Hvad skal man bruge sin tilværelse på? Hvad giver mening? Det er spørgsmål, som de fleste mennesker stiller sig ikke bare én, men flere gange i løbet af deres levetid. Det gjorde psykologen Bo Jacobsen også, da han havde netop havde afleveret sin doktordisputats.

– Jeg spurgte mig selv, hvad der ville være det vigtigste, jeg kunne bruge mine forskningskræfter på i resten af min tid, og svaret var i grunden ret indlysende: Det vigtigste måtte være at udvikle en psykologi om selve livet – en eksistentiel psykologi, der beskæftiger sig med livets store spørgsmål og undersøger, hvordan almindelige mennesker træffer deres livsvalg, og hvad de gør for at finde mening. Det er en anden psykologisk tilgang end den traditionelle og mere naturvidenskabelige, hvor man iagttager menneskelivet udefra, stiller diagnoser og finder forklaringer i hjernen, fortæller Bo Jacobsen på sit lille kontor under loftet i et hjørne af Sociologisk Institut i det gamle kommunehospital ved søerne i København.

Her har Center for Forskning i Eksistens og Samfund til huse, og det er her, Bo Jacobsen bedriver sit professionelle livsværk.

I disse dage udkommer hans bog "Livets dilemmaer – en bog om eksistentiel psykologi", der dels henvender sig til sygeplejersker, psykologer og præster – alle dem, der yder omsorg for andre – men også til ganske almindelige, tænksomme mennesker, som ønsker en bedre forståelse af, hvad der sker i deres liv. Den er bygget op omkring internationale teoretikeres tanker og Bo Jacobsens egen forskning, og den bevæger sig side for side gennem kriser, livsmod, ensomhed, kærlighed og meningsløshed.

– Når man træder ind i livet, er der lagt en række dilemmaer til rette, som det er vældig vigtigt at være opmærksom på for at opnå en mere fuldtonet eksistens. Det er for eksempel 100 procent sikkert, at vi alle sammen skal dø en dag. Det giver os valget mellem at se døden i øjnene – hvad de fleste umiddelbart synes virker skræmmende – eller lukke dem og hele tiden forsøge at kaste os over nye ting, stresse eller beruse os, så vi glemmer det forhold, at det slutter en dag. Forskellige mennesker har forskellige undgåelsesstrategier for at se denne ubehagelige kendsgerning i øjnene, men grundpåstanden i min bog er, at hvis vi lærer at forholde os til døden, så får vi et bedre og mere rodfæstet liv. Bevidstheden om døden er med til at klargøre, hvad der er ens livsværdier og centrale mål. Den slags er let at glemme i hverdagstravlheden, og først i tilfælde, hvor mennesker rammes af ulykker eller livstruende sygdom hos sig selv eller deres nærmeste, begynder de ofte at tænke over, hvad de vil bruge deres liv på. At se døden i øjnene giver en bevidsthed om, hvad der er livets mening, siger Bo Jacobsen og trækker bogen, der ligger på bordet foran ham, til sig og slår op på en af de første sider.

– Her er et eksempel, som jeg synes illustrerer det meget fint. En kvinde, der deltog i en af mine undersøgelser, fortæller, hvordan hun har mistet sin mor, som hun aldrig har fået fortalt, at hun elskede. Dødsfaldet får hende til at tage en beslutning om aldrig at udsætte noget til i morgen, som hun kan gøre i dag. "Hvis der er noget, jeg vil sige til nogle mennesker, så siger jeg det nu." Det er meget smukt, synes jeg.

Kriser er et andet af livets grundvilkår. Ægtefællen går. Man bliver fyret eller ramt af en sygdom.

– Eksistentielt set svarer krisen til, at man bliver slået i knæ, men man har stadig mulighed for at rejse sig og komme til at blomstre igen. I bogen stiller jeg spørgsmålet: Ville det være rart at have et krisefrit liv? Min påstand er, at man kan blive et væsentligt rigere menneske, hvis man gennemlever en krise – på den rigtige måde, vel at mærke. Krisen skal ikke bare overstås eller klares med en kvik-fix-terapi. Man skal tage sig tid og forsøge at klargøre alle de tab, man har været ude for – også de mere komplekse, som kan være svære at sætte ord på. For eksempel kan man have mistet sin tillid til verden, når ægtefællen går efter mange år, forklarer Bo Jacobsen.

For nogle år siden undersøgte han en række menneskers oplevelse af at få kræft. Over to tredjedele af alle adspurgte oplevede sygdommen som noget, der ikke var 100 procent negativt.

– Der var endda en lille gruppe kvinder, som bagefter sagde, at det positive ved sygdommen fyldte mere end det negative. Den havde hjulpet dem med at gøre sig klart, hvad der var vigtigt her i livet.

Hvad får da mennesker til at føle sig i live? Bo Jacobsens undersøgelser viser, at det er vidt forskelligt, hvad folk svarer på spørgsmålet: "Kan du beskrive en situation, hvor du har følt dig særligt levende?"

Alligevel kan størstedelen af svarene kategoriseres: Praktiske opgaver og fysisk udfoldelse – fra støvsugning til cykelløb – giver mange mennesker følelsen af at være til stede i livet her og nu. Andre svarer sociale fællesskaber – at være sammen med børnebørnene eller opleve, at andre har brug for én. En ensom gåtur, at dyrke Tai Chi eller på anden måde at fokusere på sin egen indre væren kan også vække følelsen. Det samme gør det at opholde sig i naturen, mens andre føler sig levende, når de læser, rejser, laver frivilligt socialt arbejde, er sammen med deres elskede, fisker eller er engageret i deres arbejde. Hvert menneske har sit eget rum for intens livsudfoldelse, som Bo Jacobsen udtrykker det.

Den østrigske psykiater Viktor Frankl hævdede, at menneskets mest centrale drivkraft var søgen efter mening. Når det gælder moderne mennesker, vandrer de ofte uden kompas. Intet er givet på forhånd i modsætning til tidligere, hvor vores bestemmelse blev leveret pr. tradition.

– Derfor bliver vi alle kastet frem og tilbage mellem perioder, hvor det fremstår meget klart, hvad vi er sat på jorden for, og andre perioder, hvor vi føler livet mere meningsløst. Nogle har meget let ved at finde en meget fast livsmening, mens andre kæmper med det i årevis. Selv mennesker, som har fået den rette uddannelse, et job og en god familie, der giver livet klarhed og retning – selv sådan et menneske kan blive kastet ud i meningsløshed. Ofte udløst af en krise som sygdom hos en selv eller ens nærmeste, hvor den typiske reaktion er "hvor er det meningsløst", forklarer Bo Jacobsen.

Bliver det så nemmere at finde mening, jo ældre man bliver? Kommer klarheden med alderen? Bo Jacobsen ler lidt ved spørgsmålet:

– Naturligvis er der særlige livsfaser, hvor man kæmper særlig meget med at finde retning. For eksempel i begyndelsen af 20'erne med uddannelsesvalg og skiftende kærester. Men også midt i livet får mange mennesker – typisk i 40'erne – også en "vurderingsfase". De tager deres liv op til revision og bliver i tvivl om, hvorvidt de vil fortsætte på samme måde resten af deres tid, og for en hel del mennesker bliver de år en opbrudstid. Endelig oplever nogle ældre til sidst i livet at have meningsovervejelser, når de vurderer deres liv som helhed. Gjorde jeg det rigtige? Brugte jeg mine kræfter på de rigtige mennesker? Der optræder en del livsfortrydelser, hvor folk ærgrer sig i den sidste del af tilværelsen, så svaret må være, at vi aldrig helt bliver færdige med at søge mening, siger han.

I følge Bo Jacobsen er in-teressen for livets store spørgsmål og den eksistentielle psykologi vokset gennem de senere år.

– Folk er optaget af livsindhold og livskvalitet. Hele fokuseringen på lykke og det gode liv er et udtryk for en stigende interesse for eksistentielle emner. Tidligere var man mere optaget af andre og langt mere konkrete problemer som sygdomme og samfundsstruktur. Men globaliseringen har gjort os til verdensborgere og øget opmærksomheden på, at vi ikke bare kan opføre, som vi vil, uden konsekvenser. Vi har fået en erkendelse af, at vi alle sammen hænger sammen og er afhængige af hinanden – det som Løgstrup kaldte "interdependens" – og det skærper vores opmærksomhed om eksistensen.

Meningsløshed og mening. Medgang og modgang. Livsmod og dødsangst. Livet igennem bevæger mennesket sig imellem to poler. Og i forhold til at håndtere disse livsdilemmaer kan religiøs tro spille en vigtig rolle, siger Bo Jacobsen.

– Mennesker med en gennemreflekteret tro – altså ikke blot en, de har "arvet"– får gennem troen et livsgrundlag. De får ofte lettere ved at finde en klar mening med deres liv. De får både en mening med livet og et etisk grundlag – en vejledning for deres handlinger. Troen og den mening, der følger med, kan give kræfter og livsmod.

Han understreger, at den eksistentielle terapi da også på mange måder er beslægtet med præsternes sjælesorg.

– Det er en almen livsrådgivning, men på et fagpsykologisk plan og med fagpsykologiske metoder, der kræver grundig optræning. Men hvis man kender en dygtig og rummelig præst, kan man jo også have stort udbytte af at gå til denne. Vi skal give plads for hinandens fagkompetencer.

Personligt traf Bo Jacobsen et valg. Siden begyndelsen af 1990'erne har han brugt hovedparten af sit arbejdsliv på den eksistentielle psykologi. Var det så det rigtige valg? Gav det mening?

Han tøver smilende og siger så med fast stemme:

– Helt sikkert. Jeg er ikke et sekund i tvivl. Jeg har været forbløffet over den rigdom, der er i de eksistenspsykologiske tekster – også til belysning af vores helt aktuelle globale situation. Og jeg har fået virkelig mange tilbagemeldinger fra læsere, der siger, de kan bruge, hvad jeg har skrevet, til at forstå deres liv bedre og få mere hold på det. Det er det hele værd.

terkelsen@kristeligt-dagblad.dk