Projektet
demokratiopdragelse i danske skoler undersøger danske børn og unges opfattelse
af demokratiets ideer og realiteter set i relation til deres egen skolehverdag.
Ved hjælp af feltarbejde efterfulgt af spørgeskemaundersøgelser med 4500
elever fra hele landet, kortlægges børns og unges syn på en række centrale
demokratiske fænomener, herunder påvirkning via argumentation, dialog og
samtale, indflydelse og magt, fælles beslutningstræffen o.a. Børns og unges
syn på demokratiske grundværdier, pligter og rettigheder studeres m.h.p. den
aldersmæssige udvikling. Undersøgelsen interesserer sig i særlig grad for
skoleklassen som demokratisk lærested, dvs. som et sted, hvor danske børn og
unge har mulighed for at gøre deres basale erfaringer om magt og demokrati,
samt erhverve de erfaringer, der senere skal anvendes ved udøvelse af
demokratisk medborgerskab.
Undersøgelsen
har resulteret i to publikationer: I sensommeren 2003 udkom bogen Mød
eleven af Bo Jacobsen, Christina Sand Jespersen og Irene Christiansen. Denne
bog er primært baseret på en række kvalitative observationer og interview med
lærere og elever, og den beskæftiger sig med, hvad det vil sige at arbejde
socialpsykologisk med en skoleklasse. I maj 2004 udkom bogen Den
vordende demokrat - en undersøgelse af skoleklassen som demokratisk lærested af
Bo Jacobsen, Flemming Troels Jensen, Mikkel Bo Madsen, Marius Sylvestersen og
Claude Vincent. Denne bog er primært baseret på undersøgelsens empiriske
datamateriale, og bringer resultater, der viser, at den danske folkeskole kan
blive langt bedre i sine bestræbelser på at opdrage eleverne til at blive
demokratisk bevidste borgere.
Link
til presseklip og debat