæres i et læremesterforhold. Dvs. personlige læremestre er noget, der har stor betydning. Når man er ung, har man meget behov for at kigge på og tage ved lære af de gamle i faget. Og så sker der formentlig det, at der er nogle kønsmæssige aspekter af den identifikationsproces. Og der er eksempler på, at man kan have forbilleder af det modsatte køn. Men alligevel ser det ud til, at der er brug for forbilleder af ens eget køn.