Indhold

Forord

1. Livets mening
Kan livets mening være et problem?
Hvad er livsmål og livsmening?
Hvilke livsmål og livsmeninger findes?
Ændres mål og mening gennem livsforløbet?
Kan ét menneske hjælpe et andet til at finde livets mening?
Det meningsfulde og det meningsløse
Eksistensens struktur

2. Krise, autenticitet og udvikling
Kriseproblemet
Hvad er krise, og hvad er et traume?
Kan kriser forstås eksistentielt?
Hvordan opleves en krise?
Krisens tre dimensioner
Hvordan kommer den enkelte gennem en krise?
Er kriser ønskelige eller uønskelige?

3. Sygdom og sundhed som måder at leve på
Sygdomsproblemet
Hvad er det at være syg, og hvad er det at være sund?
Kroppen i sundhed og sygdom
Hvordan kan man forholde sig til sin sygdom?
Kan psyken påvirke de somatiske tilstande?
Hvordan hjælper man bedst en syg?
Hvordan varetager jeg mit eget helbred?

4. At stå over for døden
Er det et problem at møde døden?
Dødens begreber
Hvordan er det at dø?
Hvorfor er det svært at se døden i øjnene?
At have været døden nær
Hvordan hjælper man bedst en døende?
Hvad vil et afklaret forhold til døden sige?

5. Aleneværen og fællesskab
At stå alene - og at være sammen
Begreber om aleneværen og fællesskab
Hvordan er det at stå alene i verden?
Hvordan er det at være med i et fællesskab?
Kan personlig udvikling forenes med sociale bånd?
Kan man hjælpe mennesker i nød?
Balance i de fire livsverdener

6. Valg, handlefrihed og forpligtelse
Det frie valgs problem
Valgets begreber
Hvad vil det sige at leve frit?
Hvad er det at leve ansvarligt?
Bestemmer jeg selv over mit liv og min udvikling?
Hvordan træffer mennesker deres eksistentielle valg?
Former man sig gennem sine valg?

7. Livsmod, livskraft og autenticitet
Hvor kommer livskraften fra?
Begreber om livet
Hvordan udveksles energi og stemninger?
Livsangst, livsmod og livskraft
Hvad er det at leve autentisk?
Hvordan frisætter jeg min livskraft?
Person-i-verden: eksistensudfoldelse i kontekst

Efterskrift

Appendiks: De vigtigste eksistenspsykologiske forfattere og deres værker

Litteraturliste

Indeks

Kapitel 1. Livets mening

Kan livets mening være et problem?
Det moderne menneske lever i et meningstomrum: Hvorfor er jeg her? Kommer der noget bagefter? Hvad skal jeg lægge vægt på? Anstrenge mig? Leve spændende? Blive rig? Være sammen med dem, jeg holder af? Hvad lever jeg egentlig for?

Spørgsmålene dukker op hos de fleste, når de skal træffe afgørende valg om arbejde, familie eller egen udvikling. Og slår modgangen til med sygdom, ulykke eller nærtståendes død, dukker meningsspørgsmålene også op: Hvorfor nu dette? Hvad er livet værd uden en ægtefælle? Hvordan skal jeg kunne leve, hvis jeg skal være syg resten af tiden?

Før var livet enklere. Tilværelsens mening og indhold blev givet af traditionen, og den enkelte fik at vide, hvad alting gik ud på. Blev en person ramt af krise, fortalte præsten, familien og naboerne, hvad grunden var, og hvordan han eller hun skulle komme igennem. Fortolkninger og leveregler lå fast.

Nu fødes mennesker i et meningstomrum, som de selv må udfylde. Lykkes det ikke, truer depression og i yderste instans selvmord. Kulturen rummer mange tilbud om udfyldelse af livets indhold, men den enkelte må selv konstruere sin livsmening. Kun hvis dette lykkes med engagement og overbevisning, bliver livet værd at leve.

Men hvordan bærer mennesker sig egentlig ad med at finde eller skabe livsmening? Hvorfor går det tilsyneladende af sig selv for nogle, mens andre må vandre rundt i tvivl, se tilværelsen falde fra hinanden, og kæmpe med at finde mening i stumperne? Hvad får nogle mennesker til at være fast rettet mod deres mål? Hvordan fås samling over livet? Og hvad er livsmening egentlig?

Med ordet livsmening betegner vi det indhold, som et menneske udfylder sit liv med, og som giver livet retning eller form. Det beslægtede begreb livsmål betegner det, en person stræber mod, det han eller hun søger at opnå. F.eks. kan det være et livsmål for en person at blive skuespiller, mens livets mening for den pågældende er selve det at være med i teaterlivets kunstneriske og vibrerende processer. 

Livets mening og mål vælges af den enkelte i overensstemmelse med dybere livsværdier. Ved livsværdier forstås en persons grundlæggende opfattelse af, hvad han eller hun anser for et godt eller dårligt liv. En livsværdi kan f.eks. være kærlighed. Ud fra denne livsværdi kan en person sætte sig mere konkrete livsmål som at stifte familie, opbygge parforhold, sætte børn i verden.

Hvilke livsmeninger og livsmål findes?
Spørger man en anden om hans eller hendes mål i livet, kan de svar, man får, være vidt forskellige. Her er typiske eksempler på svar, hentet fra et forskningsprojekt:

Hvad er dine mål her i livet?
Svar 1:
1) at det vil gå godt med arbejdet,
2) at finde en partner med krudt i, som jeg kan rejse og opleve sammen med,
3) en Alpha Romeo, jeg elsker legetøj, og jeg elsker at køre stærkt (mandlig kunstner, 67 år).
Svar 2:
1) at der ikke sker min familie noget, at de bliver ved med at være sunde,
2) at vi kan bevare den tryghed, vi har, uden nogen uheld (mandlig butiksindehaver, 46 år)
Svar 3:
1) at turde noget mere over for andre mennesker,
2) at være friere,
3) at gøre flere ting af lyst, ikke af pligt (kvindelig akademiker, 46 år)
Svar 4:
1) at det barn, jeg venter, bliver sundt og rask,
2) et hus på landet tæt ved skov og strand
3) at økonomien ikke bliver for trang
4) at komme ud at rejse uden for Europa og opleve andre mennesker
5) at familie og venner vil leve længe og ikke blive syge
6) at jeg selv vil få et godt liv uden sygdom, og at jeg vil leve længe og være frisk til det sidste (mandlig sygeplejerske, 25 år).

Betragter man disse svar, er flere forhold slående. Målene er ganske forskellige. De spænder fra genstande, personen ønsker sig, til egenskaber, personen ønsker at udvikle. Og tonen er forskellig; formuleringerne udtrykkes i den enkeltes helt eget sprog. Også antallet af mål varierer. Måske afspejler antallet både personens alder og personens livsappetit. Endelig er det, som om personen gennem disse få formuleringer fortæller noget ganske centralt om sig selv som menneske. Det er, som om vores livsmål udtrykker vores kerne.

Kan ét menneske hjælpe et andet til at finde livets mening?
Nogle mennesker har veldefinerede livsmål. Meningen med deres liv står klart for dem, og de udøver deres daglige aktiviteter i overensstemmelse hermed. De kan have stort eller lille held, medgang eller modgang, mange eller få problemer. Men de er ikke i tvivl om, hvad de er på jorden for, og hvad livet for dem går ud på.

For andre er dette ikke så indlysende. For dem står det ikke klart, hvad de egentlig er her for. Meningen med tilværelsen træder kun vagt frem. For nogle kan meningen med at leve fortone sig fuldstændigt, så livet forekommer meningsløst.

Oplevelsen af livet som meningsløst kan forekomme, når det første valg af livsmål ikke har fundet sted, f.eks. hos et menneske først i tyverne, som er blevet trukket af sted gennem uddannelsesinstitutionerne uden lejlighed til selvstændig stillingtagen og selvstændige livsvalg. Oplevelsen kan også melde sig ved pludselige tab og andre alvorlige livsbegivenheder. For nogle mennesker kan livet indimellem fremtræde som så meningsløst, at der melder sig selvmordsovervejelser eller andre nedstemte tanker om, hvorfor man overhovedet skulle leve.

Hvis en person står over for en anden, som savner livsmening, er et væsentlig spørgsmål derfor, om det er muligt at hjælpe vedkommende med at finde eller rekonstruere sin livsmening. Alle kan komme ud for dette problem: i vennesamtaler, over for familiemedlemmer, i tilspidsede arbejdspladssituationer eller over for mennesker på gaden. Og professionelle inden for sundhedsområdet, det sociale område og det pædagogiske område støder jævnlig på den slags situationer. Den enkelte kan måske også selv have glæde af sådanne hjælpeprincipper, hvis vedkommendes egen livsmening en dag er blevet for tynd eller vag.

Viktor Frankl har beskrevet den nævnte hjælpesituation. Der er i disse årtier, siger han, et fremtrædende psykisk problem, det eksistentielle vakuum. Det er oplevelsen af at leve i et værdi- og meningsmæssigt tomrum, følelsen af indre tomhed, tvivlen om, hvad der i grunden gør livet værd at leve.

Som redskab til at afklare den slags problemer introducerer Frankl nu et bestemt teoretisk begreb: livsopgave. Hvert menneske har på et givet tidspunkt en livsopgave, hvad enten den enkelte er klar over det eller ej. Frankl stiller nu den almindelige måde at se livet på på hovedet for herved at udvirke en omstrukturering af samtalepartnerens bevidsthed. Han betegner omstruktureringen som en kopernikansk vending, hvilket viser den betydning, han tillægger den. Vendingen består i at sige til sin samtalepartner: Du kan ikke spørge, hvad meningen med livet er. Det er et meningsløst spørgsmål for dig at stille. Den, der stiller dette spørgsmål, er livet selv. Du skal svare på spørgsmålet. Du svarer ved at tage ansvar for livet. Og du svarer ikke i ord, men ved at handle.

I Frankls form for psykoterapi (som benævnes logoterapi, efter logos i betydningen "mening") er udgangspunktet, at menneskets "hovedopgave er at opfylde en mening og at virkeliggøre værdier" (Frankl, Psykologi og Eksistens, s. 108). Logoterapi defineres lidt spøgefuldt som en terapi, hvor patienten i stedet for at ligge kan "sidde, men han er nødt til at høre ting, der undertiden er meget ubehagelige at høre på". I logoterapien bliver patienten "konfronteret med og orienteret mod sit livs mening" (Ibid., s. 101-102). Efter Frankls opfattelse prøver det neurotiske individ at flygte fra bevidstheden om livsopgaven.

Frankl beskæftiger sig indgående med spørgsmålet, om en logoterapeut kan undgå at pådutte patienterne sin egen livsanskuelse, noget han naturligt nok finder utilstedeligt. Svaret er, at det er muligt at undgå dette. Løsningen ligger i at fastholde formlen "at være menneske ... er at være bevidst om at være ansvarlig" (Frankl, Psykiatri og sjælesorg, side 218). Eksistensanalysens mål er derfor at "føre mennesket hen til bevidstheden af denne dets væren ansvarlig" (Sammesteds). At føre mennesket videre end dette punkt er imidlertid hverken muligt eller nødvendigt ifølge Frankl. Målet er "at føre den syge til den radikale oplevelse af hans eget ansvar" (Sammesteds), dvs. at finde frem til de personlige opgaver, der kan give vedkommende en enestående mening med sit liv, men man må, betones det, aldrig lade ansvaret vælte over på sig ved bare at antyde, hvilke løsninger der kunne tænkes at være rigtige.

I en af Frankls anekdoter (Frankl, Psykologi og eksistens, side 116) fortælles om en gammel sørgende mand, der kommer til Frankl og beklager sig, fordi hans kone er død. "Hvad ville der være sket", spørger Frankl den klagende, "hvis De var død først? Hvis deres kone havde været nødt til at overleve Dem?" "Det ville have været forfærdeligt for hende", siger manden, "hun ville have lidt!" "Der ser De", siger Frankl, "denne lidelse er hun blevet sparet for."

Gennem den anekdotiske form anes et redskab til at hjælpe en anden i lidelse, nemlig ved at støtte vedkommende i at finde eller konstruere mening med situationen. Over for et menneske, som er blevet ramt af sygdom, ulykke, fyring, skilsmisse eller andre af livets slag, kan et rigtigt spørgsmål være: Hvad kan for dig være meningen med, at du skulle blive ramt af dette lige nu?

Finder den ramte situationen meningsløs, bør dette respekteres. Det er et overgreb i mindste måde at kræve af en anden, at han eller hun skal se en mening i noget, som fremtræder meningsløst. Men hvis samtalepartneren respekterer oplevelsen af det meningsløse fuldt ud samtidig med at antyde det nævnte spørgsmål, vil livets egne kræfter tit blive virksomme. Når et menneske har befundet sig et stykke tid i oplevelsen af meningsløshed, dukker ofte en spontan trang til at skabe mønster og sammenhæng op. Vedkommende begynder måske lige pludselig at se det indtrufne som noget, han eller hun kan lære af eller på en anden måde drage konsekvenser af.